Stor interesse for bispevalg

Valgkampen kører nu for fuld skrue mellem de tre bispekandidater, der vil indtage bispegården i Ribe Stift.
800 mennesker har tilmeldt sig i de tre stort anlagte valgmøder, hvor man kan møde de tre kandidater. Disse valgmøder får stor betydning for udfaldet af valget til det øverste kirkelige embede i det vest- og sønderjyske stift, for omkring halvdelen af de 1800 stemmeberettigede har endnu ikke taget stilling.
Flere tv-stationer og en række dagblade er klar til at give en usædvanlig mediedækning for et bispevalg i folkekirken.
Askov Højskole ved Vejen, Blåkilde Ungdomsskole ved Tarm og Løgumkloster Efterskole har lagt lokaler til valgmøderne.
Stemmesedlerne bliver udleveret i dag torsdag til menighedsrådsmedlemmer og præster i Ribe Stift, og så kan de de følgende tre uger vælge mellem sognepræst Elisabeth Dons Christensen, provst Marianne Christiansen og sognepræst Anders Kingo.