– Gud ikke med i EU-traktat

Hvordan EU-traktaten skal se ud, er til debat i de fleste partier. Men formanden for konventet, som skal udarbejde traktaten, afviser, at Gud skal nævnes.Det har ellers været på tale. I hvert fald har den europæiske sammenslutning af konservative og kristendemokrater (EPP) skrevet det i deres forslag til en EU-traktat:
Unionens værdier omfatter også værdierne hos dem, der tror på Gud som kilde til sandhed, retfærdighed, godhed og skønhed, såvel som hos dem, der ikke deler denne tro, men som respekterer disse universelle værdier, når de kommer fra andre kilder.
Men det har altså fået formanden for EU-konventet, Giscard d’Estaing, til at sige til det tyske tidsskrift, Die Zeit:
– Gud skal ikke nævnes i EU-traktaten, for der har Gud intet at gøre, lyder det fra formanden.

Dansk skepsis…

Også blandt danske politikere mødes forslaget af en udbredt skepsis:
– EU skal ikke gøres til en kristen klub. Og jeg synes ikke, at man skal blande religion ind i det – ud over at traktaten skal fastslå retten til religionsfrihed, siger socialdemokraten Henrik Dam Kristensen, som er medlem af det konvent, som skal udarbejde traktaten.
Junibevægelsens medlem af konventet, Jens-Peter Bonde, er heller ikke vild med forslaget:
– Det er forkert at have en bekendelse til den kristne tro i traktaten, siger han til Politiken. Han er dog åben for en indledning om religionens betydning. – Men det skal stå på en måde, der ikke er frastødende for andre, mener han.

… også kristelig skepsis

Forslaget rammes af en delvis modstand fra EPPs meningsfæller i Kristeligt Folkeparti
– I Kristeligt Folkeparti hersker der ingen tvivl om, at de kristne værdier og kulturgrundlag bør indgå som et fundament for politik – både i Danmark og i EU-sammenhæng, siger Jakob From Høeg, Kristeligt Folkepartis EU-konsulent, til Udfordringen.
– En EU-traktat bør derfor indeholde artikler, der henviser til netop dette grundlag, slutter han.

– Træd varsomt!

Både KrFs Europa-ordfører Jann Sjursen og partiets internationale sekretær Jonas N. Mortensen mener, at man skal være varsom med at henvise direkte til Gud i en traktat, som skal danne grundlag for et politisk og økonomisk samarbejde mellem stater: – En traktat skal skabe identifikation hos alle de borgere og lande, der deltager i samarbejdet. Paragraffen risikerer at virke ekskluderende over for de borgere, der ikke deler den kristne tro, lyder det fra dem begge.
– Religiøse mindretal og ateister vil spørge, hvorfor det netop er Gud, der skal henvises til, mener de. Rent aktuelt er der Tyrkiets arbejde med at adskille religion fra politik. Og EPPs forslag kan være meget „svært at adskille fra den debat“.
Over 100 politikere fra 28 lande forsøger at udarbejde et forslag til den næste EU-traktat, som efter køreplanen skal færdigforhandles i 2004.