Line skriver om, hvordan Gud får sin plan igennem
Hvordan gennemfører Gud sin plan med os, når vi er så skrøbelige?
Det handler Line Nielsens nye bog om. Hun tager udgangspunkt i, hvad Bibelen fortæller om Juda – den ældste af patriarken Jakobs sønner.
– Jeg ønsker, at læserne må se, at det ikke er deres skrøbelighed, der tegner deres liv, men Guds styrke og hans plan, forklarer Line Nielsen.
– Gud har hele tiden gang i at folde sin skønne plan ud – uanset at vore liv kan se rodede ud.
Den tredje bog
Line Nielsen har tidligere udgivet andagtsbogen ”Elsket af Ham” og bogen ”Sandheden sætter fri”.
– Du er nu klar med din tredje bog, som også udkommer i Norge. Bogen hedder ”Hans plan og min skrøbelighed.” Hvad tror du er Guds plan med os?
– Enkelt sagt: At elske os, kommer det prompte fra Line.
– De fleste af os har oplevet, at kærligheden i livet har gjort ondt. Juda oplevede det vildt meget. Han var født af en mor, som ikke var elsket af hans far. Og hans far elskede ikke Juda lige så meget som hans halvbror Josef. Det fik Juda til at hade sit liv, hade sig selv og hade Gud. Når vi er sådan et sted, har vi så meget brug for at blive elsket.
Behov for andagt
– Hvad gør det ved os at blive elsket?
– Så bliver vi bliver fri til at være dem, som Gud har skabt os til at være. Det kan nemt lyde så abstrakt, men i bogen folder jeg ud, hvordan det sker i en virkelig mands, Judas virkelige liv. Og med masser af paralleller til vores liv.
– Din første bog var en andagtsbog. Er der behov for andagt i dag?
”Ja, livet går så stærkt, så mere end nogen sinde er der brug for, at vi stopper op. For selvom vi kan invitere Gud med ind i al vores travlhed, så er det jo svært at høre på ham, hvis vores hoveder er propfyldte med alt muligt andet. I en andagtsstund søger vi for et øjeblik stilheden og sætter fokus på ham. Det er jo fantastisk at stoppe op og være sig bevidst, at Gud elsker os. At forbinde os med ham og ligesom være favnet af hans kærlighed. Herfra møder man livet fyldt af Jesus og af hans glæde og fred. Så er man ikke i underskud i mødet med livets udfordringer, men klar til at tage fra på alle mulige dimensioner i ens liv.
Forbindes til Kilden
– Bogen udkom også på norsk og engelsk. Har du fået reaktioner derfra?
– Jeg har fået rigtig mange reaktioner fra Norge – mere end jeg nogen sinde havde forestillet mig. Som følge af bøgerne har jeg været inviteret til Norge en del gange for at være taler på stævner og seminarer. Jeg vil så gerne, at hver eneste – uanset om det er på skrift, eller når jeg taler – selv knyttes direkte til kilden, altså til Gud igennem hans ord. At dele Gud må aldrig hænge som noget abstrakt, for Gud er her jo – konkret og lige til.
Sandheden gør fri
– Så udgav du en bog om, at ”Sandheden sætter dig fri”. Hvad ville du sige med titel?
– Alt rodet begyndte med, at menneskene lyttede til slangens løgn om Gud i stedet for at lytte til Gud. Så hvis vi vil komme forbi alt rodet og ud på den anden side, så må sandheden have plads igen! Og Jesus siger jo, at han selv er sandhed. Og han siger: ’Sandheden skal gøre jeg frie’ og så et øjeblik efter: ’Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie’ (Joh 8,32.36). Konkret handler det om, at vi giver Jesus plads til at åbenbare sig selv for os, og at vi tager imod ham – og så sættes vi fri.
Begejstret for Jesus
– Hvad drev dig til at begynde at skrive bøger?
– En enorm glæde over Jesus og alt det, han har givet mig. Han er så stor og fantastisk! Det må jeg simpelt hen bare dele med andre. Jeg kan ikke lade være.
Sådan har jeg haft det, siden jeg var barn. Da jeg var teenager, tænkte jeg, at jeg ville skrive en bog en dag – sådan sidst i 30’erne, inden jeg blev 40, siger Line med et smil.
– Jeg fornemmede, at der var dybder og perspektiver, hvor jeg havde brug for noget modenhed, før jeg kunne formidle det.
– Lykkedes det?
– Tja, overordnet set vel nok, selvom jeg var 48, da ’Elsket af Ham’ udkom.
– Hvad vil du gerne opnå gennem dine bøger?
– At læsernes begejstring for Jesus vokser, og at de knyttes tættere til ham. Det er virkelig bare det.
– Kan en bog noget, som Facebook ikke kan?
– Jeg nyder i hvert fald at sidde med en fysisk bog. Jeg kan lide at lave streger og evt. bemærkninger i margin. Og måske er der tilmed en ro, som knytter sig til bogen i 3D med dens tyngde og vægt – rent bogstaveligt og måske også i overført betydning. Jeg læser selv mest kortere ting online, og så er bogen den længere ting med en fordybelse, der på en eller anden måde spænder over mere.”
Glæden ved at skrive
– Skrev du også som barn?
– Ja. Jeg husker, at jeg havde halsbetændelse i anden klasse. Da sad jeg i min seng og skrev digte. Også senere har jeg skrevet digte. Jeg har haft masser af penneveninder, som jeg skrev med. Og jeg skrev også dagbøger igennem nogle år. Men at komme ud over rampen og skrive noget religiøst og åndeligt, som nåede ud til andre, dét skete først for alvor, da jeg var i 20’erne i form af artikler til blade. Det var ligesom for stort og særligt for mig. Jeg følte mig ikke ’god nok’, fordi jeg jo også kunne se forkerte ting i mit liv, så ’hvem var jeg’. Men passionen indeni, trangen til at skrive og dele var så stærk. Så til sidst tænkte jeg, at den enorme lyst og trang vist var Guds kald. Og det blev en hvile for mig, at tjenesten for Gud jo netop ikke handler om, at vi skal være gode nok – det handler jo alt sammen om hans kærlighed og nåde til os. Og det er i øvrigt ham, som inspirerer os til det, vi giver videre til andre. Så – al ære er hans! Det hviler jeg i.
Konsulent i Odense
– Hvad arbejder du med til daglig?
– Jeg er konsulent i Odense Kommune, hvor jeg primært har ledelsesunderstøttende opgaver. Min vej dertil har gået gennem mange forskellige erfaringer.
Jeg læste nemlig først til fysioterapeut, fordi sundhed og forebyggelse optog mig. Hurtigt fandt jeg dog ud af, at jeg var mere interesseret i folks hoveder end i deres kroppe. Så jeg læste bagefter en Master of Public Health. Det førte mig til opgaver som projektleder med ansvar for sundhedsfremme for medarbejdere i Odense Kommune. Senere fik jeg ansvar for sygefraværsområdet. Så har jeg arbejdet med at understøtte politikerne. Og senere igen har jeg særligt haft fokus på ledelse. Herudover har jeg faktisk læst en lille smule teologi. Jeg var rigtig glad for at læse hebraisk og græsk, fordi det gav mig nogle nøgler til at folde mere af Bibelen ud.
Vokset op med tro
– Er du vokset op i et kristent miljø?
– Ja, jeg er opvokset i et kristent hjem, hvor Gud altid har fyldt. Historierne om Guds nærhed og indgriben er blevet fortalt og genfortalt. Mor kunne fortælle om miraklet, da hun var barn, hvor en engel sikkert har skubbet til hende, så hun flyttede sig væk fra en lampe i tordenvejr, lige inden lynet slog ned igennem lampen og andre lamper på to andre etager… Hun kunne have været død. Og vi oplevede også selv, at Gud bevarede min søster og jeg, da vi blot var to små piger på vej hjem, inden et tordenvejr brød ud. Jeg husker, hvordan vi stod og bad på vejen – og mor gik og bad der hjemme. Da vi nåede hjem, kom vi ind ad en dør i køkkenet i stedet for at gå rundt om huset, som vi plejede. Vi var kun lige kommet ind ad døren, så kom vandet, som var det badekarshaner, man havde åbnet op på fuldt tryk. Sådanne erfaringer tidligt i livet gør indtryk. Og jeg kunne dele mange historier af lignende karakter.
– Hvordan har din personlige tro udviklet sig?
– Udover mange af den slags erfaringer, så har det gjort utrolig stærkt indtryk på mig, hvordan Gud igen og igen og igen har talt til mig igennem sit ord. Ja, for det synes umuligt, at det kan lade sig gøre. Men det gør han… Jeg har gang på gang bare læst det i Bibelen, som jeg var ’nået til’ i en eller anden læseplan – og så åbnede Gud nogle ord for mig, som rørte noget i mig, som jeg lige havde brug for. Det har jeg takket ham for så mange gange, fortæller Line.
På hendes hjemmeside www.elsketafham.dk deler hun sin passion med at kommunikere troen og det kristne liv. ”Hans plan og min skrøbelighed” og Lines andre bøger kan bl.a. købes på Udfordringens net-boghandel Hosianna.dk.