Satte 4.000 volt på håndtaget…

…det er, hvad man kan blive nødt til, når man som radiomissionær skal sikre sig imod terrorister. Læs om radioteknikeren, der blev missionær, flygtningeven og startede sin egen sømandsmission- Hvad gør man, når man er sendt ud for at genåbne en kristen radio på Filippinerne, hvor fanatiske muslimer kort før har dræbt teknikeren og programværten midt i en udsendelse…?Naturligvis var der frygt for, at den fanatiske terrorgruppe igen ville slå til.
Så danske Jens Christian Seeberg, der selv sad ved mixerpulten den dag, stationen genåbnede, tog sine forholdsregler: Han låste døren og forbandt dørhåndtaget, så han kunne tilslutte 4.000 volt… Hvis terroristerne forsøgte at trænge ind for at dræbe, ville de bogstaveligt talt blive hængende på dørhåndtaget.
– Jeg havde mine etiske overvejelser, indrømmer Jens Christian, mens vi sidder og snakker på en restaurant en varm aften i Afrika.
– Men blot at sidde og vente på, at terroristerne igen angreb, ville jeg nu heller ikke.

Personlig tro

Men hvorfor befandt Jens Christian Seeberg sig på Filippinerne på det tidspunkt?
Han kom fra et almindeligt ikke-kirkeligt hjem i Vejen, men som ung CF’er i Haderslev mødte han nogle kristne, og de besøgte sammen forskellige kirker og menigheder i byen. Det førte Jens Christian til en personlig kristen tro.
Som radiotekniker på Kalundborg Kortbølgeradio interesserede han sig naturligt for radiomission. Han kom i kontakt med Sudanmissionen, og i 1980 var han en måned i Jos i Nigeria for at undervise teknikerne i forbindelse med de første prøveudsendelser på hause-sproget over kortbølge fra Far East Broadcasting Association (FEBA) på Seychellerne. Han skulle have været ude som missionær på Seychellerne, men kunne ikke få arbejdstilladelse.

Meddel flynummer

– Men en dag fik jeg brev fra direktøren for en anden radio-sendestation på Filippinerne, FEBC i Manilla.
Han opfordrede mig til at komme derud i stedet.
Og så sluttede han meget kontant med at bede mig oplyse flynummer og ankomsttidspunkt!
– Jeg læste nu alt om Filippinerne og fandt bl.a. ud af, at de havde en masse tyfoner. Men jeg tog derud i 1985 på egen regning, og fra 1988 havde jeg fast ansættelse i to år. Derefter igen i to år fra 1991-93. Man kan desværre højest få orlov i to år på mit arbejde.
Jens Christian blev sendt ud i landet for at reparere lokale FM- og mellembølge-stationer i sin “hjemmelavede” bil – en filippinsk håndbygget jeep. Normalt foregik det dog mindre dramatisk – men livet var bestemt ikke kedeligt.
Seeberg var den første fælles missionær, Santalmissionen og DMS udsendte, før de blev slået sammen i det nuværende Danmission.

Enlig og uopnåelig

Da ungkarlen Seeberg kom ud til stationen, fortalte direktøren det kvindelige personale, at Seeberg var “single and unavailable” (enlig og uopnåelig”).
Men efter ansættelsesperioden var forbi, fandt Jens Christian nu alligevel sammen med programværten for de indonesiske udsendelser, Edith, som han i 1996 giftede sig med på Filippinerne!
Det foregik med masser af inviterede og en stor fest.
De bor nu i Danmark. Og selv om Edith har en universitetsuddannelse, kan hun ikke bruge den i Danmark. Det samme oplever mange andre udlændinge pga. det forældede danske uddannelsessystem.
Foreløbig er hun derfor gået i gang med at lære grundigt dansk, så hun kan få ført sine uddannelser ajour.

Flygtningeven,

mediemand og
sømandsmissionær
Gennem Edith og andre udlændinge blev Jens Christian involveret i at hjælpe flygtninge. Han blev formand for Danske Flygtningevenner og lagde sit hjerte i sagen.
Samtidig var han også med i ledelsen af Kristelig Lytter- og Fjernseerforening.
Og som om det ikke var nok, begyndte han og Edith i 1996 – tre måneder efter at de var blevet gift – at drive deres egen sømandsmission.
– Vi fandt ud af, at der kom 10-11.000 sømænd til Kalundborg om året, og ca. 4.000 af dem var filippinere. Så vi begyndte at besøge skibene og tilbyde dem hjælp. Der er tre havne i Kalundborg, Oliehavnen, den kommunale havn og Asnæsværket. Men ingen sømandsmission. Så vi oprettede vores egen og kaldte den United Seamens Mission – det med united skyldtes, at jeg var lutheraner og Edith baptist!
Ja, og så fik vi lov at bruge et baglokale i en Metodistkirke og har et godt samarbejde med den katolske kirke!
Senere mødte jeg den daværende generalsekretær for Indenlandsk Sømandsmission, Eskild Silkjær. Han blev da noget forbløffet over, at der fandtes en sømandsmission, så vi besluttede at samarbejde og få nytte af hinanden. F.eks. kunne de hjælpe os med bibler på alle mulige sprog.
– Der er mange ting, vi kan hjælpe søfolk med. F.eks. sælger vi telefonkort til dem, så de kan ringe billigt hjem.
Vi sørger for nyheder fra medierne fra deres lande. Vi kan tage dem med på loppemarked, hvor de kan skaffe sig nødven-dige ting til få penge. Mest varmt tøj, gaver, elektronik – og cykler. Det er meget populært.
At snakke med dem om ånde-lige spørgsmål er ikke noget problem, selv om de har billeder af nøgne piger hængende. Livet til søs er jo farligt, og specielt når de har oplevet noget voldsomt, vil de gerne i kirke eller møde en præst. Vi bringer dem til den form for kirke, de ønsker. Hvis de vil i katolsk kirke, kommer de det.
Vi har oplevet at man på et skib åbenbart havde spøgelser, så personalet var meget skræmt. De ønskede, at skibet blev renset for ånder af en præst, før de igen begav sig ud på havet i tryghed.
Vi er altid blevet godt mod-taget i de seks år, vi har arbejdet. Hvad enten det er hos muslimer, hinduer eller ateister.
Men nordeuropæerne er de mest forbeholdne. For asiatere og afrikanere og sydameri-kanere er det derimod helt naturligt at tale om Gud. Og selv folk fra Norden er mere åbne, når de er til søs.
Dette interview blev foretaget i Afrika, hvor Jens Christian brugte to ugers ferie på at installere en lille radiostation i Tchad – og fortælle kristne radiofolk fra hele verden om radiobølger på en konference i Cameroun.
Livet har ikke været kedeligt, siden han besluttede sig for at blive kristen.