Opfølgning er nødvendig – også efter forbøn
Brev:
Til Orla Lindskov
Jeg sidder og læser Udfordringen og har nu taget mig sammen til at skrive til dig!
Jeg har problemer med nyrerne. De fungere kun 8%, og jeg har lungebetændelse hver 3. måned. Det har jeg for resten også nu med 38.5 i feber. Så jeg har fået tid til at skrive til dig. Jeg har været i dialyse i snart 3 år nu. Jeg ville helbredes ved håndspålæggelse; men det har ikke hjulpet endnu. Jeg har nemlig været til møder flere steder i Jylland med nogle af de Store fra udlandet. Jeg har fundet ud af, at det nok er lige meget, hvem der beder for mig. Chancerne er lige store/små. Jeg ville gerne, om du ville bede for mig, og om du vil sende en mødeplan og en salvedug.
Jeg sender en frankeret svarkuvert med.
Venlig hilsen
G.C., Midtjylland
Svar:
Kære G.C.
Jeg har sendt dig en salvedug og en mødeplan, som du bad om.
Det er altid svært under sygdom at bevare troen på og håbet om helbredelse. Især når man har været til forbøn flere gange, og intet er sket. Især også, når du har været til forbøn hos nogle af de Store fra udlandet, som du kalder dem.
I mange tilfælde efter forbøn er der brug for opfølgning. Forbønnen kan ikke altid stå alene. Det er f.eks. nødvendigt at fortælle den syge, at langt fra alle, der går til forbøn oplever øjeblikkelig helbredelse.
Nu skal du høre, hvad jeg har oplevet i forbindelse med min tjeneste:Nogle syge blev helbredt ved bare at sidde i mødelokalet og lytte til Guds Ord. Andre oplevede at blive helbredt allerede på vej op til forbøn.
Atter andre blev helbredt inden vi nåede at få sagt amen i forbønnen. Nogle oplevede helbredelsen bryde igennem på vej ned fra forbønnen. Atter andre oplevede helbredelsen bryde igennem i bilen på vej hjem fra mødet. Nogle mærkede helbredelsen komme den næste dag. Atter andre oplevede helbredelse efter en uge, en måned eller efter et halvt år. Atter andre venter stadig på helbredelse. Du er en af dem, som jeg forstår det af dit brev.
Men bliv for alt i verden ved med at komme til forbøn.
Jeg har oplevet at se syge blive helbredt øjeblikkeligt. Men jeg har også oplevet at se syge blive helbredt anden gang, syvende gang, osv. – ja, i et tilfælde seksogtyvende gang, jeg bad for en syg. Jeg forstår langt fra altid, hvorfor det skal være sådan. Men en ting kan jeg se: nemlig, at mange syge får problemer, hvis der ikke gives opfølgning på den forbøn, de har fået.
Det kan være i form af tros-styrkende sjælesorg eller opmuntring. Det kan f.eks. også handle om blotlæggelse af indre sår og traumer, som forhindre den syge i at kunne modtage fysisk helbredelse.
Efter forbønnen skal der helst være et netværk, der bærer det syge medmenneske, så det ikke falder ned i håbløshed, opgiven, og til sidst drukner i tvivl.
