Dåb bør ikke blive til splittelse mellem kristne

Det mener Bornholms kvindelige baptistpræst, Lone Møller-Hansen, som da hun blev kaldet til præstegerningen på Bornholm med sin familie rykkede alle teltpæle op og drog til klippeøenBaptistpræsten i Rønne, Lone Møller-Hansen, kom til Bornholm for ca. et år siden sammen med sin mand og to store børn. Det vil sige de flyttede lidt i etaper, så processen varede knapt et halvt år.Kaldet
Foruden Lone Møller-Hansen er der kun en kvindelig frikirkepræst til på Bornholm nemlig i Metodistkirken i Rønne og Nexø, Virginia Hønniche.
Lone Møller Hansen er oprindeligt journalist og har været ansat dels på Vejle Amts Folkeblad, og Amtsavisen i Randers. Hun er født og opvokset i Baptistkirken, hvor hun især har været aktiv i spejderarbejdet. Hun kom tidligt i korpsrådet og var meget engageret i internationalt pigespejderarbejde. Mens hun var journalist, havde hun hele tiden en indre følelse af, at hun skulle læse til præst, en indre kamp, kalder hun det. Men det ville kræve en stor omlægning
-I alt var jeg 5-6 år om at tage beslutningen. Jeg søgte flere journaliststillinger, hele tiden var jeg fremme blandt de forreste, men oplevede så alligevel at blive vraget. Da der så kom en stilling som souschef i redaktionssekretariatet på Amtsavisen i Randers, søgte jeg denne. Det var der imidlertid en anden af de ansatte, som også gjorde, og vi var nogenlunde lige gamle, begge kvinder og lige velkvalificerede. Det krævede votering, før beslutningen blev taget. Derfor røg det ud af munden på mig, da jeg kom ned på redaktionen efter samtalen: “Nu sidder de og bestemmer, om jeg skal være præst”, underforstået, hvis jeg bliver vraget igen, er det fordi jeg skal læse til præst. Det blev jeg så, og jeg tog konsekvensen og søgte naturligvis til Baptisternes præsteseminarium i Tølløse, hvor jeg blev den eneste med den fireårige uddannelse. Siden er SALT-uddannelsen kommet til og alt er forandret
– Vi var tre studerende i 1996 til den nye uddannelse, hvor man kunne vælge at nøjes med de første to år. De to andre valgt det, så de sidste år fik jeg eneundervisning.
– Det var egentlig ikke for at blive præst, jeg læste, men jeg havde lyst til at fordybe mig i Bibelen. Først da jeg fik kaldet fra Bornholm, vidste jeg, at jeg skulle være præst.
Lone og hendes mand, Jesper, der netop har besluttet at satse på sit rådgivende ingeniørfirma og sige sit faste arbejde op, har børnene Maria og Michael. Sammen bor de nu i ejendommen Østergade 48, som de har indrettet og stadig er i færd med at gøre til en drømmebolig med masser af plads. Ikke mindst er den store gårdhave midt i byen attraktiv. Dér sad vi og drak te, mens dette interview blev skrevet, og husets hund havde travlt med at holde styr på de rare håndværkere, som kom og gik.

– Er I begge baptister fra barndommen?
– Nej, min mand blev baptist, efter han blev gift med mig. Der var tale om overført medlemskab, det vil sige, at han blev optaget på bekendelse uden at skulle døbes igen.
– Det er også helt i orden, at man ikke vil undsige sin barnedåb. Jeg vil kæmpe for, at dåben ikke skal adskille kristne.
– Vi er begge overbevist om, at den baptistiske dåb er den rigtige. Det er den bibelske dåb, en omvendelsesdåb, men hvis et menneske har levet hele sit liv som kristen og bygger på sin barnedåb, skal det ikke døbes igen.
– Hvis barnedåben imidlertid aldrig har betydet noget , vil jeg ikke tøve med at døbe igen som voksen. Tro og dåb og efterfølgelse hører sammen i et kristenliv. Men rækkefølgen er ikke afgørende.
Der er også unge i Folkekirken nu, som vælger dåb efterfulgt af konfirmation, når de når den alder. – På den måde er Folkekirken gået hen og blevet baptistkirke, fordi de døber troende i dag, siger Lone med et smil.
Lone Møller-Hansen fortæller, at der er 230 i Bornholms Baptistmenighed, men den har været meget større, ca. 800 medlemmer. Nu er der mange ældre, ca. 80 er over 70 år. Der er også mange tilflyttere samt en flok aktive unge, som i øvrigt har deres egen ungdomspræst, 22-årige Henrik Nissen.
Pinsekirken har haft en stor vækkelse i kølvandet på helbredelser.

– Jeg har selv været med til møder i Pinsekirken, hvori også nogle af vore medlemmer, som er syge, deltog.
– Men hvis du spørger mig, om jeg kunne tænke mig at invitere en af de store helbredelsesprædikanter i Baptistkirken i Rønne, må svaret nok blive nej. Det, vi især fokuserer på hos os, er stilhed og fordybelse. Vi har stillegudstjenester. Det er en af vore nicher. Jeg har i år været på klosteret i Taizé, og som menighed planlægger vi en tur dertil næste år.
– Forsoning og indre helbredelse er noget, jeg lægger vægt på. Man skal være hudløs ærlig om sine egne kampe i livet..
Frikirkerne på Bornholm havde i foråret besøg af et team fra Californien. Deres måde at kombinere sjælesorg og en meget stærk bøn er noget, vi kan lære af. Vi har en tværkirkelig gruppe med et par baptister, en metodistpræst, et par stykker fra Nexø Frikirke og en fra Pinsekirken som arbejder med helbredende bøn. På den måde arbejder jeg nok mest med processen, hvordan Jesus langsomt kan forny os mennesker mere end hurtige helbredelser. Samtidig må jeg nok sige, at jeg er privilegeret med en dejlig menighed, der er åbne overfor at prøve nye ting.

– Nej, af hensyn til vores børn blev jeg endnu et år Tølløse, og fik ansættelse i Korskirken i Herlev, hvor jeg engagerede mig i en økumenisk bedegruppe i Ballerup. Vi havde en vision om levende kristne husmenigheder i hver eneste by. Ballerup var på det tidspunkt et stort gabende hul. Det var en flok dejlige mennesker vi kom i kontakt med, meget forskellige fra os, og vi lærte meget om, hvad der er fundamentet og hvad der er perifert i vores tro.

– Jeg kunne sikkert godt blive menighedsplanter, men jeg er mere hyrde end evangelist.
– Processen, vi som menighed er inde i for øjeblikket, betyder meget for mig. At vi stiller spørgsmålet: Hvad er præcis denne menigheds kaldelse?
– Samtalen må vise, hvordan vi som menighed tror, at Gud vil have os til at opfylde missionsbefalingen.
– Det var meget glædeligt, at 11 hjem åbnede sig for at invitere menighedens medlemmer hjem. Jeg er udpræget demokrat og meget baptistisk i den retning, at jeg ikke ønsker at gå turen alene. Det er vigtigt, at alle, som har lyst, kan være med i denne proces. Og vigtigt med god tid til eftertanke.
– For mig hører forbøn til helbredelse hjemme i gudstjenestefællesskabet, men jeg er lidt forsigtig Jeg håber dog, at vi får frimodighed til at kalde til forbøn. Guds rige er tilbedelse og fordybelse, lovsang og frem for alt det kærlige fællesskab. Vi skal være, hvor menneskerne er og vi skal tale længe nok, til at vi finder ud af, at vores fokus er i samme retning. Med hensyn til vores måde at være kirke på, har jeg en vision om en magnet. Vi skal styrke hinanden og bakke hinanden op i at være, som vi er. Guds rige udbredes kun, hvis vi er troværdige og kan stå på begge ben. Jeg kan godt lide billedet af, at vi står med ryggen mod hinanden og blikket vendt ud mod verden.
– Stillegudstjenester er kommet for at blive. I november bliver der hver uge sådanne gudstjenester, og det vil også være et sted, hvor man kan tage kirkefremmede med. Endvidere er jeg glad for, at vi lige har startet et stort Alphakursus med 40 deltagere – i første omgang mest menighedens egne medlemmer. Så kan de være ambassadører for vores næste Alpha-kursus, til foråret. Helt ophørt med spejderne er Lone Møller-Hansen ikke.
– Jeg skal til Verdensjamborée hen over nytåret sammen med min datter, og det bliver min sidste opgave som spejder på landsplan..

– Jeg støtter mig vældig meget på min journalistiske erfaring af, at de fleste sætter pris på, at man bruger det naturlige hverdagssprog. I en prædiken om kvinden i farisæernes hus, så kalder jeg hende ikke en skøge eller en falden kvinde, men slet og ret en luder.
– Jeg benytter mig meget af de moderne hjælpemidler i gudstjenesten. Alle bibeltekster kommer f.eks. op på en storskærm. Jeg har også brugt filmklip. I samme prædiken viste jeg klip fra “Pretty Woman”. Ikke alle brød sig om det, men vi er nødt til at arbejde visuelt, for at yngre mennesker skal føle, at kirken taler deres sprog.