Det kan nytte!

Hvordan skal det gå med evangeliets fortsatte gang i Danmark? Det er et spørgsmål, der ofte kan dukke op – ikke mindst i ældre kristne. Mission kan kun lykkes, hvor den udspringer af en fast tillid til den Herre, hvis budskab skal bringes videre.

Som et eksempel på det vil jeg gerne fremdrage et af de første vidnesbyrd med baggrund i mission i Danmark.
Den første, der har forkyndt evangeliet på dansk grund, var den engelskfødte Willibrord, der omkring år 735 kom herop, men hans anstrengelser var forgæves.
Næsten 100 år senere blev det næste forsøg gjort af ærkebiskop Ebo af Reims, der kom til Hedeby, hvor han bl.a. havde forbindelse med Harald Klak. Han forkyndte frit evangeliet, og mange omvendte sig til den nye tro, men der skete ingen menighedsdannelse.

Vigtigst var nok det, at der ved hans besøg blev knyttet en forbindelse mellem Harald Klak og den kristne kejser, – en forbindelse, der i 826 fik betydning, da Harald for en tid måtte søge politisk asyl ved kejserens hof og dér lod sig døbe. Da Harald vendte hjem, havde han Ansgar i sit følge.
Noget stort og blomstrende missionsarbejde blev det aldrig til trods for Ansgars store anstrengelser. Nok blev Ansgar udnævnt til ærkebiskop over Norden, men der var kun i hele området 3-4 små kirker, og i 847 ophævedes hans ærkesæde helt. Trøstende får Ansgar følgende ord med på vejen af Ebo, der i et brev skriver de ord, der gør, at jeg fortæller ovenstående.

Det er ord, vi også kan tage til os i dag: „Du skal være vis på, at det, som vi har begyndt at virke for Kristi navns skyld, det skal bære frugt i Herren. For således er det min tro, og således er jeg overbevist om, ja véd med sandhed, at selv om det, som vi har begyndt blandt hedningerne, undertiden i nogen grad er blevet hindret på grund af synd, så skal det dog aldrig nogen sinde fuldstændigt udslettes, men i Guds nåde bære frugt og trives, indtil Herrens navn når til jordens grænser.“
Tænk, sådan taler én af de allerførste, der har forkyndt evangeliet i Danmark: – Det, vi har fået lov at sætte i gang, er jeg overbevist om, ja, véd aldrig nogen sinde helt skal udslettes, men bære frugt og trives, indtil Herrens navn når til jordens grænser. Menneskeligt set var der ikke meget at have en sådan forhåbning i, men sådan taler et Kristus-grebet menneske, uanset om han lever i 847 eller i 2000.

Jesus-navnet skal gå sin sejrsgang ud over hele vor jord. Dette trosbårne vidnesbyrd taler stærkt til os om det, der rørte sig i disse mænd.
Det er en tro, der er i slægt med den tro, Paulus minder om var Abrahams, medens han drog rundt som en fremmed i det forjættede land, når han i Romerbrevet 4,18 siger: „ Med håb imod håb troede han“. Det er den samme tro, der også bærer alt sandt evangeliserende arbejde i dag: Troen på trods af alt andet! Troen på, at det også fortsat kan nytte trods alle anslag, fordi værket og gerningen ikke er vor, men HANS, der har magt til at opretholde sin menighed og til at udruste tjenere, der kan bringe – ikke deres eget – men HANS budskab videre, – det budskab, HAN vil skal nå ud til jordens fjerneste egne.

Her er vi ved noget meget vigtigt, når det gælder alt evangeliserende arbejde: Den, der skal bringe noget videre, må tro på, at det kan nytte at gå, selv om frugterne for en tid kan være svære at få øje på. Du må gå i fuld tillid til den Herre, på hvis ord og med hvis ord du går. Du må gå i forvisning om, at trods alle anslag forbliver HAN den stærkeste.
Der kan være ting i tiden, der kan ængste, – men der er én ting i denne forbindelse, der fylder mig med usigelig stor glæde og forventning:
Jeg synes, at der i den unge generation ofte er en langt større frimodighed overfor det at vidne om, hvad der bor i dem, end det, der har præget min egen generation, og det giver frimodighed med sigte på fremtiden!