Da det så sortest ud hjalp Jesus

Edith blev psykisk syg og måtte opgive sit lærerjob. Men hun ville ikke have noget med den kristne „sekt” at gøre, og hun kendte ingenting til kirker og kristendom, så Jesus måtte svare hende direkte… I dag hjælper hun og hendes mand syge og plagede mennesker

Edith Marie ville aldrig have troet, at hun skulle blive ramt af en psykisk sygdom. Hun var en velfungerende lærer, der gik op i sit job og udfoldede sig kreativt sammen med børnene. Hun havde en god mand og to børn. Han drev en køkkenfabrik og de manglede ikke noget.
Men julenat 1974 skete der noget. Edith havde købt et julehæfte af nogle elever fra en bibelskole i Mariager, som de var naboer til. Hun havde altid fået at vide, at det var en sekt, så hun købte det nærmest for at slippe af med dem. Men julenat kunne hun ikke sove:
– Jeg læste i bladet om et menneske, som var i havsnød i en forfærdelig storm. Dér overgav han sig til Gud, og jeg havde en stærk følelse af, at Gud nu ville have mig til at gøre det samme, fortæller Edith.
– Men jeg huskede de indremissionske naboer, jeg kendte hjemme fra Midtjylland. Jeg tænkte, at det var for mørkt og kedeligt, og det ville jeg ikke. Jeg sagde nej til Gud. Så faldt jeg i søvn og glemte det hele.

Men i vinteren 1975 kom Edith ind i en depression, som blev til et otte år langt mareridt:
– Det kom som et lyn fra en klar himmel. Som om jeg blev løbet ned bagfra. Jeg vidste ikke, hvorfor det kom, men jeg kunne ikke stoppe det.
– Jeg holdt op med at være kreativ. Jeg gik ikke op i haven længere. Min mad mislykkedes. På skolen kørte jeg bare på rygraden, men efterhånden begyndte jeg at blive bange for, at jeg ikke havde gjort det godt nok.
– Jeg fik de underligste tanker. Troede, jeg havde glemt at låse til biologilokalet; glemt at slukke for vandhanen; glemt at låse fortrolige papirer inde… Havde jeg puttet filmen til Filmcentralen i skraldespanden eller var jeg kommet til at lægge et barn i fryseren – det blev værre og værre.
– Aften efter aften gik jeg over på skolen for at kontrollere alting. Jeg kæmpede med skyld og skam og angst. Og en nat følte jeg, at nu var jeg kommet for langt ud. Det var, som det var Djævelen selv, der ødelagde alting for mig. Som om en stemme hele tiden anklagede mig…

– Jeg måtte melde mig syg, selv om jeg aldrig havde troet, at jeg skulle blive psykisk syg. Jeg forsøgte at skjule det for børnene, for jeg synes, det var flovt for dem.
– Efter 3 måneder kom jeg endelig på psykiatriske afdeling i Randers. Her forsøgte tre læger at hjælpe mig på alle mulige måder, men ingenting hjalp. Jeg fik det bare værre af at være sammen med alle de syge mennesker. På værelset boede jeg sammen med en sindssyg gammel dame, som hele tiden gik rundt om sengen og sagde, at hun havde været så ond. Et indlagt Jehovas Vidne forsøgte at omvende mig. Og en dag så jeg en ung pige, som blevet fuldstændig skingrende skør. Da besluttede jeg mig til, at jeg ville hjem og arbejde. Jeg gjorde mig hård og forsøgte at virke stærk. Jeg kom hjem, men efter seks uger måtte jeg indlægges på Vejlefjord.
– Da jeg havde været her en tid og indså, at de heller ikke kunne hjælpe mig, og der ikke var noget håb, besluttede jeg at snyde lægerne ved at spille rask, så jeg kunne slippe væk her fra.
– Om jeg snød lægerne ved jeg ikke, men jeg fik lov til at komme hjem.

– Jeg kæmpede mig op og begyndte at arbejde igen. Jeg havde det forfærdeligt, men jeg lærte at leve med “dæmonerne”. Jeg gik på arbejde, selv om jeg nogle gange kun sov en time om natten. For hvis jeg ikke kunne arbejde, ville jeg ryge ind på en psykiatrisk afdeling igen. Og jeg tænkte helt nøgternt, at hvis jeg bare kunne holde ud i ti år, så ville børnene være store nok til at klare sig selv, og så kunne jeg tage mit eget liv.
– Desværre var der en anden, der tog sit liv, og da jeg så hvor svært det var for familien, indså jeg, at jeg ikke kunne få mig til at give dem den sorg og byrde. I stedet bad jeg til Gud om, at han ville lade mig få en sygdom, så jeg kunne dø uden at nogen skulle føle sig skyldige. Kort efter fik jeg en kredsløbssygdom… Lægerne fortalte, at de kunne blive nødt til at amputere benet, hvis det ikke blev bedre. Jeg skulle derfor cykle og gå en masse. Men jeg måtte ikke løbe, for så risikerede jeg at få en blodprop.
– Men når jeg gik alene nede ved Mariager Fjord og ingen så mig, løb jeg alt hvad jeg kunne. Men mit hjerte var åbenbart stærkt. Der skete ikke noget.
– Jeg havde en fornemmelse af, at de kristne på Pinsevækkelsens Højskole måske nok kunne hjælpe mig, men jeg anså dem for en sekt og ville ikke risikere noget.

– En nat havde jeg det så elendigt, at jeg gik ud på græsplænen og bad til Gud. Det havde jeg gjort før, når jeg var i knibe, men denne gang bad jeg for første gang til Jesus. Det var en tilfældighed, at jeg ikke sagde Gud, men Jesus. Og straks skete der noget. Jeg følte som om jeg blev trykket ned til jorden af noget, som kom ned over mig, og jeg blev fyldt af noget, som jeg ikke vidste hvad var. Bagefter har jeg fundet ud af, at det var Helligånden.
– Da det skete, indså jeg to ting: 1) At jeg som 14 årig var blevet krænket seksuelt. Det havde været så svært for mig, at jeg i over 30 år fuldstændig havde fortrængt det, som om det aldrig var sket, men nu dukkede det op, og jeg huskede det. Og 2) At hvis Jesus kunne være så virkelig, så var der håb for mig.
– Jeg turde ikke fortælle til nogen, hvad jeg havde oplevet. De ville bare tro, at jeg var skør. Jeg troede, jeg var den eneste i verden, der havde oplevet sådan noget. I stedet forsøgte jeg at finde ud af, hvad kristendom var for noget. Jeg anede ingenting. Vidste ikke, at der var frikirker. Vidste ikke, at der var kristne, der troede på Gud på en levende måde. Jeg troede kun, der var den måde, som jeg havde taget afstand fra. Men nu forsøgte jeg at samle oplysninger. Vore to drenge var i mellemtiden blevet kristne og var med i YFC, så dem talte jeg lidt med om Gud.

– Niels Peders faster boede i Canada. Hun skrev hvert år til jul, og hendes breve handlede altid om Jesus, så vi gad ikke læse dem. Nu fandt jeg dem frem og læste og læste. Jeg skrev til hende og fortalte, at jeg havde mødt Jesus, og hun blev meget begejstret efter at have bedt for familien i alle de år.
– Inden hun døde, skrev hun med rystende skrift til sin bror, at de skulle henvende sig til os. Hun gav “stafetten” videre til os. Men de henvendte sig ikke – og nu er de døde.
Senere fik jeg via en kollega kontakt med Frikirken i Randers. (Jeg turde stadig ikke gå op til “sekten” i Mariager.)
I Randers fik jeg den første kristne hjælp. Det virkede så voldsomt på mig at jeg igen røg på psykiatrisk afdeling.
Af det har vi lært, at det er vigtigt med bedømmelse, og at man ikke skal lege med disse ting.

– Da jeg den nat lå på psykiatrisk afdeling igen, var jeg meget deprimeret. Jeg sagde: – Jesus, jeg troede lige, at jeg havde fundet dig, og nu er det ligesom, du ikke er der mere. Så var det, som om jeg fik en tanke: “Hvad har du set, og hvad har du hørt?” Jeg forstod godt spørgsmålet: Jo, jeg havde jo oplevet, at Jesus var en virkelighed, selv om det var svært lige nu. Han var her alligevel.
Så oplevede jeg ligesom at et træ med rødder nede i mig blev trukket ovenud. Næste morgen var jeg rask. Jeg henvendte mig til lægen. Han overtalte mig til at blive ugen ud, og det var i orden med mig. Men jeg var rask.
– Uden at vi selv gjorde noget for det, begyndte der at ske noget. Vi kunne ofte se menneskers problemer, selv om andre åbenbart ikke kunne. Senere forstod vi, at det er det, man kalder kunskabsord.
Når vi bad for mennesker, var der ofte en voldsom reaktion. Folk faldt om, skreg eller kastede op. Vi blev noget forskrækkede og forstod, at de åndelige kræfter var stærke, og vi ønskede at komme på bibelskole, så vi kunne lære mere og få et bagland, som kunne vejlede os.

– Men vi anede ikke, hvor vi skulle tage hen. Derfor bad vi Gud om, at han snart ville vise os, hvor vi skulle hen. Den næste dag talte jeg tilfældigvis med en kollega. Ligesom henkastet sagde hun: – Det er vel Kolding, I skal til? Joh, sagde jeg, det er det nok.
Sådan gik det til, at vi meldte os ind på Apostolsk Højskole i Kolding. Senere blev vi tilknyttet som lærere, og vi har nu en tjeneste, hvor vi tager ud i alle kirkelige sammenhænge og prædiker og beder for mennesker i nød.
Ofte sker de største mirakler for mennesker, der ikke har været kristne før. De har ikke så mange forbehold…
– For os er det ikke vigtigt, om det er den ene eller anden kirke. Vi er ligeglade med, hvor vækkelsen begynder, bare den kommer i gang. Og der er begyndt at ske noget i Danmark, supplerer Niels Peder. Danskere tager imod Jesus og bliver kristne.
– Vi står ofte sammen på talerstolen og supplerer hinanden og vi forbereder os også sammen.

Lægedom og Udrustning
Vi vil gerne hjælpe mennesker til udfrielse og forløsning, til lægedom og udrustning. I den rækkefølge. For hvis mennesker får udrustning til tjeneste, men endnu ikke er blevet lægt, så går det galt. Og hvis man forsøger at læge, før de er blevet udfriet, så kører man i ring, som vi så ofte ser det: Der er ingen ende på de psykiske problemer, man kan bakse med. Men det er ikke meningen, at vi skal det i en uendelighed. Vi skal udfries og forløses og læges. Og så skal vi videre. Vi skal heller ikke udfries igen og igen og igen. Jesus sagde: Vil du være rask? Enhver må selv tage ansvaret på sig for sit liv. Hvis vi bliver ved at have ondt af os selv, eller bebrejder vores forældre eller andre, så bliver vi aldrig raske. Vi skal rejse os og komme videre. Og i kraft af Jesus kan vi.

Gå tilbage til Udfordringens startside