En tanke der ikke forlod mig

Kirsten Solveig Larsen er missionær blandt gadebørn i Brasilien. Her fortæller hun hvorforPå gaderne i Brasiliens storbyer lever mange børn en ussel tilværelse. De er sendt på gaden af deres forældre – hvis de da har nogen – for at tjene penge til familiens overlevelse, som er truet af dyb fattigdom og elendighed. Deres hverdag består af sult, kriminalitet, vold, slum, seksuelle overgreb og misbrug af stoffer.Disse børn blev for mange år siden en tanke i hovedet på Kirsten Solveig Larsen. Og da tanken ikke forlod hende, rejste hun til Brasilien.

Det er over 10 år siden, og i dag er Kirsten Solveig Larsen i en alder af 35 år allerede en erfaren missionær. Udfordringen kunne for nylig fortælle, at mange missionsel-skaber får sværere ved at rekruttere missionærer til længere tids ophold på missionsmarken, så Kirsten Solveig er med andre ord en mangelvare.

I disse dage er hun på ferie og informationstur i hjemlandet. Her er vinteren betydeligt koldere end på ækvator, hvor hun bor til daglig. Macapá hedder byen, hvor hun og 400.000 andre mennesker har slået sig ned ved Amazonflodens udmunding. Mange bor i slumkvarterer, der vokser dag for dag.

Kirsten Solveig er en del af Ungdom Med Opgaves arbejde i Brasilien. Hun er missionær i områder, hvor den sociale nød slår mange triste rekorder. Som koordinator af kontaktcentret Shalom har hun sit daglige arbejde blandt gadebørn, som trænger til hjælp både fysisk, psykisk og åndeligt.

– Min hverdag er ikke en let hverdag. Der er mange åndelige kampe, og det koster på det personlige plan. Men jeg vil ikke være noget af det foruden, fortæller Kirsten Solveig.

Hun har valgt ikke at have nogle planer om at flytte til Danmark igen.

– Mit liv er i Guds hænder. Det er Gud, der skal planlægge.

Det er årsagen til, at Kirsten Solveig har valgt at satse 100 procent på arbejdet i Brasilien i stedet for at blive korttids-missionær.

– Det har været hårdt, og jeg vil ikke tegne et glansbillede af det at være i mission. Men jeg ved, at jeg er i centrum af Guds vilje. Det er vigtigt at vide, hvad man skal her i livet, siger hun.

Hun har ikke fået sin egne børn, men har på en eller anden måde mange børn på gaderne og i slumkvartererne alligevel.

I Brasilien taler man portugisisk, så det gør Kirsten Solveig selvfølgelig også. Det er et sprog, der tales hurtigt og meget syngende. Og nogenlunde sådan taler hun også dansk.

Hun satser på at besøge Danmark en gang for hvert halvandet år for at bevare kontakterne til baglandet. Efterhånden kan det være en lidt underlig oplevelse at vende tilbage til hjemlandet, for den brasilianske kultur har både beriget og forandret hende.

– Hvis man skal overleve i en anden kultur, sker der noget med ens personlighed. Når jeg kommer tilbage til Danmark nu, er det som om, at det er lidt fremmed land.

Kirsten Solveig er uddannet socialpædagog og har prøvet at have et normalt arbejde i Danmark.

– Men jeg fik ikke helt ro over mig, og arbejdet gav mig ikke tilfredsstillelse. Jeg havde evner, der kunne udnyttes mere på missionsmarken.

– Derude er der ikke de samme ressourcer til børn, der har det svært, som i Danmark. De bliver bare overladt til elendighed.

Livet på missionsmarken kan også opleves mere intenst, mener Kirsten Solveig.

– Her i Danmark kan man lettere føle, at man kan trække sig lidt tilbage fra kampene. Derude føler jeg mig helt i front og midt i kampens hede, og jeg skal bruge mig selv på en anden måde.

Kirsten Solveig har ofte besøg af unge korttidsmissionærer, som hjælper til i arbejdet med gadebørnene. Hun mener, at der er en værdi både ved at rejse ud i kort og lang tid.

– Men noget går tabt for personer, der rejser ud i kort tid. Jeg kan ikke nægte, at det er vigtigt at leve sig ind i kulturen for at være effektiv, siger hun.

– Omvendt kan man sige, at volontører nogle gange får bekræftet et langtids-kald eller bevarer tilknytningen til mission ved for eksempel forbøn eller givertjeneste.

Kirsten Solveig betragter det som et privilegium at få lov til at være i fuldtidstjeneste og er meget glad for hverdagen på missionsmarken – selvom den er hård.

– Det at være i fuldtidstjeneste er også at opgive sine rettigheder, og det er nok ikke så populært i dag. Samtidig er jeg nok der, hvor det at skulle rejse hjem vil være en større opgivelse af rettigheder end at blive i Brasilien.

Læs mere om Kirsten Solveig Larsens arbejde på Internettet: www.jocumacapa.subnet.dk