Flindts stikprøvekontrol
Jørgen Flindt Pedersens kontroversielle bog Brylluppet i Ramallah dækker ikke alle palæstinenseres livsvilkår, heller ikke alle samfundsklasser og er heller ikke fair i behandling af præmisserne for den israelsk/palæstinensiske konflikt, viser ny analyseJørgen Flindt Pedersens analyse af palæstinensernes livsverden på den besatte Vestbred og i Gaza vil punktere myten om den gode israeler, men ender med at skabe en ny myte: den uskyldige palæstinenser.
Men det, at palæstinenserne får et menneskeligt ansigt gennem den omdiskuterede bog, er ikke kun negativt. Der findes faktisk positive og livsglade palæstinensere, der prøver at leve et så normalt liv som muligt mellem de mange israelske checkpoints, husran-sagelser og gengældelsesan-greb. De er ikke alle terrorister og selvmordsbombere!
– Selv mennesker, der har taget endegyldigt stilling til konflikten og støtter Sharon hundrede procent, bliver vel ikke dummere af at få at vide, hvordan palæstinensere tænker, når de endelig får lov til at udtrykke sig sammenhængende, siger Jørgen Flindt Pedersen som svar på de mange angreb, bogen og filmen fik efter lanceringen i februar. Den blev beskyldt for at være ensidig i vrede læserbreve, overfladisk i avisernes anmeldelser.
Og ensidig, det er den. Men det angiver også bogens undertitel: Blandt palæstinensere i Gaza og på Vestbredden. Problemet er blot, at det mest er en udvalgt gruppe, han dækker, fra middelklassen, de veluddannede, velformulerede. Og at han ikke tager Mellemøstkonfliktens præmisser med i tilstrækkelig nuanceret grad. Historien dækkes kun af de såkaldte nye historikere, der fokuserer på israelske overgreb i forbindelse med staten Israels oprettelse 1948. Men ikke et ord om 5 arabiske staters angreb umiddelbart efter landets uafhængighedserklæring. Og geografien mangler helt. Ikke et kort er der i bogen, langt mindre historiske kort, der meget vel kunne have beskrevet opdelingen af det kæmpestore område kaldet Trans-jordanien under Det britiske Mandatstyre omkring 1. Verdenskrig. Som først blev del i Jordan og Palæstina. Og siden ved FNs delingsplan af 29. november 1947 blev Palæstina inddelt i en jødisk og to adskilte arabiske stater, der overlod Israel et forsvindende lille område:
Men han er en engageret journalist, Jørgen Flindt Pedersen, endda formand for Forbund for Undersøgende Journalister i Danmark. Han vil have mennesket frem. Som han sagde ved et foredrag på Syddansk Universitet i Odense for nylig:
– De skulle skildres som hele mennesker, der ikke bare levede i tragedien. Alt skulle være personernes synsvinkel.
– Mit udgangspunkt har været – som ved andre film, jeg har lavet i årenes løb – at alle mennesker har ret til at fortælle deres historie.
Bogen Brylluppet i Ramallah er omkranset af prolog og epilog med Jørgen Flindt Pedersens overvejelser. Men her kommer bogens svaghed ind. Han fletter også sine egne overvejelser ind i de 12 palæstinenseres historie. Og det får bogen til at ligne kampagnejournalistik med et på forhånd fastlagt tema.
Undersøgende journalistik gennemgår tre hovedfaser: idéfasen, researchfasen og formidlingsfasen. Og hans idé er klar nok. Det kniber med grundundersøgelsen, som også hører til idéfasen. Hvor en samfundsvidenskabelig fremgangsmåde ville være nøje udvælgelse af repræsentative personer med forskellige aldre, køn og sociale lag, består Jørgen Flindt Pedersens metode for det meste af indsamling af stof fra mundtlige kilder, han møder tilfældigt, på ægte turistfacon. Han møder derved både forhandlingsvillige og terrorbilligende palæstinensere. Han møder også jøder, men kun én slags jøder: dem på den politiske venstrefløj, der er kritiske over for Israels nuværende regering. Ingen regeringskilder. Ingen zionister.
Og skriftlige kilder begrænser sig til de nye historikere, Benny Morris og Illan Pappé, som han interviewer, og som også får lov at komme med deres tolkning af historien, ikke kun fakta.
Undersøgende journalistik foregår i selve researhfasen bl.a. ved egne observationer. Jørgen Flindt Pedersen foretager hele 8 rejser til Israel/Palæstina i perioden juli 2001 til december 2002 og udfører det, samfundsvidenskaberne kalder deltagende observation. Altså ikke noget med fluen på væggen her. Interview-objekterne ved, han er der, med hvilket formål han er der, og kan behændigt indrette deres udsagn derefter.
Det selvoplevede er samtidig Jørgen Flindt Pedersens stærkeste kort. Det virker stærkt, når han må snige sig forbi Kalandia checkpoint efter udgangsforbudet på vej for at besøge sine venner i Ramallah. Han hører bragene fra israelske gengældelsesan-greb i jagten på palæstinensiske terrorledere. Og han ser mødre græde over de børn, der røg med i købet, mænd stå passive, opgivende
Formålet med undersøgende journalistik er bl.a. at afsløre et eller andet, der er skjult for offentligheden, med det endegyldige mål at helbrede en social sygdom. Og her lykkes Jørgen Flindt Pedersen. Udover at vi får sat ansigt på palæstinenserne, kommer der også kedeligt nyt frem både vedr. omstændighederne omkring staten Israels tilblivelse og livsvilkårene under den nuværende tilspidsede konflikt.
De berørte palæstinensere fortæller om de jødiske befrielsesgrupper eller terrorgrupper, alt efter fra hvilken side, man ser dem Irgun og Stern, der både selvstændigt og infiltrerede i den israelske hær, Haganah, øver regulære massakrer på den arabiske befolkning og fordriver de overlevende fra deres landsbyer. Uden den proisraelske udgave af historien, ja, men alligevel ny viden for de fleste. Historierne bliver fortalt følelsesladet; palæstinenserne har fået historien fortalt til hudløshed af forældre og bedsteforældre, og sorgen er blevet til vrede, for nogles vedkommende så stor, at de gerne ofrer deres liv som martyrer for at befri Palæstina. Og bliver suppleret med Flindt Pedersens egne vurderinger, at der er undskyldning for selvmordsbomberne, der griber til fortvivlelsens selvhjælp, og at det er den israelske besættelse, der dybest set er skyld i, at de kommer frem.
Det er lykkedes for Jørgen Flindt Pedersen at give et billede af besatte palæstinenseres livsverden, kun i form af en stikprøvekontrol, ikke som eksponenter for alle palæstinensere. Hvad med dem, der bor inde i selve Israel. Eller i Jordan eller andre arabiske stater?
Det er ikke lykkedes for Jørgen Flindt Pedersen at give en alsidig og dækkende beskrivelse af den israelsk/palæstinensiske konflikt. Efter filmens lancering fik han kritik for ensidighed og svarer her i Jyllands Posten 11. marts 2003: Hvis målet havde været at give en fremstilling af konflikten mellem palæstinensere og israelere, ville jeg have forstået kritikken… Formålet har, som titlen så klart etablerer, været at fortælle, hvordan palæstinenserne oplever deres situation
Engagementet, observa-tionsmetoden og det, at forfatteren selv gennem otte rejser udsætter sig for massiv påvirkning, gør det bydende nødvendigt med bevissikring, helst i form af indiskutable dokumenter. Dem er der kun ét af: En skoleinspektørs skøde på 100 hektar jord, hans familie ejede før 1948.
Brylluppet i Ramallah står i fare for at levere materiale til myten om den uskyldige palæstinenser. Men for kristne, som traditionelt er proisraelske, og måske står i fare for at blive ofre for myten om den altid gode israeler kan bogen med sit stærkt tendentiøse engagement være med til at nuancere billedet.
Svend Løbner har lavet en 20 siders analyse af bogen i forbindelse med sin efteruddannelse i journalistik på Syddansk Universitet.
Læs opgaven på www.udfordringen.dk/svend
