Paulus forkyndte i Arenaens dødsskygge

Spredt ud over det romerske rige lå hundredevis af amfiteatre, hvor blodet flød i dyrekampe om formiddagen, gladiatorshows om eftermiddagen og henrettelser til frokosten. Brølet fra vilddyrene og råbene fra hoben af hujende tilskuere mindede Paulus om,
at forkyndelsen af evangeliet kunne koste ham livet – måske i areanen.

Af ph.d. Morten Hørning Jensen, redaktør af TEL og lektor på Menighedsfakultetet

Som alle andre beundrede romerne den græske kultur. Ikke mindst hestevæddeløb, de atletiske lege og teaterkonkurrencerne.

Den gale kejser Nero (54-68 e.Kr.) var så betaget af de pan-hellenske lege, at han i år 67 e.Kr. fik arrangørerne flere steder til at afholde lege uden for deres normale tidspunkt, så han på en rundrejse i Grækenland kunne deltage i den ene efter den anden og hjemtage hele 1.808 sejre – vha. trusler og skyhøje bestikkelser.

Men samtidig var der en anden form for arena-kampe, der i århundrederne omkring vores tidsregnings begyndelse var i voldsom vækst, fordi de passede en tand bedre til den romerske befolknings trang til blodig underholdning: gladiatorkampene til døden.

Romerne opfandt tilmed en ”sportsfacilitet” til formålet: amfiteatret. Ordret betyder ordet ”teater hele vejen rundt”, og det bestod nærmest af to sammensatte teatre, der skabte en oval manege til kampene. I alt er der fundet henved 200 amfiteatre opført i sten fra den romerske periode. Dertil kommer så alle dem af træ, der ikke overlevede tidens tand.

Politik med brød og cirkus

De romerske arenakampe var ligesom de græske sportskampe et stort sammensurium af religion, politik, forretning, militær og social omgang. Det antages, at traditionen med tvekampe til døden opstod i forbindelse med begravelsesfestligheder, hvor en privatperson kunne ære den afdøde ved at afholde gladiatorkampe. Der var i dette også et stærkt religiøst element med udgydelse af blod som et soningsoffer for at sikre sig gudernes gunst. Dette er bevidnet i græsk og etruskisk sammenhæng, inden det blev en del af romersk kultur.

Når gladiatorshowene fik så stor udbredelse i romersk sammenhæng, skyldtes det dog ikke mindst det politiske potentiale, de havde. Romerne skelnede mellem de såkaldte ludi-festkampe (af ludus, spil/leg), der blev afholdt af staten som et begrænset antal årligt tilbagevendende religiøse fester til gudernes ære, og så munera-kampene (af munero, forære), der var betegnelse for de ”gaver”, som en privatperson kunne give til folket for at opnå yndest. Begge kunne bruges til at fremme politiske formål.

Død som valgflæsk

Det kom på mode, at romerske senatorer, der ville sikre sig stemmer forud for valg til betydningsfulde poster, betalte for ”gave-gladiatorkampe” (munera) som valgflæsk til folket.

Faktisk blev det nødvendigt i det første århundrede f.Kr. at udstede en lov i Rom, der forbød en senator på valg at betale for shows to år før valget. Det så især Julius Cæsar stort på. Han avancerede til toppen af det romerske samfund bl.a. ved at købe sig til massernes gunst i Rom med dyre arenakampe. F.eks. var han den første til at præsentere Roms borgere for en giraf.

I kejsertiden satte kejserne sig på retten til gladiatorshows, og de statsfinancerede ludi-festkampe blev omformet til kæmpe gladiatorshows. Selvom kejser Augustus er gået ned i historien som en tilbageholdende kejser (i hvert fald sammenlignet med nogle af hans efterfølgere; alt er jo relativt), praler han alligevel stort af sine over 50 arenashows, hvor mere end 10.000 gladiatorer og 3.500 dyr kæmpede i arenaen, foruden også lige 30 skibe (Res Gestae 22-23).

Men ikke alle var glade for den udvikling. Den satiriske poet Juvenal (ca. år 100 e.Kr.) skrev med slet skjult foragt, at der var engang, hvor romerne stemte på de folk, de mente kunne beklæde vigtige embeder. Nu er det eneste, de bekymrer sig om, ”brød og cirkus” (panem et circenses, Satire 10,81). Med andre ord: Underholdt en kejser sit folk i arenaen og uddelte gratis brød i pauserne (foruden kødet fra de dræbte vilddyr), kunne han være sikker på folkets støtte, uanset hvordan han så ellers regerede.

10.000 gladiatorer døde

Populariteten og massernes krav om underholdning gjorde, at der gik inflation i romernes arenakampe.

Kejserne i Rom og de romerske magistrater i provinserne afholdt stadig større og længere arenakampe. De mærkeligste og vildeste dyr som flodheste, elefanter og løver blev skibet ind i så stort antal, at bestandene var truet. Topmålet kom i år 107, hvor kejser Trajan afholdt 123 dages kampe i Colosseum i Rom til minde om sin sejr i Dakien (et område, der dækkede nuværende østlige Ungarn, Rumænien og dele af Bulgarien). Ifølge antikke kilder døde 11.000 dyr og 10.000 gladiatorer i arenaen alene ved den anledning.

Arenakampene opnåede altså en enorm popularitet og udbredelse. De tændte en ægte ”fan-glød” i folket, der kendte navnene på de bedste gladiatorer, ligesom de spillede en afgørende rolle i at holde sammen på samfundet økonomisk, socialt og religiøst. Her kunne man på en og samme gang blive underholdt, ære kejseren og guderne og spise sig mæt!

Dansk oversættelse skjuler arenaen i 1. Korinterbrev

Arenaen med dens gladiatorkampe, vilde dyr og horder af tilskuere, der vil underholdes med lemlæstelse og død, var for Paulus en levende virkelighed, der lå over ham som en dødens skygge.

Arenaerne lå aldrig langt fra de steder, hvor han var i fængsel. Selvom Paulus som romersk statsborger (ApG 16,37; 22,25) i udgangspunktet var beskyttet mod at blive kastet for de vilde dyr, kunne han stadig henrettes ’ved sværd’ i arenaen. Spørgsmålet var også, om regler var regler, når en ophidset folkemængde krævede handling.

Det fik hans rygstykker at føle i Filippi, hvor han blev pisket uden dom (ApG 16,22), ligesom en ophidset folkemængde i Efesos slæbte hans to rejsefæller hen til teatret, sikkert for at underholde sig med en form for henrettelse af dem (jf. ApG 19,29).

Optøjer som disse satte deres spor hos Paulus. Vi ved fra hans breve, at han anså døden som den sandsynlige konsekvens af sin forkyndelse af evangeliet. Men gjorde han sig tanker om, hvilken form for død, der lå for enden af vejen? Arenaen? Det tyder en bestemt passage i 1 Korintherbrev 4 på!

Paulus forsøger her at gøre en ende på en splittelse i korinthermenigheden, der slås om hvilken apostel, der er størst.

Der er så at sige opstået Peter-, Apollos- og Pauluspartier i menigheden i deres interne kamp om magt (jf. 4,8). Det får Paulus til at opregne, hvilken storhed med modsat fortegn, der venter apostlene: døden i arenaen (4,9). Men at Paulus her sandsynligvis sigter til arenaens henrettelser kommer ikke særligt tydeligt frem i den autoriserede danske oversættelse, der vælger en gengivelse, der giver indtryk af, at Paulus kun taler billedligt.

Flere ting i den græske tekst peger dog på, at Paulus helt konkret anså sin apostelkaldelse som en dødsdom, der ventede på at blive eksekveret i teatret (i betydningen amfiteatret eller arenaen).
Faktisk passer Paulus’ beskrivelse af at være ”udstillet”, ”sidst”, ”som dødsdømt” i et ”arenashow” perfekt til henrettelserne i middagspausen under de normale gladiatorkampe eller til henrettelserne i forbindelse med romerske triumftog, hvor de dødsdømte fanger blev ført i lænker bagerst for at blive henrettet under festlighederne, hvilket også kunne finde sted i amfiteatrene. Denne virkelighed får Bibelen på Hverdagsdansk tydeligere frem.

Senere i brevet vender Paulus tilbage til arenaen igen. I 15,32 skriver han, at ”jeg kæmpede med vilde dyr i Efesos”.
Det er omdiskuteret, hvorvidt Paulus her bruger et billede, eller om han faktisk blev kastet for løverne under optøjerne mod ham i Efesos (ApG 19). En tredje mulighed er, at Paulus kæmpede for at undgå at blive kastet for de vilde dyr.

Paulus imødeså døden

I det sidste brev, vi har fra Paulus hånd, 2 Timotheusbrev, vender han tilbage til tanken om arenaen, der nu virkelig hænger som en sort sky over ham.

Han er i fængsel (1,16). Han har allerede været ført frem for en dommer, uden at nogen kom ham til hjælp (4,16), og han er nu klar over, at døden er den sandsynlige udgang (4,6).

Det får ham til at se både frem og tilbage. Fremad tænker han på ”sejrskransen”, han har i vente (4,8). Tilbage tænker han på, hvordan han har fuldført OL-kapløbet og ”stridt den gode strid” (4,7), der for Paulus bestod i at forkynde evangeliet for ”alle folkeslag” (4,17).
Midt i disse tanker rammes Paulus nu en sidste gang af arenaens sorte dødsskygge. Mens hans liv og tjeneste passerer revy for hans indre blik, kommer han i tanke om, hvordan Gud indtil nu har reddet ham fra dødsdommen, og han udbryder: ”… jeg blev udfriet fra løvens gab” (4,17).

Det skal sikkert forstås helt konkret: Paulus’ tjeneste fik ham ikke blot fængslet stribevis af gange; den bragte ham faretruende nær gabet af en udsultet løve i et af de mange amfiteatre.

Hvordan Paulus faktisk døde, ved vi ikke med sikkerhed. Ifølge den kirkelige tradition blev Paulus halshugget, mens Peter blev korsfæstet (f.eks. Eusebs kirkehistorie 2.25.5-6).

Det er bestemt historisk muligt, at Paulus’ romerske statsborgerskab i den sidste ende gav ham en nådigere død end galilæeren Peter. Dette fandt sted i Rom under kejser Nero, måske år 67, for enden af den retssag, Paulus beskriver i 2 Tim 4,16.

Bedømt på Paulus’ egne ord er der derimod noget andet, der synes ret sikkert: Døden i arenaen hang som en sort skygge over Paulus’ tjeneste som apostel livet igennem.