Et juleeventyr af Dina Andersen, 14 år
Æseløres uforglemmelige oplevelse
Hvad der skete i den ydmyge stald kom til at forandre muldyrets liv for altidStalden var mørk som altid.
Koen, som stadig gav mælk, stod og tyggede drøv. Den pralede, nu som altid, med dens værdi hos menneskene. Den påstod hårdnakket, at dens mælk var kostbar og uundværlig for de tobenede væsner.
Men Æseløre vidste bedre. Han var som muldyr højt hævet over den slags dårskab. Koen var et nul. Menneskene kunne vel drikke vand som alle andre.
Og fårene, som stod i hjørnet, var dumme. De havde ingen hjerne, kunne kun bræge og glo ud i luften. De fattede ikke, at de blev udnyttet. Menneskene slagtede dem, tog deres uld og spiste dem bagefter.
Meningsløst.
Nej, der var nu ingen skabning som Æseløre. Han havde en hjerne at tænke med. Vidste at to plus to var tre. Uden ham var menneskene fortabte. Hvis ikke muldyret gik med, kom de ingen vegne. Han var stærk nok til at bære al bagagen, robust nok til at udholde alt vejr og stædig nok til at forsinke dem flere timer.
Han var i sandhed menneskene overlegen.
Sulten var begyndt at gnave, og han skrydede i protest. Straks fløj døren op, og lyset strømmede ind, så selv Æseløre måtte knibe øjnene sammen. En ung pige kom syngende ind i stalden. I favnen havde hun foderposen. Koen begyndte at brøle, og fårene forsøgte at kravle over stakittet af iver. Det rødbrune muldyr skulede med foragt over på dem. Han skulle da have sin portion først.
Men der tog han fejl. Smånynnende gik det tobenede hunkønsvæsen rundt til alle de lavere individer, før hun kom hen til ham. Æseløre var rasende. Kendte hun ikke til hakkeordnen? Kunne hun da ikke se, at han var det øverste led i fødekæden? Tilsyneladende ikke, men han skulle nok gøre det klart for hende. Han lagde vredt de lange ører helt tilbage og snappede efter hendes hånd, da hun ville hælde maden op til ham.
Uha
Hr. Muldyr er nok arrig i dag, sagde hun spøgende og klappede ham på halsen, da han begravede hovedet i krybben.
Æseløre faldt lidt til ro. Halsmassage var altid en luksus. Han spidsede ører, da hun med sin klokkeklare stemme begyndte at fortælle ham, hvad der var hændt.
Det var noget med et hvidt væsen, kaldet en engel. Den havde sagt, at hun skulle have et barn, og at menneskebarnet skulle være konge. Jesus, skulle han hedde.
Æseløre blev enig med sig selv om, at hun havde drømt. Så vidt han vidste, var hun da ikke blevet gift, men så længe hun blev ved med at massere ham, skulle hun endelig blive ved at fable. Han kunne godt lade som om, at han hørte efter.
Menneskenes leder, kejser Augustus, ville holde en folketælling. Æseløre var allerede ved at blive negativ bare ved tanken. Det ville betyde en 100 km. lang ridetur, op og ned i bjergene til Betlehem med et menneske på ryggen. De kunne tro nej. Ikke med ham som trækdyr.
Men jo, de måtte af sted, og Æseløre måtte med.
Den unge pige, Maria, drog af sted med hendes forlovede, Josef. Hun har godt nok taget på, tænkte Æseløre for sig selv, da Maria blev hjulpet op på hans ryg. Hun vejede godt til, men der var selvfølgelig ikke noget, han ikke kunne klare.
Og afsted kom de. Op og ned, tidligt og sent i flere dage. Endelig kunne de se lysene fra Betlehem. Det var også på tide, tænkte Æseløre og skulede til Marias ben, som kom dinglende forbi hans øje. Hun sad da også så besværligt som muligt. Og det værste var hendes brokkerier. Enten gik det for stærkt, eller også gik det for langsomt. Så bumpede det for meget, eller var for varmt.
Æseløre glædede sig til at få et godt muldyrshotel med varme halmmadrasser, femstjernet mad og god betjening. Det var noget at se frem til.
Da de kom til byen, var der overfyldt i gaderne.
Hey, se dig for! skrydede han, da et laverestående individ, med ulden pels og jord i hovedet, møvede ind foran ham.
Josef skyndte sig ind på et herberg, men kom hurtigt ud igen. Han mumlede noget, som affødte et dybt suk fra Maria. De måtte videre til næste herberg og prøve igen. Men også her var der optaget. De blev dog henvist til en gammel og muggen stald. Ikke just et femstjernet hotel, konstaterede Æseløre skuffet. Han måtte tage til takke med en lille krog blandt nogle køer og et enkelt lille får, som tilsyneladende havde brækket benet.
Josef ryddede en lille krog og fik anbragt sin forlovede i halmen. Hun begyndte at stønne voldsomt, og Josef så bekymret på hende. Æseløre lagde sig til at sove. Nu måtte de altså klare sig selv.
Da Æseløre vågnede senere ud på natten, lå Maria og kiggede over kanten på et stentrug. Der lå tilsyneladende et eller andet nede i en bylt af tøj.
Køerne stod på afstand og så ned i krybben. De sagde ingenting, stod bare fuldstændig stille og kiggede ned. Det var dog utroligt, tænkte Æseløre og besluttede at undersøge sagen nærmere. Han strakte hals, men stødte hovedet ind i et eller andet. Han trak sig forskrækket tilbage. Der var intet at se, så han prøvede igen, selvfølgelig lidt mere forsigtigt. Men igen stødte muldyret ind i en usynlig mur.
Hvad var dette for noget? Hvorfor kunne han ikke komme nærmere og se noget, når de tåbelige køer kunne stå og stirre uforstyrret?
Hvad var det for en mur, han stødte ind i? Han forsøgte at skryde, men der kom ingen lyd ud. Var han mon blevet døv. En stilhed lå over stedet, og han blev næsten helt bange.
Frygt ikke, sagde det lille lam.
Han skulede til det. Jeg er ikke bange for noget! svarede han vredt.
Hvorfor trækker du dig så tilbage fra krybben? spurgte det lille lam nysgerrigt og hoppede på sine lange tynde ben nærmere.
Jeg kan ikke komme nærmere, snerrede Æseløre, og lammet trak sig lidt væk.
Det kunne jeg da godt. Se! Mit ben er ikke brækket længere. Det blev raskt, da jeg kom hen til det lille barn i krybben, sagde lammet, og demonstrerede det ved at hoppe rundt. Æseløre var ved at tabe både næsebor og mule af forbavselse. Lå der et barn i krybben? Det måtte være Marias lille søn, ham der skulle være konge.
Så var det altså sandt. Han havde været mindst lige så tåbelig som alle de andre dyr, da han ikke troede på det, englen havde sagt til Maria.
Du kan ikke komme tættere på, så længe du er så stolt, tilføjede det lille hvide lam.
Det var måske rigtigt nok, at han var stolt, indrømmede Æseløre. Han havde for høje tanker om sig selv. I virkeligheden var han vel ikke mere værd end det lille lam foran ham. Pludselig kunne han se det lille barn i krybben, og hans hjerte blev fyldt med ømhed. Hvor havde han været dum!
Men fra den dag skulle det være forbi med det stædige, stolte væsen. Fra nu af ville han kendes som det ydmyge muldyr.
