Overnaturlig helbredelse:
Tabu for læger?
De fleste læger og sundhedsvæsnet har en forståelig skepsis overfor alternative helbredelses-metoder. Det gælder ikke mindst, når mennesker oplever guddommelig helbredelse. Det fremgår af medicinstuderende Majbritt Bruun Andersens afhandling, som hun forsvarer fredag.
Egentlig ville Majbritt Andersen følge de helbredte fra Charles Ndifons første møder i København indtil et halvt år efter, for at se, om de fortsat var helbredt.
Det viste sig i store træk, at 1/3 af de 75, som havde udfyldt et svarkort og mente at de var blevet helbredt, egentlig ikke var blevet rigtigt helbredt – så måske var der kun tale om en psykologisk effekt.
En anden 1/3 oplevede en form for helbredelse, men var enten ikke helt helbredt eller deres helbredelse forsvandt igen efter nogen tid.
Og endelig var der over 1/3, der fortsat var helbredt efter et halvt års tid.
Det skal siges, at Majbritt Andersen bestemt ikke regner flere med til de helbredte, end der var tale om.
Men det er bemærkelsesværdigt, at stort set alle patienterne havde en positiv oplevelse af mødet med åndelig helbredelse i Jesu navn.
Også selv om de ikke fik deres ønsker opfyldt. Kun en enkelt var uhyre kritisk. Han var ikke blevet helbredt, men havde alligevel udfyldt et helbredelseskort og kom derfor med i undersøgelsen.
Mere forsigtig
Selv om over en trediedel altså faktisk blev helbredt, burde de mange, som alligevel ikke oplevede helbredelsen i praksis, nok få Charles Ndifon til i fremtiden at udtrykke sig mindre katagorisk om, hvor vidt en syg reelt er helbredt eller ej.
Helbredelsen er i mange tilfælde åbenbart afhængig af troen på Jesus, og hvis de kirke-fremmede deltagere ikke får kontakt med andre kristne eller begynder at leve et personligt kristenliv efter helbredelsen, så risikerer de åbenbart at miste den igen.
Her er nok en side, som både Ndifon og de kirker, som inviterer til helbredelsesmøder med ham, bør tænke på i fremtiden.
Lægernes tabu
Når det gælder de mennesker, der faktisk blev helbredte, så viser det sig, at deres helbredelse ikke bliver forstået af de fleste læger.
Lægerne er uddannet til næsten udelukkende at arbejde for patienternes helbredelse ved hjælp af biokemiske metoder. Den åndelige dimension er slet ikke med.
Derfor véd mange læger heller ikke, hvordan de skal reagere, når patienterne kommer og har oplevet en mærkbar forandring på grund af bøn eller forbøn.
Majbrit Andersen udtog 10 patienter, som var typiske for de forskellige katagorier.
Så undersøgte hun dem og gennemgik deres journaler, hvor det var muligt. En ekspert har efterfølgende gennemgået journalerne.
Ikke i alle tilfælde ville patiernterne medvirke til at udlevere journalerne. Nogle havde dårlige erfaringer med lægernes behandling af alternative forsøg på at få helbredelse, at de ikke ville tale med lægen. De var bange for at blive behandlet arrogant.
Nogle ønskede ikke engang at blive undersøgt af en læge, så deres helbredelse kunne blive testet. Af fryugt for latterliggørelse.
Det MÅ være
kemoterapien
I afhandlingen gennemgås de tiu sager, og her er, hvadnogle oplevede:
Berit havde en kræftsvulst på æggestokken. Den hidtidige behandling havde ikke hjulpet. Faktisk var hun blevet tilbudt den sidste kemo-kur som et paliativ tilbud – dvs. uden håb om helbredelse. Hospitalet havde medvirket til, at hun med kort varsel fik tilkendt højeste invalide pension. Kort sagt: Hun vart opgivet. Og kemoen gav hende enda voldsomme bivirkninger – lige indtil den dag, da hun deltog i Charles Ndifons helbredelsesmøder i København i marts 2001.
Kræftsvulsten forsvandt!
Endda operationssåret efter en tidligere helbredelse blev lægt og forsvandt.
Alligevel kan specialisten ikke få øje på andre muylige forklaringer, end at det må være kemoen, der har hjulpet…
Men han indrømemr dog, at patienten efter de negative meldinger naturligvis må opfatte situationen som et mirakel…
Ingen medfølelse
Berit har oplevet sygehusvæsnet fra dets dårlige side. Da hun i sin tid fik at vide, at hun havde kræft, tog det hele kun 10 min. Hun var så chokeret, at det lykkedes hende at falde ned af stolen!
Alligevel efterlod en kvindelig læge hende blot til sig selv, da hun åbenbart ikke havde noget at spørge om.
Ikke exeptionelt?
Esther havde to svulster i brysterne og tre i armhulen. På Ndifons anmodning blev hun undersøgt af en læge både før og efter helbredelsen.
Lægen, som senere har bekræftet hændelsen, måptte bare konstatere, at svulsterne var forsvundet…
Esther genoptager kort efter sit aktiv liv og har det rigtigt godt igen.
Men den patologiske ekspert konkluderer, at forklaringen må være, at hun kort før er stoppet med hormonbehandling… Og han mener ikke, at sagen kan beskrives som fuldstændig exeptionel.
Men Esther er ikke i tvivl.
Tabu for læger
Helle blev helbredt for dessimineret sclerose i hvert fald kunne hun i løbet af 5 min. rejse sig fra kørestolen og begynde at gå og er siden blevet så rask at hun kan foretage sig alt muligt – efter over 5 års hurtig nedtur, hvor hun 33 gange måtte på hospital.
En specialist i psykiatri mener imidlertid, at det må være behandlingen med betainterferon and predniolon, der har gjort hende rask. Selv om hun er blevet behandlet med de midler i et år, hvor det bare gik tilbage.
Da Helle fortalte læge, at hun vidste at helbredelsen jo skete i løbet af fem minutter, begyndte han bare at tale om noget andet…
Majbritt Andersen konkluderer i sin rapport, at danske læger kunne lære af amerikanske læger, der i uddannelsen lærer at være åbne overfor åndelige forklaringer.
Prægraduat afhandling:
Fysiske og psykiske oplevelser med religiøs behandling
– belyst bl.a. i relation til patienternes sygdomsopfattelse og deres erfaringer med sundhedsvæsnet.
Stud. med. Majbritt Bruun Andersen
Almen Medicin
Institut for Sundhedstjenesteforskning
Vejleder Beth Elverdam
Det Sundhedsvidensakabelige Fakultet
Syddansk Universitet
2002
Læs også bogen: Åndens Magt – helbredelse ved bøn
