– Ægteskabet er under pres

Niels Jørn Fogh skriver om, hvordan han forholder
sig til vielse af fraskilte og til gengifte i menighedenNår man søger præsteembede i folkekirken, skal man til samtale med menighedsrådet. Under en sådan samtale bliver ansøgeren næsten altid spurgt: ”Hvordan forholder du dig til vielse af fraskilte?” Jeg er en folkekirkepræst, der siger nej til vielse af fraskilte. Men jeg har ikke betalt en høj pris for mit standpunkt. Jeg skulle afløse en præst, som havde samme syn som mig. Ham havde man oplevet som en god præst. Hvilket kom mig til gode.
Men jeg ved om andre, som er blevet vraget, fordi de i ansættelsessamtalen fastholdt et nej til vielse af fraskilte. Hvorfor i alverden fastholde et upopulært, ufolkeligt og måske også ubarmhjertigt nej?

Jeg har været præst i 15½ år. Undervejs har jeg flere gange taget mit nej til vielse af fraskilte op til overvejelse. Det har jeg især gjort i forbindelse med nogle komplicerede sager, jeg er blevet præsenteret for. Sager hvor meget talte for gengifte!
Jeg holder dog stadig fast ved mit oprindelige udgangspunkt. Alligevel kan jeg indimellem høre Jesus sige: „Du lægger tunge byrder på menneskers skuldre“. (Matt. 23,4) „Gennem din praksis har du været med til at vise trætte og bebyrdede væk fra mig!“
Men hvis jeg ændrede praksis, kan jeg høre Jesus sige: „Hvorfor svigtede du dem, der kæmper for at få deres ægteskab til at fungere?” Nej, alt er ikke løst, når man har fået et embede.

Det kan virke uretfærdigt, at et menighedsråd tillægger netop det spørgsmål stor betydning. Hvorfor spørger de ikke mere selvfølgeligt om ansøgerens tro på Jesu legemlige opstandelse fra de døde?
Men det er nu meget relevant, at der spørges til ansøgerens syn på ægteskab og skilsmisse. Bibelen taler nemlig meget om det.
Allerede i 1. Mos. 2,24 før syndefaldet indstifter Gud ægteskabet.
Ægteskabet hører altså til i Paradis. Sådan er det ganske vist ikke alle, der oplever det. Men det er ikke ægteskabets, men vores skyld. Ægteskabet er altså en skabelsesordning; noget helt fundamentalt for vores liv og samfund.

Engang spurgte farisæerne Jesus: ”Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?” Det spørgsmål var man meget optaget af på Jesu tid.
Der var to holdninger. „Strammerne” mente, at en mand kun måtte skille sig fra sin hustru, hvis hun havde været utro. „Slapperne” påstod, at det var grund nok, hvis hun var en dårlig kok.
Begge grupper var dog enige om, at en lovformelig skilsmisse gav ret til at indgå nyt ægteskab.
Nogle præster er overbeviste om, at Jesus tager „strammernes” parti. De mener, at Jesus giver tilladelse til skilsmisse og gengifte, hvis en af ægtefællerne har været utro.
Derfor er de parate til at foretage en vielse af ”den uskyldige part”. Det vil sige ham eller hende, hvis ægtefælle har været utro.
Jeg kan godt se „det retfærdige” i argumentet. Problemet er blot, at Jesus ikke bare giver „strammerne” ret. Han vælger en anden vej! Han skærer igennem farisæernes diskussioner og siger: „Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ”Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød?” Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille!”
Disse ord af Jesus er fundamentale for min forståelse af ægteskabet. Når en mand og en kvinde siger JA til at elske og ære hinanden, handler Gud! Gud sammenføjer dem! Gud gør dem uadskillige.
Baggrunden for Jesu ord er pagtstanken. I GT fremhæves Guds pagt med Israels folk. Ofte beskrives Guds pagt med sit folk i ægteskabstermer.
Et enkelt eksempel fra Ez. 16, hvor Jerusalems utroskab beskrives. Men Gud står ved sin pagt. Han går ikke ud og finder en ny „ægtefælle”, fordi Jerusalem er utro. Og på sigt vil Guds kærlighed sejre over Jerusalems utroskab.
På samme måde er det at indgå ægteskab. Gennem ægteskabsløftet binder jeg mig til min ægtefælle. Utroskab giver ikke mulighed for nyt ægteskab. Det ægteskabelige samliv ophører måske, fordi den utro bliver ved med at være utro. Men ægteskabspagten står ved magt!

Hvordan reagerer disciplene på Jesu ord? Hvis de forstod Jesus sådan, at han gav tilladelse til nyt ægteskab i tilfælde af utroskab, ville de vel blot tage det til efterretning!? Men de blev chokerede!
Disciplene forstod Jesus på samme måde, som vi læser i Luk 16,18: „Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud”.
Her er der ikke tale om undtagelser! Ordet enhver udelukker enhver mulighed for nyt ægteskab!
Paulus siger det samme i 1. Kor. 7,39: „En kvinde er bundet, så længe hendes mand lever; men dør manden, er hun fri til at gifte sig”.
Utroskab åbner muligheden for skilsmisse, men ikke for indgåelse af nyt ægteskab.
Ovennævnte tekster kræver naturligvis en grundigere udlægning, end der er plads til i en kronik. Men det er min forståelse af Jesu ord om ægteskabet, der er årsagen til, at jeg siger nej til vielse af fraskilte. Bibelen giver ikke kirken noget mandat til at tage ansvaret for indgåelse af et nyt ægteskab.

Jeg siger også nej til vielse af fraskilte, fordi jeg er bange for at nedbryde den beskyttende mur, Jesus har rejst omkring ægteskabet. For den mur har vi alle brug for!
Tony Campolo skriver følgende: „Personligt tror jeg, at de fleste gifte par uundgåeligt kommer til et tidspunkt, hvor de undrer sig over, hvorfor de i det hele taget blev gift.
Der kommer den her morgen, hvor manden vågner og ser på sin kone, mens hun sover. Hun sover med halvåben mund. Han spørger: „Hvordan kom jeg ind i dette?“ „Er jeg virkelig bundet til hende resten af mit liv?“
Jeg tror, at det, der bliver besluttet i dette første desillusionerede øjeblik, kommer til at afgøre, om ægteskabet består eller går til grunde; om det bliver lykkeligt eller ulykkeligt.
Vores umiddelbare reaktion er flugt, når vi møder noget ubehageligt. Derfor er det bare så vigtigt, at kirken bygger en solid mur rundt om ægteskabet. Og jeg er altså så forfængelig at tro, at et nej til vielse af fraskilte kan være et par sten i denne beskyttende mur.

I vores menighed er der en del fraskilte. Nogle af dem har besluttet, at de aldrig vil giftes igen. Andre håber, at deres ægtefælle vil vende tilbage. Andre vil ikke udelukke, at de på et tidspunkt gifter sig igen.
Vi har også fraskilte, som har giftet sig igen. Men nogle af læserne spørger sikkert sig selv, hvordan jeg praktisk og følelsesmæssigt kan forholde mig til mennesker, som efter min mening har handlet imod Jesu ord. Jeg vil kort præsentere fem teser, som jeg forsøger at navigere efter.

1. tese. Et ansvarligt fællesskab med fraskilte i menigheden forudsætter klar tale om ægteskabet.
Vi skal i menighedens hverdag lægge hovedvægten på at tale positivt og bibelsk om ægteskabet. Vi kan blive så optaget af det berettigede hensyn til de fraskilte og gengifte i menigheden, at vi glemmer at tale bibelsk om ægteskabet. Det må ikke ske!

2. tese: En ansvarlig menighed ser de fraskiltes og gengiftes problemer i øjnene samtidig med, at der arbejdes målbevidst på at beskytte eksisterende ægteskaber.
Jeg glæder mig over, at fraskilte og gengifte kommer til tro på Jesus, finder ind i menigheden og påtager sig arbejdsopgaver. På den anden side skal vi ikke rose os af, at vi har en del fraskilte og gengifte i menigheden. Vi skal være klar over, at et afslappet syn på skilsmisse og gengifte kan få fatale konsekvenser.
Vejen til beskyttelse af menigheden hedder ikke udelukkelse og isolation af gengifte, men frimodig og positiv forkyndelse af Bibelens lære om ægteskab og skilsmisse. Jo flere der er i en menighed, som er fraskilte og gengifte, desto klarere skal vejledningen lyde.

3. tese: Vi må dele vores liv med hinanden i menighedens fællesskab.
Det er vigtigt med åbenhed omkring skilsmisse og gengifte. Men forståelsen kan kamme over. En fraskilt i vores menighed udtrykte det sådan: „Jeg bryder mig ikke om at blive ynket. Nogle gange har jeg næsten lyst til at sige: „Så slemt er det nu heller ikke!“ Måske kan vi næsten virke for bekymrede og omklamrende i bare iver efter at forstå!?
Spil med åbne kort. Gå til folk og spørg dem, hvordan de har det efter skilsmissen. Berøringsangst skaber altid flere problemer end det løser.

4.tese: Vi må tale realistisk om fraskiltes problemer.
Udfordringen ved at leve alene skal ikke bagataliseres. Men det er altså ikke kun én lang ørkenvandring at være alene. Har man det syn på livet som single, bliver det menneskeligt umuligt at fastholde et nej til vielse af fraskilte.
Der er også noget positivt ved livet som single. Jeg hører jer sige: „Du kan sagtens! Du har dit på det tørre!“

5. tese: Overvej fraskiltes og gengiftes muligheder for en tjeneste i menigheden.
Spørgsmålet om fraskiltes og gengiftes tjeneste i menigheden er vanskeligt. Nogle vil mene, at mit nej til vielse af fraskilte i praksis betyder, at fraskilte ikke kan beklæde tillidshverv i menigheden.
Kærlighed uden dømmekraft ender i sentimentalitet: ”Det er synd for ham, at han ikke længere kan tale! Bare fordi han fulgte sit hjerte og blev gift for anden gang!”
Indsigt uden kærlighed ender i hårdhed: „Da han giftede sig igen, sagde han for altid nej til at undervise i menigheden”.
Begge synspunkter er efter min mening forkerte. Et syndefald må få synlige konsekvenser. Hvis en forkynder forlader sin hustru, får det konsekvenser for hans tjeneste. Men skal denne markering opretholdes for altid?
Jeg tror ikke, at fraskilte og gengifte med ledernådegaver for altid skal nægtes adgang til at tjene med deres evner og nådegaver. Der må være mulighed for genoprettelse! Men det kræver kærlighed, indsigt og dømmekraft at afgøre hvornår og hvordan!

Ægteskabet er under pres. I den situation er det vigtigere end nogensinde i prædiken, vielsespraksis og sjælesorg frimodigt og følsomt at fremholde Bibelens ord om ægteskabet som Guds gode ordning. Der er ingen anden vej!
Jesus talte så radikalt om skilsmisse og gengifte, at hans disciple konkluderede, at så var det bedre ikke at gifte sig. Samtidig flokkedes syndere om ham. Synderinden skjulte sig ikke, da Jesus kom til byen, men kom frem fra sit skjul og kyssede hans fødder i en farisæers hus. Luk. 7,36 ff.
Hvordan kan vi fastholde Jesu ord om ægteskabet samtidig med, at syndere føler sig velkomne i vore fællesskaber? Det er udfordringen! ”Herre, forbarm dig over os.”