Vær ikke bange for dæmoner

Jesus afvæbnede Djævelen for 2000 år siden. Og som kristen er du yderligere beskyttet mod angreb af en åndelig rustning.Der er kamp mellem godt og ondt. Det hører tilværelsen til, og det handler de fleste film og bøger derfor om.
Jesus afvæbnede Djævelen for 2000 år siden. Og som kristen er du yderligere beskyttet mod angreb af en åndelig rustning.

Af journalist
Svend L. Madsen, Vejen

Det gode såvel som det onde har et ophav. Her bevæger vi os ind på religionens område. Og her taler jødedom om Gud og Satan, islam om Allah og Shetan, hinduisme om bl.a. Indra og Varut i de ældste vedaer. Og kristendommen om Jesus og Djævelen.
Men kristendommens pointe er, at Jesus har taget et endeligt opgør med Djævelen og alle hans dæmoner. Ikke blot skreg dæmonerne af frygt, lige meget hvor Jesus viste sig og uddrev dem, men da han døde på korset, tilføjede han Djævelen et afgørende nederlag. Så ingen dæmon derefter har nogen magt over de kristne.

Alle som tror på
ham bliver tilgivet

Ifølge Bibelen får Djævelen magt gennem synden. Men det kristne budskab er netop, at Jesus påtog sig alle menneskers synder, således at alle, som tror på ham, bliver tilgivet, renset, retfærdiggjorte og genfødt til et helt nyt liv.
Så er der ikke grobund for Djævelens håndlangere mere. Den troende kan leve fri og glad.
Her er der så ved at snige sig en vildfarelse ind blandt mange kristne. Det insinueres i bøger og prædikener, at ”kristne kan have dæmoner”. Men udtrykket findes kun ét sted i Bibelen, og det handler ikke om en kristen. Her er det tydeligt, at den, som har – eller rettere havde – dæmoner, er besat: ”De kommer hen til Jesus og ser den dæmonbesatte, som havde haft legionen i sig, sidde påklædt og ved sin fulde fornuft, og de blev grebet af frygt” Markus 5:15).
Besættelse er, når Djævelen har fuld kontrol over et menneske. Ikke de lejlighedsvise ”angreb” som kristne kan opleve. Det kan være fristelser, anfægtelser og omstændigheder – alt sammen noget, som kommer og angriber personen udefra. Jesus blev jo selv fristet i ørkenen. Men derfor var han da ikke besat!
Besættelse er noget indvendigt. Angreb kommer udefra. Besættelse sker kun, når mennesket har et åbent og neutralt rum for det. Angreb kan alle opleve. Besættelse hører til undtagelserne. Angreb er kun naturligt for enhver kristen at opleve.
Men er der dokumentation for, at kristne kan opleve angreb fra Djævelen? Ja, Paulus opfordrer kirken i Efesus til at tage Guds komplette rustning på: ”Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. ”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå” (Ef. 6:11-14).

Kristne kan ikke
have dæmoner

Der er altså stor forskel på, om dæmonernes aktiviteter kommer indefra eller udefra. Med udtrykket ”kristne kan have dæmoner” insinueres, at kristne kan være besatte af dæmoner indefra. Det er umuligt. Man kan ikke give førstepladsen til to modstridende magter på én gang. Man kan ikke både tjene Gud og mammon.
Jesus afvæbnede Djævelen, da han påtog sig alle menneskers synder på korset. Der er ikke længere noget for dæmonerne at gribe fat i hos den kristne. Den eneste mulighed er at operere gennem bedrag. Blændværk er Djævelens fremmeste våben. Kan han bilde den kristne ind, at han ikke er helt tilgivet, renset, retfærdiggjort og genfødt, at hans tro ikke er stærk nok, og at han i hvert fald mange gange, siden han blev kristen, har syndet, ja, så har dæmonerne held med at binde den kristne i fordømmelse, frygt og depression. Så meget så det endda virker som om den kristne ”har” dæmoner. Og her er dæmonfikserede prædikanter ironisk nok medvirkende til et bedrag, der skaber frygt og dermed indgang for Djævelen.
Men det er alt sammen blændværk. Ligesom når man er hundeangst, fordi man har set en skrækfilm. Men når filmen er slut, toner virkeligheden langsomt frem igen. Og man finder ud af, at den frygt, man følte, var grundløs.

Autoritet over
alle åndelige magter

Indrømmet: Virkeligheden kan ofte se ud som én stor skrækfilm, hvor Djævelen har overtaget. Men den åndelige virkelighed, den virkelighed, som ifølge Bibelen varer evigt, fortæller noget helt andet. Jesus har besejret Djævelen på korset. Den kristne har modtaget autoritet over alle åndelige magter og myndigheder. Og der skal komme en dag, hvor Djævelen bliver kastet i helvede, hvor han hører hjemme, og det onde får en ende.
Men hvad så mens vi lever midt i ”skrækfilmen”? Her har Gud tilvejebragt en rustning for os, en beskyttelse for hele vores ånd, sjæl og krop. Rustningen består i at tro og leve i den sejr, som Jesus har købt til os på korset. Afvise alle negative og destruktive tanker som Djævelen angriber med gennem sit bedrag. Og derfor også afvise de prædikener og bøger, som sår tvivl om det, Jesus har gjort for mennesker.

Brug for at blive
mindet om Guds gave

Hvordan ifører man sig så Guds fulde rustning? Ved at leve i den virkelige åndelige virkelighed, ved at læse i Bibelen, bede til Gud, gå i kirke osv. Fordi vi er glemsomme og disponerede for det negative, har vi hele tiden brug for at blive mindet om Guds gave til os. Så vi kan tage stilling for det positive og ”slukke” for den negative indflydelse en gang imellem. Derfor måtte Jesus gentage overfor sine disciple: Frygt ikke, tro kun!
Bliver du angrebet, er det ikke det samme som, at du huser dæmoner. Bare fordi den Onde skyder sine tankepile efter dig, betyder det ikke, at han selv følger med pilen og sætter sig fast i din bevidsthed. Der er ikke et eneste skriftsted i Bibelen, der antyder, at Jesus uddrev dæmoner af sine disciple, selv om de ind imellem klokkede gevaldigt i det. Da Jesus måtte sige: ”Vig bag mig, Satan”, til Peter, var det ikke, fordi Peter ”havde” dæmoner. Men fordi den tanke Peter gav udtryk for, da han ville holde Jesus fra at gå til Jerusalem og blive korsfæstet, var inspireret af Djævelen. Bare fordi man som discipel og kristen bliver angrebet af en af Djævelens gloende pile, betyder det ikke, at Djævelen følger med pilen ind i ens krop!
Så vær ikke urolig og bange. Er du kristen, tror du på Kristus, som har tilgivet dig al synd. Djævelen har ikke plads i dit liv. Og derfor kan du ikke have dæmoner.
Tværtimod er der masser af skriftsteder om, hvor afgørende en sejr Jesus har vundet over Djævelen, hvor skelsættende det er at blive kristen, at vi automatisk renses fra enhver synd, når vi følger Ham, at Gud beskytter sine børn mod alt ondt, at Gud har placeret den kristne i en ophøjet magtposition i den åndelige verden – uanset hvor ny man er i troen, og hvor mange fejl og mangler man ellers har.

Fakta:

Jesu sejr:
Kol. 2, v14: Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; v15 han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.
Et radikalt skift:
Kol. 1, v13 Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; v14 i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.
Automatisk renselse:
1. Joh. 1, v7 Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.
Guds beskyttelse:
Joh. 10, v27 Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, v28 og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. v29 Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.
Djævelens afmagt:
Rom. 8 v33 Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. v34 Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. v35 Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – v36 som der står skrevet:
På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår. v37 Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. v38 For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39 eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Den kristnes position:
Ef. 1, v17 Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende … hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. v20 Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, v21 højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende. v22 Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken; v23 den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle.
Guds komplette rustning:
Ef. 6, v13-18 Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå…Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile.


Artiklen fortsætter efter annoncen: