Carl Skovgaard-Petersen
I er verdens lys

Egentlig er det Jesus, der er det. Thi klart og dristigt sagde han om sig selv: „Jeg er Verdens lys,” (Johs. 8,12). Han er det; og vi er det kun i samme forhold, som han vinder sin skikkelse i os.
Verdens Lys? Hvad kan vel Lyset?
Det kan lyse for folk, så de ser, hvor vejen går. Den faldne verden kender ikke vejen til Gud. Som Kristi disciple skal vi lyse for den, så himmelvejen bliver åbenbar.
Men lyset kan mere end gøre vejen åbenbar. Lyset lokker spirerne frem. Det lys, der kommer fra ham, som selv er verdens lys, kan bringe alle levende spirer i et faldent menneskehjerte i vækst.
Som Verdens Lys er vi altså kaldet til, ved Jesu evangeliums kraft, at hjælpe de lønlige, gudbilledlige Spirer i den faldne menneskehed, til udfoldelse og vækst. Det er kaldet.

Men skal lyset skinne og udrette sin gerning, må det ikke skjules. Kræver billedet „jordens salt“, at vi skal i berøring med det jordiske, så kræver billedet „verdens lys,“ at vi ikke gør en hemmelighed af vor tro. Lyset er ikke lys, hvis det ikke lyser. Den åbne bekendelse er en livets nødvendighed for selve troslivet. „Den stad, som ligger på et højt bjerg, kan ikke skjules«. Den åbne bekendelse er en nødvendighed, for at lyset kan gøre sin gerning.
Men hvad er så den åbne bekendelse? Den åbne bekendelse er ikke det samme som det mundtlige vidnesbyrd. Også et sådant skylder vi Gud og verden. Vi skal altid være rede til at aflægge regnskab for vor kristne tro. Og Gud give os, i den belejlige stund, at kunne gøre det med kærlighedens takt og med personlig redelighed, så vi både undgår det forcerede, der tager stærkere toner, end sandhed er, og det sure og bitre, der mere stikker end lyser.

Men selv i bedste fald er den åbne bekendelse noget bredere end det lejlighedsvise vidnesbyrd. Den bekendelse, det her drejer sig om, er først og fremmest en bekendelse i gode gerninger, — ikke i ord, men i liv og vandel. Det er den bekendelse, der koster noget; det er også den, der vejer noget.
Lys bliver de „gode gerninger” først, når de gøres i en sådan Ånd, at Faderen i Himlen får æren. De gode gerninger må derfor være så prægede af ydmyghedens selvforståelse og af taknemmelighed mod frelsens Gud, at de uvilkårlig viser bort fra den, der øver dem, hen til Gud som deres sidste kilde.
Hvor de gode gerninger mangler, bliver bekendelsen ordskvalder; og så falder man ind under den dom, at man siger: „Herre, Herre“, men ikke gør Faderens vilje, som er i Himlen. Men hvor det ydmyghedens præg mangler, som peger bort fra en selv hen til den levende Gud, dér bliver de gode gerninger farisæisme; og så falder man ind under den dom, at man øver sin retfærdighed for at æres af mennesker og ikke for Guds ansigt.

Carl Skovgaard-Petersen (1866-1955) var forstander for Dansk Bibelskole, nu Religionspædagogisk Center, leder af Kolonien Filadelfia og domprovst i Roskilde. I en årrække var han formand for Det Danske Bibelselskab og medvirkede selv i oversættelse af Bibelen.
Med sit konservative bibelsyn virkede Carl Skovgaard-Petersen som bibelfortolker og forkynder i hele Danmark.
Carl Skovgaard-Petersen havde et omfattende forfatterskab med opbyggelige kristne bøger og om kirkelig kunst.
Artiklen her er fra bogen Jesu bjergprædiken udgivet af O. Lohse, 1936.