Jul i CYBERSPACE – eller en gammel fortælling i en ny form

Fortællingen om Jesu fødsel er en meget gammel fortælling. Så gammel er den, at det næsten ikke er til at forstå, at nogen stadig hører noget i den i dag. For i vore moderne tider er der vel andre og mere effektive måder at forbedre verden på end den måde, Gud valgte, da han lod Jesus blive født i en stald i Betlehem. Eller er der?

Gad egentligt vide, hvordan det ville gå for sig, hvis det skulle ske i dag?
Lad os gøre et tankeeksperimentet:

Af Michael Rønne Rasmussen, sognepræst i Jersie, og Kr. Skensved, Greve


Forestil jer Gud den almægtige, himmelens og jordens skaber, siddende bag sin supercomputer – den største, der nogensinde har eksisteret. Over en mia. MB RAM og en harddisk på 1000 mia. MB. Skærmen fylder en hel væg i det himmelske palads. Tastaturet indeholder mere end 3000 knapper – de fleste af dem en genvejstaster til de automatiske funktioner, Gud efterhånden har kodet ind i maskinen.
Dér sidder Gud nu og arbejder på den seneste udgave af spillet “Adam og Eva“ – den hedder nu version 2003,12 og indeholder næsten 6 mia. personer.

Animeret 3D-grafik

Den første udgave er allerede mange år gammel, men allerede da arbejdede Gud hjemmevant med animeret 3D-grafik.
Selve spillets idé var imidlertid meget enkelt med blot en mand og en kvinde, som måtte spise frugt af en masse træer i en have, men ikke røre frugten af det træ, som Gud kaldte “kundskabens træ“.
Hvis I kender det spil, som hedder “minestryger“, er det lidt på samme måde.
De senere udgaver blev dog gradvist mere avancerede og endte som en blanding af Sims, im Park og Civilization III. Grundidéen var dog den samme.
Problemet med netop kundskabens træ var, at hvis menneskene spiste af det, ville de som andre nørder straks begynde at blande sig i programmeringen af spillet, og det havde de slet ikke PC-kørekort til!
Det næste problem var, at uanset hvor mange millioner træer Gud satte i haven, så gik der aldrig lang tid, før Adam og Eva stod foran det forbudte træ – og så snart de spiste af det, måtte de dø! Det var ikke særligt sjovt, hverken for dem eller for Gud.

Flere valgmuligheder
– og skærm-fri

Derfor gik Gud i gang med at udvikle spillet. For det første fik Adam og Eva flere og flere muligheder at vælge imellem i Haven.
For det andet blev haven omkring dem stadigt mere varieret – flere dyr og planter. For det tredje fik de fri vilje til at handle på egen hånd. Men uanset hvad Gud gjorde, så gik det på samme måde hver gang. Menneskene gjorde altid det, de ikke måtte – og døde.
Spillet var altså tilsyneladende en fiasko, men Gud ville alligevel ikke give helt op. For egentligt havde Gud jo håbet på, at Adam og Eva med tiden ville blive til nogen, han kunne dele noget af sin tid med – tale med og være sammen med. Ja, en dag gik Gud endog så langt, at han afskaffede skærmen mellem dem, sådan at menneskene og han teoretisk set kunne mødes ansigt til ansigt. “Virkeligheden“, kaldte han det. Men hver gang Gud opsøgte Adam og Eva “i virkeligheden“, havde de travlt med et eller andet. Ja, det var, som om der blev ved med at være noget, der adskilte dem. Nu ikke længere i den ydre virkelighed, men i menneskets sind og tanke.

En ondartet virus

Gud prøvede også overfor sig selv at forklare det på en anden måde, nemlig at det var, som om der på et tidligt tidspunkt var kommet en ondartet virus ind i den nye virkelighed, som han havde skabt – en virus, som gjorde menneskene blinde og døve overfor det, han havde tænkt sig med dem.
Første gang, det gik galt, var allerede, da programmet endnu var helt nyt, men sådan går det jo som regel med Beta-versioner af nye programmer.

Ver. 1.4 – Outsite

I version 1,4 havde Gud sat Adam og Eva udenfor Haven og ind i en meget svær bane, hvor de hele tiden skulle kæmpe for føden og risikerede at dø.
Som modforholdsregel for døden havde han dog givet dem evnen til at få børn, som ville leve videre, når de selv døde. Så slap Gud nemlig for at starte programmet helt forfra, hvis de døde.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



„Die Hard“

Men en dag indtraf der en katastrofe. Adam og Evas to drenge, Kain og Abel, blev uvenner.
Det vil sige, først blev Kain bare misundelig på Abel, men alligevel gik det galt. Kain blev så vred, at han greb det nærmeste, han kunne få øje på og slog Abel i hovedet. Abel faldt om, begyndte at bløde og holdt til sidst op med at trække vejret. Kain var blevet morder. Ja, han myrdede oven i købet sin bror. Men det var kun begyndelsen.

Ver. 1,6 – backup Noah

Den ondartede virus muterede og udviklede sig. Så slemt blev det i version 1,6, at Gud besluttede sig for at slette hele harddisken. Hele spillet og alt, hvad han havde udviklet, ville han ødelægge og starte forfra.
Det vil sige – der var lige en enkelt mand og hans familie, nemlig Noah, som Gud nok troede kunne reddes.
Og så et par af hver dyre- og fugleart, så han ikke glemte, hvordan havde han båret sig ad med at lave den allerførste verden. Dem gemte han på et backup-bånd, mens han slettede alt andet.
Gud startede med andre ord næsten helt forfra, men lige meget hjalp det. Den ondartede virus var ikke til at slippe af med, og derfor valgte Gud til sidst bare at lade den være.

Hjælpeprogrammer

I stedet søgte han at indarbejde forskellige former for hjælpeprogrammer. F.eks. udviklede han et særligt hjælpeprogram kaldet “Angelus“ – det betyder engel.
På det intergalaxiske net kunne mennesker altid hente hjælp. Ved at taste adressen “www.angelus (dot) kom“ kunne menneskene tilkalde hjælp i svære situationer.
Et andet hjælpeprogram byggede på den samme teknik som E-mails, idet man via adressen: bønner@Gud.himmelen kunne sende sine tanker direkte til Gud.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Chat-room

En tredje mulighed byggede på, at man var flere mennesker, der i et slags chat-room sammen vendte sig mod Gud – det kaldtes gudstjeneste og var i starten meget populært, men med tiden syntes de fleste, det var lettere at gå den direkte vej med bønne-mails.
Til gengæld blev mennesker ganske langsomt ensomme, når de ikke længere delte deres inderste længsler og håb med andre mennesker.
Ja, og jo længere tid der gik på den måde, des længere blev der også mellem, at de henvendte sig til Gud – og til sidst glemte man ganske enkelt adresserne.

Systemfejl?

Det korte af det lange af denne fortælling er imidlertid, at intet rigtig hjalp, og alt blev bare værre og værre. Det blev aldrig sådan, som Gud havde tænkt sig fra begyndelsen.
Den onde virus brød altid ind og ødelagde alt – afstanden vedblev at være til stede. Menneskene forblev fremmede overfor Gud og Gud kunne ikke selv rigtigt nå dem. Hvad skulle han så gøre?

“I Love You“

Gud tænkte og tænkte – han tog sig god tid, et par årtusinder eller deromkring. Men så en dag råbte han så højt, at jorden skælvede og himmelen dirrede: Jeg har det! Alle engle stivnede og troede, at Vor Herre var blevet helt skør – og det var han måske også. Hvad Gud tænkte var, at hvis ondt ikke kunne fordrives med ondt og dermed udryddes, så kunne han måske prøve med det gode i stedet. Så Gud skabte den godartede virus “I Love You“.
Den virus ville han så sætte ind i verden, og den var så viseligt indrettet, at når et menneske blev ramt af den, gik den lige til hjertet, hvor den delte sig, og derfra blev sendt videre til alle de mennesker, personen var i kontakt med.
Hvis planen lykkedes, ville Guds kærlighedsvirus på få årtusinder kunne være spredt til alle mennesker. Og når de så opdagede, at virussen kom fra Gud, ville de ikke længere vende sig bort fra ham, men i stedet takke ham for alt det gode, som var kommet ud af hans udviklingsarbejde.

Messenger

Et problem optog dog Gud længe. Hvem skulle overbringe denne virus til menneskers virkelighed – og hvordan? Engle kunne det ikke rigtigt være, for de krævede en særlig åbenhed og sans for at blive set, men måske de godt kunne bruges i selve forberedelsesfasen.
Så var der hans egen Søn. Men hvordan ville mennesker modtage en Gudesøn? Ville de overhovedet kunne tale sammen? Havde de noget til fælles? For det skal man nu engang have, hvis det skal ende med gensidig kærlighed.
Til sidst tog Gud en rask beslutning og satte alt på ét bræt: Han besluttede sig for at lade sin søn blive menneske – et ganske almindeligt menneske. Ja, måske endog et lidt for almindeligt menneske har mange siden tænkt.
Gud lod ham blive født af en ung jødisk pige, Maria, og fik tømmeren Josef til at tage sig af både hende og drengen. Det skete i Betlehem, i Israels land. Det skete for 2000 år siden. Og det skete i virkeligheden! I vores virkelighed.
Gud sendte sin søn til vores verden med en godartet kærlighedsvirus. En virus, som stadig er aktiv – også i dag – og som især florerer her i juletiden. Glædelig jul!


Artiklen fortsætter efter annoncen: