Kristne må lære at håndtere svaghed

Kirken er ikke ”de fuldkomnes klub”Vi ved det godt. Grunden til at vi overhovedet er kristne, er at Gud har tilgivet os. Alligevel har vi så svært ved at tilgive hinanden – og da slet ikke på forhånd!
„Den, som er skrøbelig i troen, skal I tage jer af uden at sætte jer til doms over hans meninger“, skriver apostlen Paulus*).
Han vidste, hvor tilbøjelige vi er til at dømme – og skælde ud – når vi møder andres fejl og mangler. Fordi kristendommen har så høje idealer, slår vi ned med det samme, de ikke bliver opfyldt – måske undtagen hos os selv!
Resultatet bliver bare, at vi støder de mennesker fra os, der er i kirken, og afskrækker nye fra at vove sig ind i fællesskabet.
Skal kirken være en åben kirke, må den også tillade svaghed: At vi ikke får bedt nok, læst tilstrækkeligt i bibelen, at vi nogen gange sover over os, når kirkeklokken ringer, og hvad værre er, at vi ind imellem ignorerer de åbenlyse behov hos de mennesker, vi omgås. Vi har kort sagt svært ved at praktisere kristendommen. Øv, øv, øv!
Men så indrøm det, da!
Vores succes eller mangel på samme ændrer heldigvis ikke på Guds karakter. Tværtimod kan vores ufuldkommenhed, når vi indrømmer den, sætte Guds fuldkommenhed i relief.
En præst fik en klage over sin nabo, en flittig kirkegænger.
– Hvordan kan han være med i kirken, når han er sådan og sådan?
Hvortil præsten svarede:
– Det er netop derfor, han har brug for at gå i kirke!
Kirken består af syndere, der har indset deres behov for Guds nåde. Kristne er storforbrugere af Guds tilgivelse. Og han kan tilgive – lige så længe mennesker kommer ærligt til ham.
Skulle vi så ikke være lidt ”large” overfor hinanden? Vælge at tilgive på forhånd. Lægge mærke til hvad vore medkristne gør i stedet for det de ikke gør. Og bære over med hinanden, dvs. bære hinanden over de svagheder, der er så åbenlyse?
*) Romerbrevet 14:1 (1947 overs.)