Unge skaffede afrikanere rent drikkevand
Robert Bonde Christensen og Jakob Stensig Christensen brugte deres sommerferie på at rejse ud til det afsides beliggende Dakka
i Nigeria, for at skaffe afrikanerne rent drikkevand. Dakka: Des længere man kommer mod Dakka, des oftere bliver baturi hvide menneske udskiftet med Rikkia, Rikkia, Rikkia.
Jakob Stensig Christensen og Henri Nissen
Sådan lyder det fra børnene i alle de små landsbyer, man kører igennem på jordvejen til Dakka, når de kommer løbende efter bilen. Rikke Vestergaards bil er velkendt.
Men denne gang var Rikkia ikke i bilen. Det var derimod Robert Bonde Christensen og jeg. Vi har begge været volontører i Dakka, Nigeria, udsendt gennem Sudanmissionen.
I juni/juli blev en drøm opfyldt, da vi atter skrumplede mod Dakka på den elendige jordvej, der er eneste forbindelsesled til omverdenen. Vi var udsendt som volontører gennem børne- og ungdomsorganisationen Afrika InTouch.
Frodige Dakka ligger midt i en flot dal omkranset af høje bjerge. Der falder megen regn i området og vegetationen nærmest eksploderer i regntiden. I Dakka bor også Rikke Vestergaard en missionær og sygeplejerske med masser af Afrika- og livserfaring.
Bibelskolen i Dakka huser en masse vidunderlige mennesker, der åbent modtager én og lukker én ind i deres fællesskab uden så meget som at blinke med øjnene.
Vores absolut mest spændende arbejdsopgave var at opsætte vandfiltre i nogle landsbyer, som kun har adgang til meget beskidt flodvand! Et af stederne havde de en lille kilde, men vandet var nærmest helt hvidt og der kom haletudser op til overfladen med korte intervaller. Ikke vand jeg i min vildeste fantasi kunne forestille mig at drikke men det er vilkårene for disse mennesker. Vi tog kontakt til byens høvding for at høre, om de var interesserede i et filter. Det var de! Der, hvor et af bysbørnene var elev på bibelskolen, tog vi altid ham med det gav en meget bedre indgang til at fortælle om, hvordan landsbyboerne skulle vedligeholde filteret. Vi bad om, at så mange som muligt skulle tage med os for at se, hvordan filteret blev opsat, så de følte et ejerskab for det. Sammen udvalgte vi et passende sted hvor vi var sikre på at kvinderne og børnene ville kunne bruge det.
En stor tønde fyldes op med et lag små og store sten, sand og kul. Lagene bliver adskilt af et stykke stof. Oven på tønden placerer man en vaskebalje med et afløb der går ned til bunden af tønden. Når man fylder vand i baljen presser den vandet i bunden af tønden op gennem lagene og ud foroven.
Mellemrummene mellem stenene i bunden fungerer som aflejringssted til slam og andet skidt. Herefter bliver vandet presset op i et lag sand, der filtrerer det finere skidt fra.
Næste lag er trækullene der suger bakterier til sig. Inden vandet passerer ud gennem en studs i toppen, passerer det endnu et lag sand, der sørger for at trækulsstumper ikke bliver blandet i vandet.
Det smarte ved dette filter er, at de selv har alle materialer til at vedligeholde og rengøre filteret med for naturligvis skal indholdet udskiftes efter et stykke tid. Naturmaterialerne er lige i nærheden og koster dem ingenting.
Efter at have skyllet alt indholdet igennem adskillige gange, kunne vi konstatere at vandet var blevet væsentligt renere! De er dog stadig nødt til at koge drikkevandet, men bare det at kunne vaske sit tøj i rent vand, bliver nu muligt. Et simpelt filtersystem som dette koster kun ca. 1000 kr. alt iberegnet ikke en høj pris for at ens drikkevand bliver væsentligt renere!
Peter, der er Dakkas altmuligmand, hjalp os med at sætte filtrene op. Han er uddannet som mekaniker 
på Sudanmissionens håndværkerskole i Numan og det nyder Rikke og Dakka godt af. Han har i byen lavet en lille workshop, hvor han tjener til dagen og vejen ved at reparere biler, svejse osv. Han er desuden ansat af Rikke som chauffør, så hun selv slipper for at skulle køre den lange vej til de nærmeste byer, Jalingo og Numan, for at hente alle de ting, man ikke kan få i Dakka.
Peter blev hurtigt en god ven og en god indgang til at lære andre afrikanere at kende. Afrikanerne er meget åbne, men som volontør kan det faktisk godt være svært at få afrikanske venner. Det er så nemt at hilse og udveksle høflighedsfraser, men at komme lidt dybere kræver stadig arbejde.
Peter lærte os at spille Whot et hæsblæsende afrikansk kortspil! Der gik ikke lang tid førend vi sad blandt 5 bibelskoleelever – og lærere, og forsøgte at følge med i deres anderledes spillestil. De opfordrede os til at være med til at spille volley om aftenen og så var der hul igennem.
En af de fascinerende ting ved Afrika er fællesskabsfølelsen de lever sammen dagen lang. Når arbejdet er overstået, samles folk til hygge ved fx volleynettet. Her spilles for sjov og for at være sammen. Her er plads til alle, selv den retarderede epileptiker. Man griner af og med hinanden på en helt anden måde end herhjemme vi kunne lære meget af afrikanernes konstante grineri!
Vi blev også hurtigt gode venner med børnene, og efterhånden rykkede vi hjem til børnenes forældre. Vi fik lov at følge to familier en lang arbejdsdag fra morgenbøn til aftenandagt. Når man hører folk derhjemme sige at Afrika er forarmet fordi folk er smådovne, må man undre sig. Hvor véd de det fra?
Jeg blev overrasket over hvor hårdt de rent faktisk arbejder. Eleverne på bibelskolen står op ved 6-tiden og efter en morgenandagt bag hjemmets runde mur bliver der lavet morgenmad og man rydder op og gør rent på compounden den lille gårdsplads. Herefter går eleverne i skole, mens børnene passer på hinanden. Straks efter skoletid går alle i marken og når de kommer hjem sen eftermiddag går de (især kvinderne) i gang med at forberede aftensmaden og ordne andre opgaver. Om aftenen er der fælles andagt i små cellegrupper, og derudover skal der læses lektier til næste dag.
Udover at passe patienter og uddanne personale til at overtage klinikken til den dag hun ikke er der mere, er der et væld af ubeskrivelige småting der falder ind under Rikkes arbejde.
Der skal udbetales løn, holdes regnskab, udtænkes nye idéer, vedligeholdes på bibelskolen osv. Døgnet rundt er der folk der banker på døren for at bede om hjælp.
Rikke vil have gjort tingene ordentligt og har svært ved at overlade arbejdet til andre. Alt tager kræfter man kan undre sig over, hvordan det hele kan lade sig gøre. Klinikken er dog det, der tager mest energi. Mens vi var der, behandlede Rikke en lille 3-årig pige der havde en voldsom allergisk reaktion på medicin hun havde fået på den anden klinik. Rikke diagnosticerede det til at være et Stephen-Johnson syndrom.
Pigen fik store åbne sår på det meste af kroppen. Så snart man rørte barnet begyndte det at græde og råbe efter dets mor: Mama, mama, mama
Sådan kunne det blive ved i halve timer moderen kunne holde ud at se sit barn lide så meget og sad helt apatisk udenfor rummet. Rikke kunne ikke i bøgerne finde en beskrivelse af en så voldsom reaktion og gav pigen en behandling der skulle rense sårene, men det er en langsommelig proces, og efter en uge døde barnet. Dels af forgiftning pga. sårene, og dels pga. en depression mente Rikke. Barnet holdt op med at tage næring til sig, da det kunne mærke, at her var ikke noget at gøre. Det var hårdt at opleve et barn lide så meget inden sin død Rikke sagde, at det var en af de hårdeste oplevelser, hun havde haft i sit liv som sygeplejerske. Den stakkels moder og fader måtte tage deres barn med hjem til landsbyen og begrave det der. Aldrig vil jeg nogensinde glemme barnets kalden på sin mor og moderens forstenede ansigt.
I Dakka bliver ordet mission så konkret. Sundhedsarbejdet fra Rikkes klinik er sammen med Bibelskolen vidner om at kristendommen er ved at slå rod i området. Flere og flere bliver kristne men der er stadig en lang vej. Kirken har en stor opgave foran sig i et vanskeligt område derfor er det fantastisk at se hvordan Rikkes tilstedeværelse opmuntrer og giver kirken kræfter til at fortsætte den opgave vi alle er blevet givet af Gud; at vidne med hele vores tilstedeværelse om at vi er elsket af Gud.
At Gud ønsker samvær med os, og kærlighed mellem mennesker.
