Jerikorosen

Maria vågnede med et sæt. Josef havde vækket hende, og hans ansigt var alvorligt.Eventyr af Gert Grube

„Jeg har drømt noget i nat,“ sagde han. „En engel sagde tydeligt, at vi skulle flygte til Egypten. Senere vil vi få mere at vide.“
Maria var chokeret. Skulle hun igennem flere mareridt? Som om mistænkeliggørelsen omkring undfangelsen ikke var nok. For slet ikke at tale om stalden hun var nødt til at føde i. Og nu på flugt! helt til Egypten.


Men pludselig faldt hun til ro. Hun kiggede på barnet og var overbevist om, at barnets engel ville beskytte dem på den farefulde færd, for der var knyttet store løfter til barnet. Hun huskede de tre gaver fra vismændene: Guld, røgelse og myrra. De måtte hver symbolisere noget godt. Hun havde tænkt over gaverne og forstod, at guldet måtte betyde, at drengen skulle være en konge som David,- røgelsen måtte betyde, at han skulle være en præst som Melkisedek og myrraen, at han skulle være en profet som Moses. Hun syntes dog, der manglede noget, men slog det hen. Det var nok også bare en mors ærgerrighed.
„Maria!“ sagde Josef. „Står du nu igen og drømmer? Vi må af sted. Jeg tager vismæn- denes gaver med, så må du finde vores mad og tøj.“
De samlede tingene sammen og lagde alt i æslets saddeltaske. Maria satte sig op på æslet med drengen. Hendes frygt var fuldstændig forsvundet. Hun så på barnet og tænkte, at Gud ville omslutte dem med kærlighed og tryghed. Men frygten kom hurtigt tilbage, da de kom til den store ørken, som de skulle igennem. Der var ørken lige så langt øjet rakte.
Hvordan skulle de klare det? Flugten og frygten fyldte hendes sind, ja, hun nærmest klamrede sig til frygten. „Nej, det er for meget“, tænkte hun, „igennem en gold ørken med mand og barn.“ Hun trak barnet tæt ind til sig for at beskytte det.
De rejste hele dagen gennem ørkenen, og ved aftenstid nåede de en klippehule, hvor de ville overnatte. Den lignede stalden fra Betlehem. Men de blev overrasket, for den var allerede beboet. Efter lidt snak frem og tilbage med beboerne blev de inviteret indenfor. En mand førte hånden hen mod drengen og spurgte forundret: „Hvordan tør I tage drengen med ud i ørkenen? Der er så mange farer herude.“
Josef svarede: „En engel har befalet os at flygte til Egypten, men vi vil blive beskyttet undervejs, for Gud har planer for med drengen. Ved fødslen skete der noget mærkeligt. Drengen modtog tre vidunderlige gaver: Guld, røgelse og myrra. Så jeg tror, at han vil dele gaver ud til mennesker, fordi han selv har modtaget gaver.“ Den fremmede blev meget opmærksom og kiggede på drengen. „Jeg vil også give en gave til drengen“, sagde manden ivrigt og rakte bagud efter en tot vissent græs.
„Det er Jerikos rose. Ja, navnet har den fået efter byen Jeriko, der ligger som en oase midt i en stenørken. Jeriko er frugtbar og giver liv til mange.
Jeg er selv opvokset i byen, og dér går det rygte i forbindelse med rosen, at giver man den som gave til et drengebarn i ørkenen, kan man være sikker på, at drengen har de samme egenskaber som rosen“. Og så fortalte manden om rosens fantastiske egenskaber. Hvordan der kom liv i den ved den mindste fugtighed, og at den aldrig kunne dø. Jord behøvede den heller ikke.
Maria syntes, det lød mærkeligt. Og gaven – det var jo ingenting. Den så så lurvet og værdiløs ud. Men pludselig kom hun til at tænke på plantens egenskaber, som var så livsbekræftende. Aldrig dø; og give liv fra sig! Det var det, hun syntes, de tre andre gaver manglede. Hendes dreng skulle give liv til alle, der med bønnetårer og glædestårer knælede for ham.
Hun kiggede på Jerikorosen. Nu forstod hun, at hendes søn skulle se det oversete, – det andre gik forbi. Han skulle være rosen, som folk ville drages imod. Han skulle aldrig dø, men bringe evigheden ind i tiden. Rosen måtte nok betyde, at han var Guds søn. Nu så hun det for sig: Hendes dreng var både konge, præst, profet og Guds søn.
Maria tog imod gaven og så sig omkring i huleboernes hus. En lille pige, der var syg, lå mat i sit sengehjørne. Pludselig så Maria, at tøjbylten bevægede sig. Dernæst så hun ansigtet og til sidst den lille menneskekrop, som rejste sig.
„Jeg har det godt, far!“ udbrød pigen glad. „Jeg fik sådan en varm følelse i min krop, da du gav Jerikorosen til de fremmede.“ Manden knælede grædende og sagde: „Nu ser jeg, at min datter vil blive rask.
Ligesom vand bringer liv i Jerikorosen, vil bønnetårer og glædestårer få drengebarnet til at give liv til dem, der trænger.“ Maria takkede for gaven og kunne nu se, at hendes dreng skulle være alt for alle. Fire gaver kunne også kun betyde, at hans gaver skulle nå ud til alle fire verdenshjørner og gælde alle fire årstider.
Hun velsignede rosen, idet hun sagde: „Du Jerikorose, du skal overalt i verden bringe bud om min søn, der aldrig kan dø, og på hans fødselsdag skal man tage dig frem og glædes ved dit livs mirakel, børnene skal glæde sig og de voksne skal undre sig – og du fremmede, føjede hun til: Fordi du blev tilskyndet til at give min søn en gave, skal du opleve nådelønnen ved at give. Det er den velsignelse, som altid følger med, når man giver gaver til Guds udvalgte, ja, du har allerede mødt den; se på din datter!“ Manden smilede og omfavnede sin datter.
Næste morgen tog de rejsende afsked med de fremmede og anbragte Jerikorosen i saddeltasken ved siden af guldet, røgelsen og myrraen.
En stjerne viste sig på himlen og ledte de tre skikkelser og æslet videre gennem ørkenen til Egypten.

Fakta om Jerikorosen

En besynderlig plante, som er et af naturens undere.
Den ligner kun en tot vissent græs, men lægges den i vand, bliver den grøn og folder sig ud.
Fjernes den fra vandet, vil den efter kort tid indtørre og igen ligne en livløs knold.
Jerikorosen kan aldrig dø.
Selv om den ligger gemt væk i en kommodeskuffe gennem flere år, kan den „vækkes til live“ med lidt vand.
Sådan kan underet gentages igen og igen.
I nogle lande er det almindeligt at lade den gå i arv fra slægt til slægt og ved juletid lade den folde sig ud til glæde for børn og voksne.