Ny folketings-debat om folkekirken

Dansk Folkeparti ønskede blandt andet belyst, hvilken påvirkning andre religioner øverDet er sjældent, at dansk kirkepolitik bliver diskuteret i folketingssalen. Normalt er opgaven for de kirkepolitiske ordførere at tage stilling til ganske få lovforslag, men i torsdags fik de mulighed for at drøfte kirkepolitik mere generelt.I en forespørgsel ønskede Dansk Folkeparti at vide, „hvilke oplysninger regeringen kan give om den danske kirkepolitik, herunder om udviklingen i medlemstallet i folkekirken, den udefra kommende påvirkning fra andre religioner end kristendommen, diskussionen om nedlægning af kirker eller sammenlægninger af sogne, og om der kunne gennemføres en mere enkel struktur og administration i folkekirken, samt hvilke initiativer regeringen påtænker at tage for at styrke og udbrede kristendommen i Danmark?“
Med dette brede emnekatalog var der lagt op til, at de enkelte ordførere kunne gribe fat i hver deres hjørne af kirkepolitikken, og det var også, hvad der skete.

Den radikale Henrik Svane forholdt sig til passus’en om „den udefra kommende påvirkning fra andre religioner“ og mente, at Dansk Folkeparti bruger kristendommen „i en slags politisk manifestation af, at i det, vi gør i vores parti, har vi Vorherre med på vores side.“
Derimod gjorde Dansk Folkepartis ordfører Poul Nødgaard sig åbenlyst umage for, at indvandrer-spørgsmålet ikke blev specielt fremtrædende i debatten.

I sit indlæg var kirkeminister Margrethe Vestager (billedet til højre) inde på, at danskernes viden om kristendom efterhånden er blevet mere og mere udvandet.
„En større diskussion om, hvem der har skylden er for mig at se uinteressant. Det afgørende er, at kirken er bevidst om, at den største udfordring i dag er at fortælle om, hvad kristendom er, og gøre det på en måde, som er relevant i de nutidige menneskelige og folkelige sammenhænge.
Her vil nogle tage moderne aktivitets- og udtryksformer i brug, f.eks. i dåbsoplæringen af børn på 3. til 4. klassetrin, mens andre vil bruge mere gammelkendte former,“ sagde Margrethe Vestager.
Hun mente ikke, at udviklingen i folkekirkens medlemstal giver nogen grund til at hejse et faresignal. Også fra andre partier blev der henvist til, at en medlemsprocent på godt 85 var yderst tilfredsstillende.
SF’s Margrethe Auken advarede dog imod at idyllisere og henviste til, at der er store problemer i Københavns stift, hvor medlemstallet ligger under 50 for de 0-17-årige.

Den konservative Knud Erik Kirkegaard mente, at den egentlige trussel mod folkekirken ikke kommer fra påvirkninger udefra, men snarere fra danskernes tiltagende ligegyldighed over for kirke og kristendom. Den bemærkning fik Dansk Folkepartis ordfører til at protestere:
„Det er hårdt at sige om de 86 pct., der er medlemmer, at de er ligegyldige over for folkekirken. Det er rigtigt, at folk måske ikke kommer så meget i kirken, som de burde gøre, men hvis den var ligegyldig for dem, går jeg ud fra, at de pågældende meldte sig ud,“ sagde Poul Nødgaard.

Adskillige ordførere understregede det faktum, som er hovedårsagen til, at Folketinget beskæftiger sig så lidt med kirkepolitikken: At udbrede kristendommen er ikke en politisk sag – det er kirkens egen opgave. Som Kristeligt Folkepartis Flemming Kofod-Svendsen formulerede det: „Nøglebehovet i dag er, at vi fremmer kendskabet til Bibelens indhold. Her er det Folketingets opgave at lægge de ydre rammer til rette. Men selve kirkens opgave – det, der hører under Guds ordonnans – det skal vi i denne forsamling holde fingrene fra.“