Superligafodbold som julehjælp

I år handler Frelsens Hærs traditionelle julehjælp ikke kun om at sikre en traditionel dansk julemiddag for dårligt stillede familier og enkeltpersoner. I fire af Danmarks største byer optræder de lokale superligaklubber i fodbold som bidragsydere til julehjælpen. Og i lighed med de fleste andre firmaer, som sponserer julehjælpen, bidrager klubberne med deres egne produkter – nemlig billetter til fodbold.
Derfor vil modtagere af Frelsens Hærs julehjælp i de pågældende byer til foråret kunne sætte sig til rette på det lokale stadion for at følge byens fodboldhold til en hjemmekamp i superligaen – eller SAS-ligaen, som den hedder i disse sponsortider. Der vil ligge tre billetter i hver julepakke.
– Idéen er at give især børn fra mindre bemidlede hjem en sportslig og kulturel oplevelse, som rækker ud over julen. Det har fodboldklubberne kunnet se det indlysende rigtige i, og det har derfor ikke været svært at få dem med på idéen, fortæller Lars Lyderholm fra Frelsens Hær.
Målet for Frelsens Hær er at få fodboldklubber fra de fem største byer i landet til at donere billetter til julehjælpen. Lige nu mangler kun et tilsagn fra superligaklubben i Århus, AGF. I København er det Brøndby, som donerer billetter, i Odense er det OB, i Aalborg Aab og i Esbjerg er det Esbjerg FB.
Sidste år uddelte Frelsens Hær julehjælp til omkring 5.000 familier landet over, og hjælpen havde en værdi af 2,4 millioner kroner.