Havde Gud ikke grebet ind, var jeg død

Bruno Nielsen kørte frontalt ind i en lastbil. I dag løber han maraton!Bruno Nielsen fra Ølgod kan ikke lade være med at fortælle om sit mirakel, lige meget hvor han kommer frem. I dag ligner han enhver fyr, man møder på gaden – oven i købet i god form. Han løber maraton og lever af at skære siv i danske åløb.Han burde have været død. Eller i det mindste svært handicappet. Det viser billedet af den smadrede Mazda 626 med al tydelighed. Men han overlevede ved et mirakel, som han tilskriver Gud:
– Hvis Gud ikke havde grebet ind var jeg død i dag.
Bruno Nielsen har sin daglige gang i Ølgod Menighedscenter, det tidligere Zion, en karismatisk frikirke, der netop nu er ved at færdiggøre et nyt kirkebyggeri. Vennerne i menigheden fulgte levende med i det mirakel, Bruno her oplevede på sin egen krop.

– Det hele startede med, at jeg en nat var på vej hjem fra nogle venner i Sønderjylland. Det var den 6. oktober 1997.
Jeg var træt og faldt i søvn i bilen, hvilket medførte, at jeg kørte over i venstre side af vejbanen. Her kørte jeg frontalt sammen med en lastbil.
– Det sidste jeg kan huske var, at jeg følte „noget”, der tog fat under mine arme og holdt mig i luften i et stykke tid. Det føltes underligt. Jeg hørte et brag og åbnede derefter øjnene – og så at ulykken var sket.
Bruno Nielsen opdager pludselig, at han sidder på passagersædet i stedet for førersædet. Passagersædet var det eneste sted i bilen, der var ubeskadiget.
– Hvis Gud ikke havde løftet mig over på passagersædet var jeg død, siger han bestemt. Læsionerne på kroppen er et vink med en vognstang om, hvor galt det kunne være gået.
– Mit lårben og knæ er ødelagt. Foden stikker bagud; i skulderen er et 4,5 cm. dybt og ca. 15 cm. langt hul, fordi musklen er revet ud. I underarmen er et 16 cm. langt og 2 cm. dybt sår, hvor pulsåren løber ubeskadiget igennem.
Bruno sad en halv time i bilen, før ambulancen kom – men Guds fred var der hele tiden, og jeg havde ingen smerter, fortæller han. Senere vågnede han op i en hospitalsseng stadig bedøvet efter operationen.
– Jeg kunne ikke mærke, om der var noget i vejen med min krop. Hjernen fungerede fint, men f.eks. signalerne til armene om at komme op over dynen virkede kun til den ene arm. Alle skaderne var sket i min venstre side af kroppen – og venstre arm lystrede ikke.

et dødt stykke kød
Bruno spurgte en sygeplejerske om det kunne være rigtigt, at han ikke kunne bruge armen.
– Ja, Nielsen, svarede hun.
– Det må du lære at leve med. Alle dine nerver i armen er beskadiget.
– Jeg tænkte, at det da ikke kunne være rigtigt, så jeg tog straks min bibel med min raske hånd og åbnede den på en tilfældigt side. Der stod: „ Læg hænder på de syge og bed i tro, og de skal blive raske”.
– Jeg løftede min venstre, syge hånd op i luften med den højre hånd. Den var som et dødt stykke kød. Efter jeg havde bedt kunne jeg holde den venstre hånd oppe i luften af sig selv.
– Mit ene ben var 3 cm. for langt i venstre side efter at have været lagt i stræk og var blevet forstærket med lidt søm og skruer.
Nogle fra kirken kom og lagde hænderne på Brunos ben midt i hospitalets dagligstue og bad for det.
– Jeg så, hvordan bukserne slog krøller inde ved knæet og ved hoften, hvorefter mit venstre ben blev 3 cm. kortere. Efter det kunne jeg gå med krykker uden støtte på benet, fortæller Bruno.

Bruno blev udskrevet fra hospitalet og et stykke tid efter var han til et kristent møde i Brande med krykker. Her blev han bedt for og…
– Gud gjorde et under mere, så jeg kunne smide krykkerne og gå derfra uden.
Og som det ikke var nok kunne han knap et år efter gennemføre et maratonløb:
– Ulykken skete d. 6/10 97, og set med menneskers øjne ville jeg sidde i rullestol resten af mit liv. Den 29/9 98, knap et år efter ulykken, løb jeg en maraton på tiden 3 timer og 57 min. – det var 15 minutter hurtigere end jeg havde gjort 1 år før ulykken!
– Der er ikke noget Hokus Pokus ved alt det her, reflekterer han bagefter. – Rapporten fra hospitalet lød fra starten: “Rullestol resten af livet – kommer aldrig til at bruge venstre arm”.
Men Guds nåde, ikke nogen menneskelig præstation, gjorde det. Og det er er det Bruno Nielsen lægger vægt på, når han fortæller mennesker om sit mirakel:
– Hver dag regner vi med, at vi har godt og vel 70-80 leveår til at ændre vores liv i. Men jeg skrev ikke i min kalender: „Den. 6/10 97 kl. 04.18 kører jeg ind i en lastbil, og ser hvad der sker”. Kan du skrive i din kalender, hvornår dagen i morgen ikke eksisterer, og du står over for Gud. -løb