Det hjalp ikke at bide negle…
– I stedet lagde vi os på knæ og bad om Guds hjælp med økonomien, fortæller unge bag en ny dansk lovsangs-cd Et friskt pust i en kanon kvalitet, siger kendere om den helt nye danskproducerede lovsang-cd, der netop er kommet på gaden. Stilen er engelsk inspireret pop/rock med intens hverdagslyrik. Alle teksterne er danske og skrevet af danske lovsangere. Altså ingen oversættelser, pointerer Hans Krappe Sørensen, som står bag projektet i samarbejde med Jacob Wagner, ungdomspræst og underviser på Skovbo Efterskole.
– Det er let nok at få idéer, når man kender mange gode musikere og færdes i de kredse, hvor musik er en naturlig indgangsvinkel til at tilbede Gud. Når man samtidig er ung, fuld af energi og synes, at verden ligger for ens fødder. Når man også tror på, at man har noget at give videre til andre. Noget, der er dyrebart for én selv, men som findes i så meget overflod, at man ikke har noget imod at dele ud til højre og venstre. Ja, så koger vi altså nærmest over af idéer indimellem, og det sker heldigvis, at idéerne også bliver til virkelighed, siger Hans Krabbe, der sammen med fem andre unge skabte bandet Essens men ikke uden problemer.
– Hvordan blev idéen til virkelighed?
– Pianisten meddelte pludselig, at han var udbrændt, så ham måtte vi sende ud i det virkelige liv for at slappe af. Vi stod så tre uger før indspilningen og manglede en, der kunne levere noget lækkert på klaver, og det fandt vi ved at spørge i øst og vest. Det fede var bare, at David ikke kunne spille hammondorgel, så det lærte han i en fart – fortæller Hans Krabbe og smiler bredt. Det lyder bare
!!
– Så var der økonomien. Vi startede med 20.000 og skulle bruge tre gange så meget. DUF (Dansk ungdoms fællesforbund) ville yde tilskud, men ikke før vi var startet i studiet. Så vi bed neglene. Da det ikke hjalp, lagde vi os på vores knæ og bad – og så gik vi i gang.
– Herefter kom pengene fra DUF og yderligere et beløb fra en lokal forretningsmand, der synes, at vi var nogle sjove nogle, der var værd at sponsorere. Det sidste mirakel kom fra studiet, hvor lydteknikeren forbarmede sig over os og gav 45 gratis studietimer samt en masse overarbejde, da han fornemmede, at vi ikke kunne holde budgettet.
– Nu står vi med produktet, siger en glad Hans Krabbe, – og den er, hvis vi selv skal sige det, blevet langt bedre end forventet. Det får Gud og Gud alene – æren for. Og til alle jer, der læser ungdomssiderne: I skulle bare have set os under indspilningerne. Vi var så tæt på Gud som aldrig før, og al den åndelige nærhed håber vi, I fornemmer på musikken.
Foruden cden, der indeholder 11 nye sange, er det samtidig en multimedie-cd, der indeholder noder, tekster og billeder til Power Point præsentation. Hermed ønsker Hans Krabbe og band, at al deres energi og det samvær de har haft med Gud under indspilningen, vil tænde noget hos andre unge kristne – og ikke mindst også kommende kristne.