Indvielse af vand

– overtro eller skabelsesteologi i liturgisk praksis? Ole Skjerbæk Madsen tager til genmæle imod kritikken af det såkaldte „vievand”

Af missionspræst Ole Skjerbæk Madsen, Areopagos og
I Mesterens Lys

På foranledning af den debat, som har været rejst om den sjælesørgeriske og liturgiske praksis indenfor I MESTERENS LYS om hjælp til mennesker, som oplever mystiske fænomener i deres hjem, tillader jeg mig at fremkomme med en kommentar.
Jeg har fire vigtige anliggender:

1) Indvielse af vand er ikke en overtroisk praksis, men udspringer af en teologisk refleksion over den skabte verdens natur.

2) Ritualet til indvielse af vand er ikke selvopfundet, men er en del af en levende liturgisk tradition.

3) Selvhjælpshæftet “hvad gør jeg, når jeg oplever uforklarlige fænomener i mit hjem?” er opstået, fordi de kirkelige myndigheder ikke har kunnet henvise mennesker til personer i kirken, som kunne møde menneskers behov for hjælp.

4) Indvielsen er ikke sket som selvtægt, men udfra bispemødets afvisning i 1974 af at give en vejledning til præsterne i hjælp til mennesker, som lider under dæmoniske angreb, med en henvisning til at det var den enkelte præsts ansvar at udøve en sådan tjeneste efter bedste skøn og i troskab mod kirkens bekendelse.

Indvielsen af vand er andet end en overtroisk praksis. Der ligger tværtimod en afgørende skabelsesteologisk forståelse bag ritualet; det er skabelsesteologi udtrykt i liturgisk praksis. Ritualet handler om skabningens helligelse, at enhver skabning er skabt med henblik på at tjene medskabningen, og at enhver skabning er Guds gave til den øvrige skabning. Vandet er således ikke bare H2O, men hvad vandet er fysisk, er det også bestemt til at være åndeligt, fordi alle ting er skabte ved Kristus og til Kristus. Velsignelsen af vandet, som af enhver anden skabning, gør bod for en forbrugerisk holdning til medskabningen. Velsignelsen løfter skabningen ud af tingsliggørelsen og ind i dens skabelsesbestemte kald: at tjene efter Guds forordning. Velsignelsen værdsætter skabningen og ærer Gud-Skaberens vilje for skabningen, og velsignelsen lader os se skabningen, f.eks. vandet, i dens fulde betydning: at vandet renser, forfrisker, frugtbargør og stiller tørst, og at denne tjeneste finder sin fuldendelse i vandet som genfødelsens bad, der lader Helligånden som livets vand fylde os. Mange kirkesamfund velsigner derfor også dåbsvandet og nøjes ikke med på forbrugerisk vis bare at øse det op i døbefonten.
I vor tid er der et behov for en genritualisering af tilværelsen og for at erfare hele skaberværket som vidne om og bærer af Guds nærvær.
Vi længes efter at se frigørelsen af skabningens logos-kvalitet; skabningen er jo skabt af Logos = Ordet og bliver derfor kun sig selv i tjenesten for helheden og medskabningen, sådan som Gud tjente os ved i Skaberordet at kalde os til eksistens. Der er et behov for at erfare frelsens virkelighed på konkrete måder. Troen forholder sig ikke til abstrakte tanker, men til Guds Ord, som blev kød. Troen modtager en frelse, som gælder hele mennesket og ikke kun forstanden.

Det er for mig at se et folkekirkeligt hovmod at tale om en rituel praksis, som kendes i andre kirkesamfund gennem historien og nutiden, som overtroisk, og at kalde et ritual for selvopfundet, som er i denne tradition – endog med rødder tilbage til Bibelen. Vievandet er en videreførelse af renselsesvandet, som omtales i 4. Mos. 19, og som David henviser til i Sl. 51:

“Rens mig med isop for synd,

vask mig hvidere end sne!

Forkynd mig fryd og glæde,

lad de knogler, du knuste, juble!

Vend dit ansigt bort fra mine synder

og udslet al min skyld!

Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny

en fast ånd!”

I forhold til renselsesvandet i Det gamle Testamente er asken fra offerdyret erstattet med salt, bl.a. med henvisning til 2.Kong. 2,19-22.

Hjælp til selvhjælp
Selvhjælpshæftet “Hvad gør jeg, når jeg oplever uforklarlige fænomener i mit hjem” er ikke en dårlig hjælp til mennesker.
Jeg er naturligvis enig med Københavns biskop i, at det optimale er sjælesorg i et person-til-person møde, men problemet var jo en så overvældende mængde henvendelser, at det var uoverkommeligt at nå ud til alle, og at de kirkelige myndigheder på henvendelse fra TV2-Zulu ikke kunne henvise til præster og lægfolk, som kunne imødekomme menneskers behov.
Uoverkommeligheden opstår bl.a. fordi vi få præster, som er blevet kendte for at beskæftige os med udfrielsens tjeneste, får mange henvendelser fra personer, som var henvist fra andre præster – uden at disse præster på forhånd havde forhørt sig hos os, om vi havde kræfter til at tage os af de pågældende, og fordi en del hjælpsøgende er blevet skuffet over lokale præsters afvisning af seriøsiteten af deres henvendelse, når de følte sig plaget af dæmoner eller uforklarlige fænomener.
Men hæftet er ikke bare en nødforanstaltning. Det er en hjælp overfor den frygt, som opstår, når man føler sig magtesløs overfor et ukendt fænomen og ikke ved hvad man skal stille op med det. Med hæftet får man en mulighed for at bede med på kirkens bøn og i kirkens tro på Jesus Kristus, som er Lyset i mørket, og man får en opfordring til at bede daglig morgen og/eller aftenbøn med udgangspunkt i, hvad Luther har lært os. Hvornår har et kirkeligt initiativ ellers i disse år gjort brugen af disse bønner aktuel for så mange mennesker, som ikke plejer at orientere sig mod traditionel kirkelig fromhed?

Er det et udtryk for selvtægt, at jeg indviede vand i kirkerummet?