Reservemor i Tanzania
Lisbeth tog udfordringen op og blev reservemor for 8 missionærbørn i TanzaniaLisbeth Bredtoft fortryder ikke et øjeblik, at hun forsøgte sig som reservemor for missionærbørnene i Tanzania i 1½ år. Hvorfor valgte du at blive volontør? Hvilke overvejelser gjorde du dig?
– Jeg så stillingsannoncen og tænkte, at det kunne jeg godt have lyst til, men jeg søgte ikke på den, fortæller 24-årige Lisbeth Bredtoft, der kommer fra Hald ved Skive.
Men så blev hun kontaktet af nogle tidligere missionærer, hun kendte, som opfordrede hende til at søge stillingen. Hun overvejede, hun søgte, og hun fik den.
Det var ikke erfaring med børn, Lisbeth havde med i bagagen. Hun havde kun den erfaring, man nødvendigvis har, når man har tre brødre og to søstre. Hun er uddannet salgsassistent i Brugsen og har desuden arbejdet i køkkenet på Sædding Efterskole og på soldaterhjemmet i Holstebro.
Hvad var dine forventninger?
– Jeg havde ingen forventninger til arbejdet, for jeg havde kun fået nogle få oplysninger, erkender den nu forhenværende reservemor.
I hovedet havde hun kun billedet af nogle små runde lerhytter og folk på en sandet vej. Men hun blev overrasket.
– Da jeg landede i Dar es Salaam, var der høje huse, butikker og biler. Det så helt normalt ud!
Hvad bestod dit arbejde i?
Når man har vagt på boardingen, som man kalder kostskolen derude, skal man lave forskellige almindelige dagligdags-ting, fortæller Lisbeth.
De otte børn, der er på boardingen, skal vækkes, og nogle skal ud og fodre dyrene fra morgenen af.
Man sørger for, at de kommer i tøjet og får børstet tænder, man stiller morgenmad frem og holder andagt med børnene. Mens børnene er i skole, sætter man medarbejderne i køkkenet i gang og går en runde for at samle børnenes vasketøj sammen. Hvis der skal købes ind, så gør man også det om formiddagen. Desuden gør man klar til frokost og aftensmad.
Om eftermiddagen, når børnene kommer hjem fra skole, er der som regel valgfag.
– Hver mandag, det sidste stykke tid, havde jeg for eksempel forberedelse til skolekomedien som valgfag, forklarer Lisbeth.
Der er også børnenes lektielæsning, hvor det er den vagthavendes opgave at gå rundt og hjælpe børnene.
– Men det er ikke altid, jeg kan hjælpe. Der var en af de store piger, der ikke ville have, jeg hjalp hende med tysk og matematik, for det kunne jeg ikke finde ud af, siger hun og griner.
– Om aftenen skal børnene puttes. Så sidder man på sengekanten og snakker om, hvad de har lavet i dagens løb, og hvad der ellers skal snakkes om. Det er hyggeligt, og man føler sig lidt som en mor, synes Lisbeth Bredtoft.
Hvordan var det at skulle være reservemor?
– Man kom tæt på børnene, men følte somme tider, at man ikke kunne slå til.
Nogle gange var det kun mor, der duede, og det sværeste var, når man ikke var mor. Somme tider kunne børnene også have hjemvé, men de vidste, at der ikke var noget at gøre ved det, og så fik vi os en snak om det, husker Lisbeth.
– Børnene havde tillid til én, og som regel kunne jeg godt hjælpe.
– Det var et meget spændende arbejde, for børnene er så forskellige, og de skulle tages på hver sin måde.
Hvad var din bedste oplevelse med børnene?
Lisbeth Bredtoft tænker lidt og siger så:
– Det, at børnene havde frimodighed til at bede højt og nævne de ting, de gerne ville have, der blev bedt for.
De tænker over nogle ting, som man som ung tager som en selvfølge.
Hvad har du lært?
– Jeg har lært, at jeg skal lytte, kommer det uden betænkningstid fra den tidligere assistent på boardingen. Det er vigtigt at lytte til børnene og høre på, hvad de siger.
– Man skal indordne sig, så man kan passe sammen med alle de forskelligheder, der er. Man skal gøre plads til hver enkelt barn – og til én selv.
Du forlængede din periode til halvandet år, hvorfor?
– Fordi et år var alt for lidt. Jeg var ikke klar til at tage hjem, siger Lisbeth, som oprindeligt kun skulle være i Iringa i et år.
– Der havde helt fra starten været snak om muligheden for halvandet år, så jeg havde haft tid til at tænke over det. Hvis det var Guds vilje, så skulle det nok falde på plads, og det gjorde det.
– Det var også af praktiske grunde, fortsætter hun. Det var blandt andet af hensyn til børnene, så der ikke skulle være så mange udskiftninger.
Hvad oplevede du i mødet med Tanzania og kulturen?
– Jeg mødte et meget venligt folk. De smilede altid hellere en gang for meget end en gang for lidt. De var aldrig hånlige, når jeg for eksempel skulle tale kiswahili.
– Og så er det et utrolig flot land, siger Lisbeth.
Lisbeth Bredtoft går nu på Luthersk Missionsforenings Højskole (LMH) i Hillerød og siger som anbefaling til nye volontører:
– Gør det! Karibu Tanzania, velkommen til Tanzania!
E. Bredtoft,Tro&Mis./Gubi
