Fandt jeg mig i for meget som barn?
Kære Orla L.
Jeg har længe haft lyst til at skrive dette brev til dig. Så nu gør jeg det altså.
Jeg er en kvinde i fyrrerne, og min mand og jeg er begge kristne og kommer i en god menighed.
Jeg har ikke noget klart billede af, hvordan Gud opfatter mig. Om han er tilfreds med mig, for jeg ved jo, hvor ufuldkommen jeg er.
Jeg er begyndt at have mange smerter i min krop. De dukker op mange forskellige steder.
Jeg er blevet undersøgt af min læge mange gange. Men uden resultat. Jeg skal nu til udredning på hospitalet. Det afventer jeg. I ventetiden har min læge sendt mig til psykolog.
Det er blandt andet om det, jeg gerne vil have en lille drøftelse med dig.
Min psykolog har drejet vores samtaler ind på emnet: familien. Både min nuværende og min barndoms familie.
Psykologen siger, at vores familier har meget stor betydning for vores liv, både vores nutidige liv, men også for fremtiden. Han mener, at jeg er meget, meget familiemæssigt påvirket. Men er vi egentlig ikke det alle sammen?
Selvfølgelig er min nuværende og min barndoms familie ikke fejlfri. Men findes der fejlfri familier?
Jeg synes, jeg har haft gode forældre. Og jeg vil sige, at jeg også har haft gode oplevelser i min barndom sammen med mine forældre.
Men min psykolog mener, at jeg har været alt for loyal over for dem. Har forsvaret dem for meget. Han siger, at jeg stadig gør det.
Jeg ved, at jeg kommer op på mærkerne, når nogen forsøger at pille ved mine forældre. Det gør min bror ofte. Han kan finde mange fejl ved mine forældre.
Jeg synes fx, at mine svigerforældre er langt værre end mine forældre. Nogle gange tænker jeg: ”Er min mands søskende og forældre egentlig helt normale, for de råber og skriger ad hinanden.”
Min mand kommer også til at råbe og skrige, når vi er sammen med dem. Sådan opfører han sig aldrig herhjemme.
Min psykolog siger, at jeg nok har undertrykt meget i min barndom og stadig gør det i forhold til mine forældre. Han siger også, at denne undertrykkelse kan forårsage både fysiske såvel som psykiske smerter langt hen i livet.
Jeg har nok aldrig været kritisk over for det, jeg oplevede fra mine forældre i min barndom. Mine forældre har selv indrømmet, at de skældte mig meget ud, da jeg var barn. De har indrømmet, at det nok var for meget.
Ofte fik jeg megen skæld ud, lige inden jeg skulle i skole om morgenen. Det betød, at jeg næsten altid var ked af det, når jeg gik i skole. Mine klassekammerater kaldte mig ”sure”, og så mobbede de mig.
Men jeg var ikke sur. Jeg var ked af det. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor de ikke kunne lade mig være i fred.
Jeg spørger ofte mig selv: Hvorfor har jeg egentlig valgt at være en kristen? Hvordan er mit billede af Gud? Er han streng og dømmende overfor mig, eller er han kærlig og tilgivende?
Jeg er nok nødt til på nuværende tidspunkt af mit liv at indrømme, at mine forældre nok var lovligt strenge og dømmende overfor mig.
Tak for at jeg måtte skrive dette brev til dig og på denne måde få luft for min psykiske, men sandelig også fysiske nød.
Jeg beder her til sidst om din forbøn og om en salvedug.
Venlig hilsen
En kvinde i nød
Svar:
Du har idealiseret dine forældre for meget
Kære kvinde i nød
Jeg har bedt meget for din nuværende situation, og jeg har også sendt dig den ønskede salvedug.
Lad mig starte med at sige, at vores familie har stor betydning for vores liv. Og ikke mindst har familien betydning for, hvordan vores liv bliver. Familien er jo det miljø, der påvirker os helt fra vores spæde begyndelse.
Ingen af os kan påstå, at vi kommer fra en fuldkommen familie. Alle familier har fejl. Men for det meste opfatter vi vores egen familie som nogenlunde normal. Hvorimod der nok er flere, der ligesom du synes, at svigerfamilien ikke er helt normal.
Du har nok idealiseret dine forældre for meget i din barndom. Det har så forhindret dig i at være kritisk over for det, du oplevede.
Det har forhindret dig i at erkende den smerte, dine forældre påførte dig. Jeg tænker her især på den smerte, dine forældre ofte påførte dig fra morgenstunden af. Den smerte gjorde dig faktisk til et oplagt mobnings-offer i skolen.
Dine forældre må virkeligt have haft det skidt med sig selv, med deres liv, ja, måske også med hinanden.
Heldigvis kan jeg mærke, at du nu ved din læges og din psykologs hjælp er ved at forstå nogle ting om dit liv. Du er ved at kunne se dit nuværende livs sammenhæng med din barndom.
Den sortering, du ikke foretog som barn, er du i gang med nu. Det vil løse op for mange spændinger i dig, og jeg tror, at det i sig selv vil medføre, at du får det bedre både fysisk og psykisk.
Det gode, du oplevede som barn med dine forældre, skal du glæde dig over og tage med dig. Smerten, du oplevede, skal du erkende som smerte og reagere på den, før du kan lægge den bag dig.
Denne proces skal helst ved Guds og Helligåndens hjælp munde ud i tilgivelse. Ellers kan det ende negativt.
Bibelen siger jo, at vi skal ære vores far og mor. Og det også, selv om de ikke er fejlfri.
Jeg tror, at Gud er dig så nær, at du vil opleve personlig, åndelig vækst gennem de svære ting, du nu må gå igennem sammen med din psykolog.
Det er meget vigtigt, at vi har Gud til at bære os igennem, når livet er svært. Hos ham kan vore indre såvel som vore ydre sår læges. Det beder jeg om må ske for dig.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Jeg vil blot lige fortælle dig, at din forbøn på det sidste møde har fået stor betydning for mig. Jeg har fået lov til at opleve forløsning, og det trængte jeg meget til.
Det er flere år siden, jeg har kunnet græde. Det har Gud åbnet for nu. Hvor gør det mig godt.
Hvor er det godt, at Gud ledte mig til dit møde.
Venlig hilsen fra
En, der tørster efter Gud
