Rosenius en påskeforkynder af Guds nåde
I anledning af påsken – og at udgivelsen af 8-binds-værket Rosenius Udgave 2000 er afsluttet
Påske 1839. Den 23-årige Carl Oluf Rosenius ligger igen i sengen, og han klager over, at han går glip af den opbyggelse, han synes, han har brug for. Han tyr til et af de steder, han ofte vender tilbage til: Den opstandnes ord til Maria Magdalene: gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader. Så bliver det alligevel påske for ham.
Men 1839 bliver det store kriseår i Rosenius liv. Hen over sommeren er han i en dyb åndelig krise, som han oplever som et helvede, og som næsten bringer ham til selvmordets rand.
Guds redskab til at hjælpe Rosenius ud af mørket kan nok overraske i dag: en engelsk metodist-præst, George Scott. Han har skabt røre i Stockholm, og ham opsøger Rosenius; efter samtalen med ham og tre dages refleksioner vender visheden om Guds ords sandhed tilbage, og han må græde af glæde.
Mødet med Scott får imidlertid stor betydning for Rosenius. Først engagerer Scott ham i 1840 som forkynder, og nytårsdag taler han første gang over en tekst, der ligger som en bund under hele hans forkyndelse, Es. 53. Langt vigtigere er det dog, at det også er Scott, der tager initiativ til at udgive tidsskriftet Pietisten, der begynder at udkomme i 1842, og som Rosenius snart efter bliver redaktør af. Gennem dette blad bliver Rosenius med sine mange artikler redskab for vækkelsen i Sverige og det i en sådan grad, at den om noget forbindes med navnet C.O. Rosenius.
Det er fra dette vækkelses- og opbyggelses-tidsskrift, artiklerne i Rosenius skrifter siden er hentet. Større eller mindre dele er udgivet på 27 sprog og oplaget skønnes til at være ca. 3 mio. eks., hvilket i betragtning af, at kun August Strindberg og Selma Lagerlöf er kommet i større oplag (if. Hans P. Pedersen i 2000 år med Helligånden), er ganske bemærkelsesværdigt. Allerede mens Rosenius levede, kom den verdensberømte sangerinde, den svenske nattergal Jenny Lind, til tro som følge af hans forkyndelse, og hun blev en (også økonomisk) uvurderlig støtte for hans arbejde.
Da han den 18. februar 1868 seks dage før sin død taler for sidste gang er det igen over den store gammeltestamentlige påsketekst, Es. 53 om Herrens lidende tjener, der bliver knust for vore synder og straffet, for at vi kunne få fred. Stedfortrædelsen og forsoningen er et hovedtema hos Rosenius sådan sammenfatter P. Verner Hansen (i Født påny): det han har forkyndt og undervist om er en begivenhed, som totalt og radikalt har ændret hele verdens og alle menneskers livssituation forsoningen i Kristus og en begivenhed i det enkelte menneskes liv, som delagtiggør mennesker i dette nye genfødelsen.
Det første og vigtigste i den kristne tro har sin forudsætning i påskens begivenheder og handler om Kristi forsoning. Gud forliger sig med verden gennem sin søns død; Gud besejrer i vores sted synd, død og djævel den første langfredag og påskemorgen. Det kan høres til bevidstløshed, at det gælder dig og mig personligt, og Rosenius understreger det i en sådan grad, at det til tider kan blive nok (derfor er Rosenius bedst i mindre bidder). Men han kan ikke lade være, fordi det er så livsnødvendigt for genfødelsen, for tilegnelsen; det er ikke ord, der kan eller må hænge og svæve i luften som så mange andre ligegyldige ord, de må tværtom vække ved at blive taget helt og fuldt til hjerte og enhver læser må og bør være åben for det, som om det aldrig er hørt før, og som gjaldt det livet (hvad det jo gør!).
En af de mest nærgående prædikener fra Rosenius hånd er baseret på den berømte historie om faderen og de to sønner, som Jesus fortæller og Lukas gengiver (i 15,11-32) det er direkte tiltale.
Der er meget påske i denne lignelse om den fortabte søn, der bliver mødt med Guds nåde.
Rosenius skriver om betydningen af den festdragt, den fortabte søn modtager ved sin hjemkomst, at den er frelsens klæder og retfærdighedens kappe (med henvisning til Es 61):
Den retfærdighed, der her er betegnet som den fineste festdragt, og som er den eneste, hvori en synder kan bestå for Gud, er Kristi egen retfærdighed. Fuldbragt af Kristus selv gives den til enhver synder, der i tro tager sin tilflugt til ham.
Enhver synder, der vender om, iklædes Kristi retfærdighed, ikke fordi synderen selv har købt den, men fordi Kristus har købt den og giver den gratis, af nåde, til synderen som hans eller hendes ejendom.
Flere guldkorn fra dette skatkammer:
En gennemgang af tidens tegn med alle dens farer kan han afslutte i oprigtig omsorg for sine trosfæller med at henvise til det, vores tro hviler på:
Du er et menneske skabt til at være Guds barn. Alt, hvad han har skabt, stiller han til tjeneste for dig. Du er et menneske for dig har Gud ofret sin eneste søn. Han blev menneskers bror for at købe os til Gud med sit blod. Vist er vore synder en gru; men så store og grove kan de aldrig blive, at Guds søns blod ikke altid vejer tusind gange mere.
Det er omdrejningspunktet: troen på den korsfæstede og opstandne, ved hvem synder bliver forladt, og som er den eneste, der er frelse i. Rosenius afviser et utal af gange, at der kan lægges noget til eller trækkes noget fra, og han skriver i for-bindelse med diskussioner om forskellige ydre ting, at du handler under ansvar over for ham, som har købt os så dyrt med sit blod. Kan du med det i tankerne sætte dig til doms over andres meninger og så tvivl i deres sind?
Så sandelig et spørgsmål, der er værd at tænke over, når der diskuteres og dømmes mellem kristne, der er uenige om alt det udenoms, der følger af det at være kristen. Nej, tilbage til det centrale (symbolsk udtrykt): det tomme kors (alt er fuldbragt) og den tomme grav (vejen er banet)!
Rosenius er frigørende tale, der er i sandhed evangelium det glædeligste budskab i det, Rosenius skriver.
Men der er også alvorlig tale ind i tidens åndelige strømninger, hvor man bevidst eller ubevidst distancerer sig fra den besværlige lære eller den svære tro, om man vil. Man kan måske nok med rette mene, at vi ikke skal gøre det sværere, end det er; men lige så vigtigt er det, at vi er opmærksomme på, at det så ikke bliver ligegyldigt for os, for det er i høj grad en reel fare. Vi har behov for både liv- og læremæssige justeringer på vores vej frem mod målet.
Jeg kunne derfor fristes til at kalde Rosenius Udgave 2000 for obligatorisk læsning i Guds skole. Rosenius er vejviser og grøft-vagt: Han står som en vagt på vejen for at opmuntre og hjælpe mennesker til at fortsætte videre frem ad den og ikke mindst for at advare, hvis nogen undervejs er ved at falde i en af de grøfter, der er langs den.
Rosenius er både en hjælpende hånd og en hævet pegefinger, et glædes- eller alvorsord til enhver, der er åben for det og hvem bør ikke være det?
Jeg kommer til at savne min Rosenius-læsning nå ja, jeg kunne jo bare begynde forfra. Er dét ikke også en anbefaling?
