Brutalitet, satire og kristentro

Hvad mener amerikanske kristne om nye Hollywood-film? Det kan man få svar på ved at klikke ind på www.hollywoodjesus.com. Her ser man, at et par af de mest kommenterede nye film er Dogma og The Patriot, som begge er kommet på video her i landet inden for de sidste par måneder. Begge film er eksempler på den „nye“ trend i amerikansk film: Film, der tager kristendommen alvorligt – i tilfældet Dogma dog i komedie-form.
The Patriot (instrueret af Roland Emmerich) beskæftiger sig med det måske vigtigste kapitel overhovedet i amerikansk historie: Uafhængighedskrigen (i 1776), og den bliver nærmest rost til skyerne. Et par kritiske røster er der dog, bl.a. en, der ikke med urette mener, at den er manipulerende. Det gælder jo i større eller mindre grad alle film, men efter min mening i særlig grad The Patriot. En så amerikansk selvforherligende og ægte hollywoodsk storproduktion, der er så fyldt til overflod af stolthed og føleri, som den er, skal man lede længe efter. –
En Gud, der er en kvinde. To faldne engle, som har fundet en “smutvej“ tilbage til himlen. En kvinde, der går i kirke af vane, og som skal hjælpe Gud med at forhindre, at englene får held til at bruge smutvejen. Og endelig to lidet gudelige „profeter“, der skal hjælpe kvinden med at hjælpe Gud (den ene af dem spilles af Kevin Smith, der også har både instrueret og skrevet manuskript til filmen). Det er nogle af personerne i den meget spøjse Dogma med den rappe, til tider fuldstændig rablende dialog. Der er katolikker, der mener, den er blasfemisk, og andre kristne, der kalder den tankevækkende. Kan man ikke klare et sprog, der til tider er rigeligt vulgært, eller at blive stærkt udfordret i sin tro, eller har man ikke en særdeles veludviklet humoristisk sans – så bør man holde sig langt væk fra Dogma. Den forvrænger „kristelige“ særheder ud i det groteske og provokerer på en egen komisk-satirisk måde.
En sammenligning af, hvordan de to film skildrer kristendommen og de kristne, falder ikke ud til The Patriots fordel, fordi de scener, hvor hovedpersonen knæler i bøn, eller hvor han taler om, at han hver dag trygler Gud om tilgivelse for det onde, han har gjort, kommer til at virke hule på baggrund af den brutalitet, hvormed han slagter sine fjender – alt det fromme virker som fernis på en meget voldelig og blodig film. Der er til gengæld absolut ingen fernis i den overdrevne Dogma – og overdrivelse kan jo være med til at fremme forståelsen. Men hvilken forståelse? Dogma kan fint fungere som diskussionsoplæg.

Videopremierer:
6. december: The Patriot
13. november: Dogma