Kraften ligger i de gode nyheder!

Helbredelsesprædikant Charles Ndifons besøg i Ringkøbing
var et opgør med tradition, religiøsitet og vage trosbegreberOnsdag aften bragte fjernsynsprogrammet 19-direkte på DR1, et indslag om en afrikansk mand med helbredende kræfter, som lige er gået i gang med en 5-dages møderække i Ringkøbing. De næste par dage blev Peter og Mona Skov, JesusKirken-Ringkøbings ledere, kimet ned af mennesker fra hele landet, som gerne ville høre, hvornår man kunne komme til møder med ”ham healeren”. Også ROFI-Centret i Ringkøbing, hvor møderne med Charles Ndifon bliver holdt, modtog endeløse telefonopkald med spørgsmål om, hvordan man kom frem til møderne.
Charles Ndifon holdt møder både formiddag og aften i ROFI-Centret fra onsdag d. 9. til søndag den 13. februar 2000.
Om formiddagen var der undervisning om bibelske helbredelser, og hvordan disse mirakler også kan ske i dag gennem den enkelte kristen.
Om aftenen var der deciderede helbredelsesmøder, hvor der var gratis entré. Efterhånden, som dagene gik, kom der flere og flere mennesker til møderne, og for hver aften tog de mirakuløse helbredelser til.

Udfordringens udsendte var på plads i ROFI-Centrets annex lørdag til formiddagsmøde kl.10.00. Salen med plads til godt 200 virkede lidt tom kl. 10 om formiddagen, men de ca. 40 tilstedeværende fulgte intenst med i den unge og velplejede Charles Ndifons undervisning.
Hans budskab var, at enkle troens ord kan frelse og helbrede folk. Han trækker nogle eksempler fra Ny Testamente frem: Maria viste tro da hun fik at vide, at hun skulle være moder til frelseren: ”Lad det ske mig efter dit ord” (Lukas 1 v. 38). Og den romerske officer, hvis tjener var syg og lå for døden, udtrykte sin tro således: ”Sig bare et ord, så bliver min tjener rask” (Lukas 7 v. 7).
Charles Ndifons pointe er, at vi skal tage Guds ord for pålydende, når Han siger ”Jeg er Herren, der helbreder dig!” (2. Mos. 15 v. 26); og når der tydeligt står skrevet: ”Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser han bar.“(Esaj. 53 v. 4). ”Guds Ord er Hans medicin,” proklamerer Ndifon, idet han fyger om sig med skriftsteder, ”Frygt Herren og hold dig fra det onde; det skal være lægedom for dit legeme… (Ordspr. 3 v. 8).”

Han fortsætter: ”Mange mennesker forventer, at hvis de skal helbredes ved Guds kraft, skal det være med det samme. Men nogle gange sker helbredelsen gradvist.
Hvis du får medicin fra lægen og det ikke virker den første dag, smider du det så ud? Nej, du følger anvisningerne på sedlen, og fortsætter indtil der kommer et resultat. Følg anvisningerne i Guds Ord og du vil blive helbredt! Idet du taler Guds Ord i tro, begynder din helbredelse – hvis du tvivler, stopper du processen.”

Så kommer Charles Ndifon ind på en af hovedårsagerne til, at mange ikke bliver helbredt:
”Traditionelle kirkesamfund har i mange år undervist, at man ikke skal forvente, at Gud griber ind med mirakler, som han gjorde på apostlenes tid. Jeg må le, når jeg tænker på, at de religiøse ledere på Jesu tid også tænkte sådan. De blev forargede, når han helbredte mennesker. Men Jesus irettesatte dem, og sagde:
”…I har ophævet Guds befalinger for at kunne overholde jeres egne traditioner”.
Jeg er selv vokset op i et traditionelt religiøst hjem, hvor vi gik i kirke og levede som man skulle, men min tro var død. Mennesker føler sig sikre i traditioner og tør ikke springe ud i troen på Gud. Det er derfor, jeg underviser i lang tid, før jeg begynder at bede for folk; jeg ønsker at vække og styrke deres tro, og troen kommer af det som høres.
Som kristne er vi ikke et øjeblik i tvivl om, at Gud ønsker, at alle skal frelses, men vi er i tvivl om, om Han ønsker, at alle skal helbredes. Gud ønsker ikke kun, at din sjæl bliver hel, men også, at dit legeme bliver helt. Mange mennesker har lyttet til forkert undervisning i 20 –30 år, og vi er her kun i 5 dage og skal rette op på en hel masse, før de kan modtage deres mirakel!”

Efter Charles Ndifon havde talt i 1½ time, standsede han ordstrømmen, og sagde, at han ville bede for dem, der havde brug for forbøn, før han kom i gang med det, han egentlig havde tænkt sig at sige. Selv om det ikke var meningen, at der skulle være forbøn ved formiddagssessionerne, var nogle alligevel mødt op i håbet om, at Ndifon ville vise sin undervisning i praksis.
En dame med Alzheimerssyge fik det tilsyneladende bedre; en mand oplevede, at smerterne i benene forsvandt; to med astma blev helbredt osv. Mødet fortsatte 2½ time ud over det planlagte, men Charles kunne næsten ikke rive sig løs fra at bede for folk, og tale over temaet: at leve hver dag i en sejrende tro.

Hjemme hos Peter og Mona Skov kimede telefonen løs. Mona fortæller: ”Folk spørger altid efter „ham healeren“; de har svært ved at forstå, at det er Gud, der helbreder, og ikke ham. Der var én, der spurgte mig: kan han fjern-heale? Vi oplever, at mange er villige til at rejse langvejs fra, og også betale for at komme ind og blive bedt for – de er nok overraskede over, at møderne er gratis. De undrer sig også over, at der går så meget tid med undervisning ud fra Bibelen.”
Peter indskyder: ”Folk i dag har jo aldrig hørt om en helbredelsesevangelist og ved sjældent, hvordan et kristent helbredelsesmøde foregår. De begreber og former, de er vant til at høre om stammer jo fra New Age miljøet og de alternative behandlingsformer.”
Mona Skov fortæller videre, at en dame i telefonen havde sagt at guruen Sai-Baba fra Indien også helbredte folk ved Guds kraft. Mona måtte til sidst opgive at forklare, at det næppe var den samme Gud, der var tale om.
Ved de fleste aftenmøder var der folk tilstede, som havde prøvet, at få behandling i det alternative miljø, og som mente, at det måtte være den samme guddomskraft som virkede her. Men, som vi skal se senere, lod Charles ikke nogen være i tvivl om, hvem der skulle have æren for, at folk blev helbredt: nemlig Jesus Kristus!I anledning af, at det var lørdag aften, havde man skubbet scenen lidt mere bagud og stuvet flere stole ind i salen. Men lige lidt hjalp det, lokalet var alligevel overfyldt med mennesker til aftenens møde.
Efter 45 minutter med lovsang, en indledning og en indsamling til Christ Love Ministries, kom Charles Ndifon ind – stærkt forfulgt af et TV-produktionsteam, som var ved at lave en udsendelse til TV2. Han lagde hårdt ud: ”Kraften til at helbrede ligger ikke hos mig, den ligger hos Gud. Evangeliet er Guds kraft. Kraften til helbredelse er i de gode nyheder, som jeg vil fortælle jer! Amen?!”
Mange i salen var ikke så hurtige til at svare igen når han stillede spørgsmål eller udbrød ”Amen!” Så Ndifon gav et lynkursus i karismatisk mødekultur og sagde: ”Når jeg siger Amen, skal I svare Amen. Lad os lige øve det et par gange…og når jeg beder jer gentage noget, skal I gøre det, for det styrker jeres forståelse for det, jeg siger, og dermed jeres tro. Amen?!”

Den aften brød Charles sin sædvane med den lange indledende tale, og kaldte rimeligt hurtigt dem frem med smerter i benene, og andre specifikke lidelser, som han udpegede. Det varede heller ikke længe før en ung mand, der ikke havde kunnet stå uden krykker i tre år, afleverede krykkerne til Ndifon, og jublende løb og sprang ned ad midtergangen. Der kom imidlertid til at gå en del tid med, at snakke med en familie, som var kommet frem; for de havde ikke modtaget Jesus i deres hjerter, hvilket Charles Ndifon ser som en forudsætning for at have den tro, der skal til for at blive helbredt.

Charles vendte så tilbage til undervisningen, før han senere bad til frelse med alle, der havde lyst til at tro på Jesus. Som han selv siger, er formålet med hans undervisning at opbygge folks tro, sådan at de kan modtage deres mirakel. ”I aften må I lade være med at begrænse Gud. I så ham med krykkerne: han troede, han blev glad, og han blev sat fri. I, der er her med smerter og sygdomme: jeg kender jer ikke, men Gud kender jer og elsker jer. Hans kraft er her i dag for at helbrede jer. Den Jesus, der står beskrevet i Biblen er her i aften med den samme kraft som den gang. Jeg behøver ikke at røre dig, for, at du bliver helbredt. Guds kraft er tilstede og kan helbrede dig, der hvor du sidder!”
Jeg troede, at Ndifon som helbredelsesprædikant ville have, at folk stillede sig op på række for, at han kunne lægge hånd på dem alle. Men faktisk ville han helst ikke lægge hånden på folk og bede for dem, han ville hellere, at de selv greb helbredelsen i tro.
Et eksempel var en ældre dame, som var blind på grund af sukkersyge. Han spurgte hende: ”Tror du på, at Jesus tog din sygdom på sig da han døde? Hvis Jesus tog din sygdom, behøver du så at være blind eller have sukkersyge?” Hun svarede frimodigt ”Nej”. ”OK, så tag dine mørke briller af, og lad os checke dit syn. Hvor mange fingre holder jeg op foran dig?” Og til hendes egen og salens forbløffelse svarede hun rigtigt – hun kunne se! Det var så enkelt og uhøjtideligt, at man ikke kunne gøre andet end blive forundret.

60 mennesker kom frem, da Charles spurgte forsamlingen, hvem der ønskede at modtage Jesus. Han havde kort forinden forklaret ud fra bl.a. Hebræerbrevet 9, at Jesus bar alles fejl og skyld da han døde. ”Mange ønsker helbredelsen, men ikke Helbrederen,” forkyndte han. ”For at du kan blive helbredt, må Jesus leve i dig; for når han lever i dig, vil hans kraft drive al sygdom ud! Er det gode nyheder for jer?”
Mens der blev delt nytestamenter ud til de nyomvendte af Jesus Kirkens medlemmer, begyndte Charles at forklare, at han ikke ville lægge hænder på alle, men at han ville bede en bøn, mens alle med sygdomme lagde hænder på sig selv. ”Når jeg beder, så vær glad og tro. Efter bønnen så tjek dine smerter og gør noget, som du aldrig har kunnet gøre før.”
Der opstod lidt forvirring, for de fleste ville gerne op foran og blive bedt for, men Charles fik manet alle til ro, og forklarede proceduren igen og igen: ”Når du mærker en bedring, så sig: Tak Jesus; og bliv ved med at handle på din tro. Hvis du bare sidder og kigger på de andre, vil du blokere din helbredelse. Du skal ikke håbe på, at du bliver helbredt – forvent det!”
Mange glædede sig over, at deres smerter i kroppen var forsvundet, og Charles gik rundt og hjalp folk, og bad også, hvor det var nødvendigt.

En mand, som var kommet med TV-holdet, havde synsforstyrrelser i det ene øje, og måtte gå med klap for øjet. Da Charles var færdig med at bede, havde han taget klappen af, og kunne til sin forbløffelse konstatere, at han kunne se klart og tydeligt!
En mand med lammelser og sukkersyge rejste sig fra sin kørestol, og skubbede den glad ud af salen. TV-holdet havde travlt med at løbe rundt og få en snak med de mange, der havde oplevet et mirakel. Udfordringens udsendte overhørte dem sige til hinanden: ”Det er jo fuldstændig sindssygt, det her! Vi har lige filmet en fyr, der ikke har kunnet løbe i 10 år, nu spurter han rundt i gården!”

Den næste dag var Charles Ndifon gæsteprædikant i Pinsekirken i Holstebro. Peter Skov lagde ud med at fortælle vidnesbyrd om de sidste dages helbredelser. Det mest bemærkelsesværdige var, efter hans mening, at Charles Ndifon, efter et interview på Ringkøbing Lokalradio, havde bedt for flere af studieværterne og produktions-teamet, som var blevet helbredt og endda frelst!
Efter noget undervisning viste Ndifon igen, hvor let det er at blive helbredt ved Guds kraft. ”Det er ganske simpelt at blive helbredt – det svære er, at stole på Gud og tro, at Jesus har båret dine sygdomme.”
Det vakte igen stor forundring, at han ikke ville lægge hænderne på hver enkelt. ”I Bibelen står der, at alle, der rørte ved Jesus blev helbredt (Matt. 14 v. 36). Når jeg ikke rører ved dig, er det for at give dig plads til at række ud efter Jesus! Vi siger så ofte: Gud rør ved mig. Men jeg vil nu, at I skal vise, at I tror på, at det ikke er mig, men Gud, der helbreder jer.”
Ndifon bad for en kvinde med et for kort ben, og sagde: ”Kan du se, det vokser? Det bliver lige så langt som det andet. ”
Da kvinden forlod kirken over middag haltede hun stadig, men hun smilede: ”Det er kun fordi min ene sko er for høj nu!”.