John Brandström
Vækkelsesprofet er død
Vinden blæser, hvorhen den vil. Sådan er det med enhver, der er født af Ånden. Det siger Jesus til den søgende Nikodemus, og de ord passer perfekt på John Brandström, der nu for altid har sluttet sin livsrejse.
Han nåede at sætte præg på trosbevægelse, husmenighedsbevægelse og pinsebevægelse, inden han døde lørdag d. 15. november efter en tids kræftsygdom, 51 år gammel.
John Brandström er kendt i frikirkedanmark som en inspirerende forkynder på en del seminarer og sommerstævner. Først i 1990erne var han med i inderkredsen i den svenske trosbevægelse, med i ledelsen af Livets Ord i Uppsala og senere grundlægger af Göteborgs Bibelcenter, som han dog lukkede efter nogle år.
– Jeg havde en drøm om en folkevækkelse, så da trosbevægelsen brød frem, gik jeg med, fortalte han undertegnede i bladet DAWNrapport i december 1998. Men menigheden fik efterhånden en slags identitetskrise, som han udtrykte det.
– Nogle følte sig stærkt forbundet med trosbevægelsen, mens andre fulgte med mig i en mere blød linie. Der var systemfejl i menigheden, og derfor måtte harddisken slettes, fortalte han og besluttede at nedlægge menigheden, efter at en gæld på over én mio. svenske kroner var tilbagebetalt.
Derefter fulgte en lang periode med bedemøder i forsamlingshuset på øen Rörö udenfor Göteborg, hvor Brandströmfamilien boede. Flere hundrede samledes til bøn, og en husmenighed opstod, alt imens John Brandström rejste som taler ved stævner over hele Skandinavien.
Han blev senere ansat på kvart tid i øens pinsekirke og for ca. et år siden ansat som pastor for pinsekirken Citykyrkan i Stockholm.
Brandström var dog hårdt ramt af kræft i lunger og lever, samt i lymfekirtler og knogler. Allerede i sommer døjede han med store smerter, som ved nærmere undersøgelse viste sig at være forårsaget af cancer.
John Brandström vil herhjemme især blive husket for sin profetiske tjeneste, båder som opmuntrer og med særdeles præcise profetier over menneskers liv. Han var heller ikke bange for at tale imod den gængse opfattelse blandt kirkeledere. En smagsprøve kommer her fra et interview i sommeren 2001 med Anette Nilsson på bladet Ny Vision:
– Jeg tror, vækkelsen kommer via hjemmene. Desværre kapper mange sine relationer når de bliver frelst og tager på bibelskole. Jeg tror, vi gør en fejl, hvis vi har så mange aktiviteter og konferencer, som menighedsmedlemmerne skal være med til, at de ikke har tid til at skabe relationer med naboer… Vi skal være ude blandt folk, på alle områder i samfundet. Vi skal betone hjemmelivet og træne hver troende til at undervise andre og lade vores barbeque være en gudstjeneste!
John Brandström efterlader sig hustruen Lena og fem børn.
På sitet www.brandstrom.se takker Lena alle som har bedt og på denne måde båret familien.
– Vi har aldrig vågnet bange, men hele tiden følt tryghed og fred, skriver hun.