Englene Guds sendebud

„Guds sendebud kalder man ‘engle’. Kunstnerne plejer at male dem som menneskefugle med store vinger – det er for, at man kan se, de er hurtige – hurtige som Guds tanke. Men folk, der har set engle, siger, at det med vingerne lagde de ikke mærke til. De vidste bare, at den skikkelse, de så, var et sendebud fra Gud, en engel.“ (Anne Sophie Seidelin)

Illustration: Rolf JanssonSammen med stjerner og hjerter er englene en uundværlig del af dansk jul.

De minder os om, at julenat kom der ‘en himmelsk hærskare’ til hyrderne ude på marken for at fortælle, at verdens frelser var født “i Davids stad, Betlehem”.
Men hvad betyder det, når andre siger: “Åh, du er en engel!” Og er englene egentlig fætre og kusiner til feer, alfer og amoriner?
Er Superman en slags engel? Findes der også usynlige “Hells Angels” i helvede? Har de sorte vinger? Og har de vinger som fugle, insekter eller flagermus…?

Engle er tegn på, at “…der er mere mellem himmel og jord, end vi sådan lige kan forklare.” Derfor hænger de på vores juletræer og minder os om det uforklarlige, at Gud blev menneske. Det er jo ikke mindre uforståeligt end tanken om englene.
Englenes rolle julenat inspirerede for 40 år siden pastor Preben Thomsen til at forestille sig, hvordan en gammel, erfaren engel kunne have reageret julenat på Guds helt uforståelige befaling om at ‘eskortere’ hans søn til jorden. ‘Angelos’ er græsk og betyder netop ‘sendebud’.
Den gamle engel, som nu skal med til Betlehem, ville have kunnet forstå det, hvis Gud havde sendt sine himmelske hærskarer til jorden for at straffe eller endda udrydde menneskene. Det har de fortjent. Så når Gud nu vil sende sin søn til jorden som et hjælpeløst barn, overvejer denne gamle tillidsrepræsentant for englene for første gang at nægte at udføre Guds ordre.
Men engle adlyder altid Gud – ellers kan de naturligvis ikke være engle. Der fortælles, at djævelen – som skal have været en engel engang – fristede Jesus tre gange i ørkenen. Alle tre gange var forgæves, og da djævelen til sidst går sin vej, kommer englene og tjener Jesus.
Der er igen en engel i Getsemane, hvor Jesus opholder sig lige inden han bliver arresteret. Den kommer for at trøste og styrke ham, og den siutation er ofte skildret af forskellige kunstnere – blandt de mest kendte her i Danmark er Carl Blochs klassiske billede.
Ganske kort efter nævner Jesus selv englene, da hans discipel Peter vil forsvare ham mod dem, der vil tage ham til fange: „Tror du ikke, at jeg kan bede min far om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?“
Jesus havde selv talt om engle ved andre lejligheder: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham. Han skiller dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene, fårene skal han stille ved sin høje side og bukkene ved sin venstre…“ Det er denne scene, Joakim Skovgaard har malet over alteret i Viborg domkirke.
Påskemorgen fortælles der kun om en enkelt engel. Da kvinderne kommer ud til Jesu grav, ryster jorden pludselig … en Herrens engel stiger ned til jorden og vælter den sten bort, som blev lagt foran Jesu grav. Den var „som lynild og klædt i hvidt.“
Englene taler til kvinderne og fortæller dem, at den korsfæstede Kristus er opstanden. Det befaler han kvinderne at fortælle videre til Jesu disciple, og kvinderne skynder sig ind til byen „med frygt og stor glæde“.

Engle er altså altid lydige mod Gud. Men der har også altid været plads til ikke-lydige engle i forestillingen om, hvad der er mellem himmel og jord – eller under jorden.
Elvis Presleys store hit ‘You walk like an Angel’ minder om, at det kan være svært at se forskel på engle og djævle -han har nemlig fundet ud af, at den, der både går og taler som en engel i virkeligheden er en forklædt djævel: „You’re a Devil in disguise.“
En af de ting, der fortælles om djævelen er, at han engang var en engel – og han strålede mere end alle andre engle; deraf fik han navnet Lucifer – ‘lys-bringeren’.
Han var endda den engel, som Gud elskede mest. Men han gjorde oprør mod Gud og blev derfor til ‘Satanas’ – modstanderen. Men, at de trods alt skal have været på en slags talefod med hinanden fortælles i Gamle Testamentes historie om Job, der var en gudfrygtig mand:
En dag, da Gud og Satan mødtes, pegede Gud på det gode eksempel, som Job er for andre. Hertil svarer Satan, at det jo ikke er så svært at være et godt menneske, når man har det så godt som Job – og for at Gud kan bevise, at Job er virkelig i bund og grund god, giver han Satan lov at teste Job. Derefter fortæller historien om alle de ulykker, som den onde lader hagle ned over Job – og om, hvordan han reagerer på det.
Og lige som Satan er Guds modstander, er de mindre djævle englenes modparter. Det har der jo i mange år været tradition for at vise i ‘Blæksprutten’, hvor et englepar á la Rafael sidder øverst på siden og siger pæne ting, mens et djævlepar nederst på siden kommer med ironiske kommentarer til samme emne.

Djævle og dæmoner befolker helvede på samme måde som englene befolker himmelen – og middelalderens kalkmalerier er blot et af de tydelige eksempler på, hvor meget helvede har fyldt i den folkelige fantasi. I dag er der stadig interesse for de okkulte ting, der handler om de mørke magter, men der er åbenbart en stor respekt om det onde; man har svært ved at forestille sig, at en kunstudstilling om djævle skulle kunne trække lige så stort et publikum som en række forskellige udstillinger om engle har gjort i de senere år.
Det er svært at forestille sig, at bibelens engle ligner de små hyggelige bar-numsede børn, der svæver rundt på juletræerne her i juletiden og minder mere om den lille romerske gud Amor end om Guds sendebud.
Martin Luther var ikke nogen stor engle-fan. Han beskyldes ofte for at have afskaffet englene i vores kirke. I den prædiken, som Luther holdt i 1530 på Mikkelsdag (der er opkaldt efter en af ærkeenglene, Michael) siger han bare, at „Gud skabte dem som beskyttere mod Djævelen. De repræsenterer den gudelige fornuft.“
Så har englene det bedre i den katolske kirke – den har et mere nært forhold til dem. Så sent om i 1986 sagde Johannes Paul II: „Set fra et kirkeligt synspunkt må vi slå fast, at der findes engle. De er usynlige og helt åndelige væsener.
Men selv om englene er usynlige, vil både kunstnere og kræmmere nok stadig forsøge at vise os, hvordan de kunne se ud. Deres bud på dem spænder fra det stinkende smagløse over det platte og primitive til det sublimt smukke. Men jeg har endnu aldrig set en engel, der virker som om den er lavet efter levende model.
Luther gik som før nævnt ikke meget op i engle, men han skrev og talte en del om djævelen – som fx. i salmen ‘Vor Gud han er så fast en borg’, hvor han i et dramatisk vers skildrer sin tro, selv når det ser sortest ud:
„Og myldred’ djævle frem på jord / og os opsluge ville, / vi frygter dog ej fare stor, / de deres trusler spilde; / lad rase mørkets drot / med løgn og mord og spot, / han har dog få’t sin dom / da Krist til jorden kom, / er ord ham nu kan fælde.“
Og det er så juleevangeliet: At da Kristus blev født, blev mørkets magt knækket. Og selv om ‘hver djævel har sin tid’, slutter den også, når Kristus kommer igen.