Dansker kun 50 meter fra terrorbombe i Israel
21-årige Jacob Olesen fra Sønderjylland kunne selv være blevet offer for bomben, der dræbte syv og sårede 86 på Jerusalems hebræiske universitet i sidste uge- Det værste ved terror er den totale meningsløshed. Det forstod jeg den dag, hvor Hamas sprængte en bombe i cafeteriet på det hebræiske universitet i Jerusalem. Det er ikke fjender, de rammer, det er bare et blindt forsøg på at slå flest muligt ihjel. De spisende i cafeteriet var unge studerende fra mange lande. Der var faktisk en hel del israelske arabere imellem.
Det fortæller Jacob Olesen, 21, Saksborg ved Bylderup Bov, der til efteråret starter på et historie-studium. Han læste hebræisk på et seks ugers sommerkursus på den internationale skole i Jerusalem. Kurset skulle slutte 1. august. Den internationale skole er nabo til universitetscafeteriet.
– I middagspausen den 31. juli sad jeg i computerrummet på skolen, mindre end 50 meter fra bomben. Pludselig hørte vi et kæmpebrag, der rystede bygningen. Straks efter kom en mand løbende og råbte, at vi skulle være rolige, det var bare et lydmursbrag fra en lavtflyvende jet.
– Det tror man så på – i 30 sekunder. Derefter gik vi ud, men blev stoppet af vagter, der sikrede sig, at vi ikke var terrorister, og gav os besked om at gå ind igen, så vi ikke gik i vejen for redningsmandskabet. Det var også af hensyn til os selv. Ofte anbringer terroristerne endnu en bombe, der eksploderer, når redningsmandskab er i fuld gang med at hjælpe de sårede.
– Vi gik op på anden etage, og derfra kunne vi se, at de bar ofrene væk. De blev bare ved og ved og ved med at komme med flere blodige ofre.
Da det gik op for sprogeleverne, hvad der var sket, blev der kø ved telefonerne for at fortælle familien derhjemme, at de var uskadte.
– Men nogle af os var gået over på cafeteriet for at spise. På sommerholdet var vi kun 150, men der var lige kommet et nyt hold på 500, som også havde fået anbefalet universitetscafeteriet. Der var fuldt hus derovre, forklarer Jacob.
– Fire af mine kammerater sad og spiste ved et bord i yderste række ved vinduerne. Da bomben eksploderede, blev de blæst ud gennem ruden sammen med glasskårene og slap med snitsår. Mange af dem, der sad længere inde, blev kvæstet eller dræbt.
– En ung mand fra vores kursus, en engelsk jøde fra Li-verpool var på vej ind i cafeteriet, da bomben sprang. Han blev blæst ud igen, men kom på benene og begyndte ufortrødent at hjælpe med at få de sårede ud indtil han bar en arabisk pige ud. Pludselig faldt hendes ene arm af. Det var bare for meget. Næste dag rejste han hjem, og jeg forstår ham godt, siger Jacob Olesen.
Bomben i universitetscafeteriet har skabt bekymring og vrede blandt israelske arabere. Nogle af dem havde ellers megen forståelse for terroristerne: De har ingen fremtid, de er fanget i en håbløs situation, og derfor er det måske ikke så svært at kaste et liv uden mening bort, når man til gengæld bliver lovet en stor løn i himlen. Men de israelske arabere kan alligevel ikke acceptere angrebet på cafeteriet, for terroristerne må have vidst, at der var mange arabiske studerende blandt de unge, der fyldte spisestedet den middag.
Jacob Olesen er glad for, at han ikke selv var gået over for at spise i cafeteriet. Da de sårede var bragt til behandling, og man havde sikret sig, at der ikke var andre tikkende bomber i cafeteriet, kunne eleverne fra den internationale skole gå over og se ind i det ødelagte lokale.
– Det var nok for mig, siger Jacob. Det var ét stort kaos. Alt var smadret – der behøves ikke så meget sprængstof for at skabe total ødelæggelse, når eksplosionen sker inde i en bygning. Der var blod overalt.
Alligevel blev han ikke slået ud af chokket. Det tilskriver han, at han havde oplevet den særlige stemning af fred i Jerusalem og ikke mindst på det hebræiske universitet, før terroristerne slog til: – Egentlig har jeg mest ondt af det nye hold, der var ankommet dagen før, glade og forventningsfulde. De har ikke nået at føle den særlige stemning i byen og på universitetets campus. De oplevede kun rædsel.
– Selv følte jeg mig ret tryg på universitetet. Ikke bare, fordi vi fik vores tasker kontrolleret hver dag, for man kunne såmænd let springe over muren, men nok fordi der er mange israelske arabere mellem de studerende. Derfor havde det hebræiske universitet heller ikke været bombemål før den 31. juli. Én af de syv dræbte var araber, og der var flere arabiske studenter blandt de 86 sårede.
– Dagen efter, kursets sidste dag, skulle vi have haft eksamen. I stedet samlede man os til gruppeterapi efter chokket. Folk reagerede vidt forskelligt. Nogle var helt ude af den, selv om de ikke havde været i cafeteriet, da bomben sprang. På en måde kan jeg godt forstå dem, men jeg fik det nu ikke sådan. Jeg tror ikke, man ved, hvordan man vil reagere, før man står i situationen. Jeg oplevede, at mange blev vrede i stedet for bange.
Selv blev Jacob Olesen rystet, men ikke så skræmt, at han ikke vil til Israel igen. Tvært imod regner han med at tage derned næste år for at lære mere hebæaisk: – Paradoksalt nok føler jeg stadig, at det hebræiske universitet er et trygt sted – selv efter bomben. Men jeg har fuld forståelse for dem, som ikke vil til Israel, før striden er endt. Hvis man alligevel tager derned, må man være klar over, at terrorbomber er en del af spillet i Mellemøsten i øjeblikket.
– Jeg ser i øjnene, at der er en risiko det har jeg da selv set – og selvfølgelig vil jeg også vurdere, om den er blevet værre, før jeg tager af sted næste år. I det mindste af hensyn til far og mor, siger han.
– Der er én meget stor forskel på de to parter. Terroristerne slår blindt ihjel. Israel går målrettet efter terroristledere for at stoppe dem. Bomben på det hebræiske universitet kostede »kun« syv døde, men 20-40 unge fra andre lande blev invalideret eller fik mén for livstid. Nogle var endda arabere, slutter Jacob.
