Familie ville begå kollektivt selvmord
Ægteparret Krens kørte op i bjergene for at gasse sig selv og deres to børn ihjel. Men en solstråle fra Gud vækkede dem af mareridtetEn regnfuld og mørk søndag for tolv år siden var Franz og Ulli Kren på vej op ad en smal alpevej. På bilens bagsæde sov deres to små drenge: Fabian på 6 år og Florian på 3. I bagagerummet lå cykelslangen med den ville de nogle minutter senere, føre bilens udstødningsgasser ind i bilen.
Kollektivt selvmord. Franz og Ulli så ingen anden udvej.
Da brød en solstråle gennem det kompakte skydække og faldt på lille Florians ansigt. Som et himmelsk spotlight
Parret i sofaen er midaldrende. Påklædning og fremtoning vidner om deres stilling i livet. De er forretningsfolk, og ret fremgangsrige.
Men de er mere end som så. Franz og Ulli Kren leder en karismatisk forsamling i Judenburg, en historisk industriby i Østrig. Ulli har overansvaret for forsamlingens bibelskole. Franz er leder for Kristne Forretningsfolk i landet.
Der var en tid – for ikke så længe siden hvor Franz ikke kunne vide sig tryg uden en ladt revolver i dokumentmappen.
– Igennem et år havde jeg min 38 kaliber specialpistol ladt i min dokumentmappe, uanset hvor jeg rejste hen, fortæller han. – Hvis “det værste” skete, ville jeg dræbe “ham”
“Det værste” var konkursen. “Ham” – manden, Franz planlagde at skyde – var svigerfar, Ullis far.
Ulli overvejede selv at hoppe ud fra balkonen. Familien boede på sjette etage og udsigten over Alperne var fantastisk. Men nu var det ikke udsigten der lokkede og tiltrak. Ulli vidste bare, at det måtte have en ende: Bedsteforældrenes foragt, Franz mordplaner, de plagsomme tanker om faderen, som hun havde forgudet.
Men da X-dagen kom og konkursen var et faktum, bestemte parret sig for en tredje udvej: Kollektivt selvmord. Franz og Ulli planlagde at tage livet af sig selv – og tage deres to sønner, tre og seks år gamle, med sig i døden.
Der var ingen slægtninge til at tage hånd om dem. Og bare at efterlade dem – den tanke kunne Franz og Ulli ikke holde ud.
– Det var en grå eftermiddag i efteråret 1990, giver Franz sig til at berette. Solen havde ikke kigget frem hele dagen. Vi pakkede vores blå Ford Transitbus, løftede vores to drenge ind og kørte op på fjeldet. Cykelslangen som jeg havde købt, for at kunne fører udstødningsgasserne ind i bilen, var også pakket med.
– Vi havde vores ferielejlighed på fjeldet og var ofte der i ferierne. Alt var dækket af grå regnskyer. Drengene faldt i søvn i bilen på vejen op. Jeg husker, at jeg syntes det var skønt, så behøvede vi ikke sovepillerne, kun cykelslangen.
– I det samme delte skydækket sig. En solstråle fandt vej ind i vores bil og faldt direkte på den mindstes ansigt som et spotlight. Ulli og jeg vendte os om samtidig og så på det lille sovende ansigt på bagsædet.
– Florians ansigt var det eneste solen lyste op, alt andet lå fortsat i skyggen.
– Det var som om solstrålen lyste lige ind i vore hjerter. Vi kiggede på hinanden. Sagde ikke et ord. Jeg vendte bare bilen, satte i gear, gav gas og kørte hjem, fortæller Franz.
Nogle måneder senere blev Franz kristen. Samme hånd som havde delt skydækket, førte Franz sammen med en bekendende kristen på hans nye arbejde..
– Jeg bad en bøn i restauranten på flyvepladsen, beretter Franz. Det var pinligt foran flyvere og stewardesser og andre rundt omkring, men efter det indre helvede jeg havde været igennem, var jeg ligeglad med, at det var pinligt.
