Rejse med indhold

Unge søger nye udfordringer og rejser for at få erfaring – og gøre gavnRejselyst og ønsket om at gøre gavn får den snart 20-årige student, Johanna Kiel Nielsen, til at rejse til Etiopien. Hun er volontør i Dansk Ethioper Mission og skal undervise unge etiopiere og danske missionærers børn. I midten af september forlod Johanna Kiel Nielsen sit hjem, præsteboligen i Nørre Snede, for at rejse til Etiopien. De næste tre til seks måneder skal hun være volontør i Awasa by i den sydlige ende af det store land på Afrikas Horn.
Johanna rejser ud for Dansk Ethioper Mission, som hvert år sender en god håndfuld unge, kristne danskere ud for at lave frivilligt arbejde i Afrika. Oftest handler det om at undervise danske missionærers børn i Etiopien. Det bliver også en af Johannas opgaver i Awasa.
Om dagen skal hun og en anden volontør holde skole for to danske drenge, Daniel og Mathias Lanting. Deres forældre er missionærer, og de arbejder begge i Mekane Yesus kirken. Uden volontør, havde en af forældrene selv måttet undervise børnene efter undervisningsplan, og pædagogisk vejledning fra en amerikansk skole i Etiopiens hovedstad, hvor drengene er tilknyttet som fjernelever.
Om aftenen, skal de to unge fra Danmark, undervise unge etiopiere i engelsk på aftenskolen ved Mekane Yesus kirkens nye gymnasium i Awasa, Tabor Evangelical College.
– Jeg er ret spændt på det, for jeg har ikke prøvet at undervise før. Men jeg regner da med at det kan læres, siger Johanna, som blev matematisk student fra Tørring Amtsgymnasium i juni.
I Dansk Ethioper Mission har man gode erfaringer, med at bruge volontører som lærere for missionærernes børn, når de går i de små klasser.
– Forældrene er godt tilfredse med den ordning. Blandt andet fordi det betyder at børnene så kan bo hjemme, og vente med at flytte på kostskole til de skal i tredje eller fjerde klasse, siger generalsekretær Filip Christensen fra Dansk Ethioper Mission.

Ikke bare turist

Johanna har længe vidst med sig selv, at hun ville en tur til udlandet, når først studenterhuen var sikret.
– Det er spændende at rejse. Og jeg ville gerne til Etiopien igen. Jeg boede her i det meste af min barndom, fordi mine forældre var missionærer. Som volontør kan jeg opleve landet igen, på en helt anden måde end hvis jeg bare kom som turist. Nu skal jeg jo bo og arbejde der, være en del af dagligdagen – og ikke bare se det hele udefra.
Der er også andre grunde til at Johanna har meldt sig som volontør:
– Det er dejligt at kunne bruge de ressourcer jeg har, både mine penge og mine evner, på et stykke arbejde som gavner. Selv om det selvfølgelig er begrænset hvor stor forskel jeg kan gøre, når jeg kun har visum til tre måneders ophold. Så jeg håber meget på, at jeg kan få forlænget mit visum til seks måneder, når først jeg er i Etiopien.
Johanna er personlig kristen, og hun glæder sig til at blive en del af fællesskabet i Mekane Yesus kirkens menighed i Awasa. Og måske få et par gode etiopiske venner.
– Jeg er sikker på at sådan et ophold, vil give mig en masse gode oplevelser, og noget erfaring jeg kan bruge senere i livet, siger Johanna.