Helt nyt personale på handicaphjem

Der er udsigt til store forandringer for beboerne, når hele personalet på Stefanshjemmet i Århus d. 8-9. oktober bliver skiftet ud.
Det nye personale kommer i stedet til at bestå af elever, lærere og medarbejdere fra Diakonhøjskolen.
Godt nok drejer det sig kun om to dage, men det bliver forhåbentlig to uforglemmelige dage for beboerne på Stefanshjemmet. De mange ekstra hænder giver mange flere muligheder. Derfor kan de nye medarbejdere forhåbentlig være med til at opfylde beboernes ønsker og drømme – for en dag. Det kan være en strøgtur, en tur på en harley, eller måske muligheden for at invitere familien til hjemmebagt kage.
Anledningen er, at Stefanshjemmets personale skal på temadage. Derfor har ledelsen på Stefanshjemmet bedt Diakonhøjskolen om at overtage arbejdet i de dage, hvor det faste personale er væk.
Stefanshjemmet på Strandvejen i Århus er hjem for 44 fysisk handicappede. Stefanshjemmet fyldte 80 år den 14. september i år.
Det ”nye” personale skal stå for alt lige fra pleje og madlavning til havearbejde og planlægning af aktiviteter.
– Det bliver ikke kedeligt; vi skal have festaften, aftensgudstjeneste og café. Så skal vi ellers have dagene til at fungere så fejlfrie som muligt, men et endnu vigtigere fokus er fællesskabet. Det bliver nyt for alle at mødes og være sammen. En oplevelse, som vi alle glæder os til, siger informationsmedarbejder Lisbeth Meléndez fra Diakonhøjskolen. 2003 er Europæisk Handicapår.