På jagt efter den ægte kærlighed

– Jesus er manden i mit liv, fortæller Anne Lise Jørgensen efter lang tids søgen efter kærligheden i den okkulte verden. I dag leder hun Womens Aglow på Lolland-FalsterSå længe jeg kan huske tilbage, har jeg søgt efter den fuldkomne kærlighed. Jeg vidste, at den måtte findes.Det måtte simpelthen være meningen med livet netop at finde denne kærlighed, så tomrummet i hjertet blev fyldt. Men der skulle gå 39 år, før jeg mødte et menneske, som var personlig kristen og kunne føre mig til kærligheden.

Store forventninger

Som ung havde jeg forskellige kærester, og hver gang troede jeg, at nu havde jeg fundet den ægte, sande kærlighed. Jeg blev gift som 19-årig, men allerede inden brylluppet blev jeg lidt betænkelig, for heller ikke dette forhold levede op til mine forventninger. Selv om min mand var den bedste, man kunne tænke sig, og vi havde alt, var jeg ikke tilfreds – var ham utro og lod mig skille. Jeg var meget ulykkelig og forstod ikke mine egne handlinger. Så fandt jeg en ny kæreste og troede, det var ægte kærlighed. Jeg blev gravid og smed ham ud, fordi han heller ikke levede op til mine forventninger.

Neurotisk

Jeg ville det gode, men søgte kærligheden i egen kraft, og intet lykkedes. Jeg blev neurotisk, havde angst for alverdens ting, psykiske spændinger, var kæderyger, havde svært ved at sove og svært ved at passe mit arbejde som sygeplejerske. Så begyndte jeg at søge i den alternative verden, læste okkulte bøger og tænkte, at her måtte kærligheden findes.
Jeg tog forskellige uddannelser som kinesiolog, massør, zoneterapeut og kurser i aromaterapi, akupunktur, lymfedrænage, healing og meget mere. Jeg var draget af dette mystiske, studerede og læste bøger om Martinus, Rudolf Steiner, spiritisme, rumfolk, tarokkort, astrologi, håndtydning og meget mere. Jeg blev velbefaren i alle disse emner og tog ud og underviste i alternativ behandling, bl.a. på sygehuse. Jeg oprettede egen klinik i zoneterapi havde mange klienter, og samtidig var jeg aktiv i forskellige meditationsgrupper, der ‘kanaliserede’ lys og kærlighed ud til denne nødlidende jord. Jo, jeg følte, jeg gjorde noget.

Kunne heale

Jeg havde også udviklet en okkult evne til at mærke, hvordan andre havde det. Jeg fik ondt de steder, hvor folk var syge og følte deres smerte, deres sorger og angst. Jeg kunne læse deres tanker.
Nogle gange tog det mig flere dage at komme af med disse fornemmelser, hvis jeg havde healet på en meget syg person. Jeg blev totalt svækket, syg og ødelagt efter sådan en healing, men de andre sagde, at det enten var udrensning eller fordi ‘Gud’ brugte mig helt specielt. Jeg var overbevist om reinkarnations tanken og havde været hos flere clairvoyanter, som havde fortalt mig om tidligere inkarnationer (liv).
På det tidspunkt blev jeg engageret i en Folkekirke og troede, jeg kunne forene det okkulte med det kristne. Man kunne bare tage det fra Biblen, der kunne bruges ind i filosofien, og så lade resten være. Efter 4 år som aktiv i den kirke – plus det okkulte – forlod jeg kirken, holdt op med at bede og læse i Biblen.

Med i yoga-sekt

Jeg blev nu involveret i en sekt, der kaldes Kria Yoga, som har en indisk guru som forbillede. Jeg blev sammen med min veninde og andre af mine okkulte venner indviet til denne sekt, hvor vi skulle gøre nogle meget vanskelige yoga- og vejrtrækningsøvelser flere gange daglig. Hver seance tog en time, og målet var, at man blev så renset, at man kunne springe mange inkarnationer over.
Jeg havde i alle disse år, hvor jeg søgte og søgte den ægte kærlighed, bare fået det værre og værre både i mit indre og ydre liv. Jeg havde haft depressioner og nervesammenbrud, og havde grædt i flere år, fordi mit mindste barn boede hos sin far, og egentlig var jeg aldrig glad eller havde fred i hjertet. Nu blev det hele meget værre efter, at jeg praktiserede dette Kria-Yoga-program. Jeg blev mere deprimeret, så på mit forspildte, usle liv og måtte sande, at den ægte kærlighed ikke var at finde her på jorden.

Helvede på jord

Jeg overvejede selvmord, men så pludselig hele mit syndige liv og turde ikke dø, men ønskede ikke at leve, jeg var fanget i helvede på jorden.
Som sidste udvej besluttede jeg at stoppe al okkult aktivitet. Og så begyndte jeg at bede til Gud. Jeg havde som barn ofte bedt til Gud og fået svar. Jeg knælede morgen og aften og bad Fadervor og sluttede med at bede: “Gud, fri mig ud af dette helvede!”
Efter nogen tid fik jeg lyst til at gå i kirke igen. Der mødte jeg en dame, som inviterede mig til Womens Aglow i Næstved.
Gud råbte “JA!” inde i mit hjerte, og jeg tog med, fortabt som jeg var.

Græd og græd

Jeg husker, hvordan lovsangen åbnede mit hjerte og jeg bare græd og græd. Jeg mødte en ungdomsveninde, som inviterede mig til Aglowbibelstudie i et privat hjem. Her kunne jeg godt mærke, at det ikke var ‘in’ at være alternativ behandler, men ingen fordømmelse kun kærlighed. Der blev bedt for mig og jeg blev døbt med Helligånden.. og fra den dag må jeg sige, at „det gamle er forbi, og noget nyt blevet til.”
Jeg stod nu over for en renselse og total omvæltning. Jeg var en helt ny skabning i Jesus. Bøger blade og okkulte genstande skulle destrueres, og der var meget. Klinikken blev lukket og jeg blev meldt ud af foreninger grupper osv.

Jesus er manden i mit liv

Først havde jeg 3 uger hvor jeg var så fyldt af Guds ånd, så fredfyldt og så stærk, at det overgik alt, hvad jeg nogensinde havde prøvet. Guds ord var blevet så levende og forklaret, at det stod lysende klart for mig, at her var den ægte kærlighed. Jeg vidste bare at Jesus var manden i mit liv – vejen, sandheden og livet” – min store kærlighed og den eneste, som kunne opfylde den længsel og det tomrum jeg havde i hjertet. Han sendte sin ånd, som minder os om alle de ting, Jesus har sagt, og som giver os syndserkendelse. I flere uger måtte jeg daglig, grædende bede Gud om tilgivelse for alle de ting jeg havde gjort forkert.
Nu lever jeg et liv med Jesus. I dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne komme så langt væk fra Gud.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Min lykke er at leve Gud nær.