Venstre sidebanner eksempel

Alt forandret efter dødsulykke

Et splitsekund forandrede for altid Jakob Mølgaard. Det har påvirket hans tro, hans identitet og liv at være tæt på døden i en motorcykelulykkeFolk siger, han var heldig. Men han er ikke selv helt sikker. Der har været meget at kæmpe med siden ulykken. Denne ulykke kom til at forandre 24-årige Jakob Mølgaards liv for altid.

Jakob Mølgaard kom ud for en ulykke for halvandet år siden: „Hvis Han sidder deroppe, tror jeg ikke, at Han bare kan sender en ulykke ned over én, siger han.“

Jakobs familie var på besøg hos mosteren i Silkeborg, og det blev sent om aftenen, før de skulle tilbage til Århus. Jakob skulle køre hjem igen på motorcyklen. Han trak i tøjet, og mosteren gik med ud på gaden for at forklare ham vejen. Han startede motorcyklen og begyndte at køre.
Så kan Jakob ikke huske mere.

Gik i koma

Jakob Mølgaard har fået fortalt, at han d. 31.juni 2002 kørte ned ad gaden til et lyskryds. Det var tusmørke, og han kørte nok omkring 50 km/t. Her fortsatte han af en eller anden grund ligeud i svingbanen og ramte pælen med lyskurven.
Det første glimt, som Jakob igen husker, er hans familie, som står omkring hans seng på hospitalet. Det er tre uger efter ulykken. Så fortaber alt sig igen i glemslen. Ud af de tre uger lå han i koma i de seksten første dage på Kommunehospitalet i Århus. Herefter begynder han at kunne huske mere. Familien kan han huske, fordi de tit kom og også en af hans gode venner.
– Ham kan jeg også huske, for jeg var jo meget ked af det, der var sket. Jeg hang meget med hovedet, og han blev ved med at sige: „Kom nu, op med hovedet!“, siger Jakob.
Det var svært for Jakob at erkende, at ulykken faktisk var sket for ham.
– Det var ikke mig, det var sket for. Så slemt kunne det heller ikke være at vælte på sådan en motorcykel. Men det var det jo så, siger han.
Venstre arm kunne han ikke bruge, og han havde også fået en hjerneblødning. Blødningen har påvirket hans syn, koncentration og hukommelse.
Det tog tid, før det gik op for Jakob, hvor alvorligt det var.
– Jeg kan huske, at ude på hospitalet ville jeg bare væk og hjem. Så skulle jeg op på toilet og ville selv gå derud. Det kunne jeg ikke. Jeg væltede ud af sengen, og sygeplejerskerne kom. Da fandt jeg ud af, at der var et eller andet fuldstændigt galt.
Efter en måned blev han flyttet til Hammel Nervecenter, hvor han begyndte på genoptræningen. Den genoptræning har han først afsluttet nu, hvor det er halvandet år siden, han kørte galt.
Jakob har nu 25 pct. mindre muskelstyrke i venstre arm, og han ser ikke så skarpt på det højre øje. Han husker ikke så godt, og det kan være svært at koncentrere sig. Alligevel er det ikke de fysiske mén, som er de værste, men snarere de psykiske.

Hvor var Gud henne?

Jakob Mølgaard tænker tit på det, som skete, og det har også påvirket hans tro.
– Jeg tror ikke, der er nogen mening med en ulykke. Jeg er troende, og der er mange, som forholder sig til, at der er en mening med alt her i livet. Hvis Han sidder deroppe, så tror jeg ikke på, at Han bare kan sende en ulykke ned over én. Han er der måske, når ulykken sker, men jeg tror ikke, det er hans mening, eller det håber jeg da ikke, siger Jakob.
Jakob Mølgaard er efter ulykken begyndt at komme i en anden kirke end den, han førhen kom i. Han følte, at han havde forandret sig for meget til bare at komme tilbage til det samme fællesskab og de samme mennesker.
– Førhen hørte jeg altid på det, præsten sagde, og tog det for gode varer. Alt det med Guds kærlighed er blevet ti gange mere svært for mig. Hvor ligger Guds kærlighed og retfærdighed i det her?, siger Jakob.
– Jeg har haft svært ved at komme af med mine aggressioner over det, der er sket, men så er der altid én at skælde ud. På en eller anden måde, siger Jakob.
Han lægger dog vægt på, at han føler, at det går fremad for ham på mange områder. Også i forhold til troen på Gud.
Han er glad for at komme i den nye kirke, hvor han føler, at der er plads til ham.

Har ikke længere identitet i arbejdet

Det er ikke kun troen, der blev udfordret af ulykken, men også identiteten. Førhen arbejdede Jakob som automekaniker. Det kan han ikke længere, fordi han ikke kan bruge venstre arm fuldt ud. Han skal snart til jobtræning på et maskinværksted. Der skal han programmere maskiner.
– Det glæder jeg mig til. Også bare at føle, at man har lidt status igen. Jeg tror, det er meget generelt, at mænd lægger meget værdi i deres arbejde. Når man har et arbejde og kan lide det, så er man dét, siger Jakob.
Jakob har ikke så stor vennekreds, som han havde før. Han tror, at det også har noget med hans sociale status at gøre. Han var den, der altid var et skridt foran de andre. Allerede som 22-årig havde han en uddannelse, mens hans venner endnu ikke var begyndt på en.
– Så lige pludselig står jeg her og er det sted, hvor de var dengang. Lige pludselig skal man tilbage i graderne igen.
På den anden side føler han også, at han er blevet langt mere erfaren, og det adskiller ham fra de gamle venner.
– De er stadig mine venner, men nogle gange er det bare svært lige at følge dem i deres problemer. De kan nok også mærke, at de ikke kan følge mig i mine problemer, og det forstår jeg godt. Vi er jo forskellige steder i livet nu, siger han.
Det er nu ikke længere det, der fylder mest i Jakobs tanker. Han har i dag accepteret de ting, der er sket med ham. Han ser anderledes på mange ting.

Familien er vigtig

Hans forhold til familien er blevet stærkere, og han tænker mere på de ting, som er vigtige i livet. Han gider ikke længere hidse sig op over bagateller. Førhen tog han mange ting for givet, men ikke længere.
– Jeg tænkte bare på, at jeg havde arbejde, familie, kæreste og alt muligt. Så der var egentlig ikke noget, der kunne slå mig af pinden. Nu ved man ikke, hvad morgendagen bringer. Man ved heller ikke, hvad man er på vej til at kæmpe sig frem til, siger Jakob.
Han har altid haft nemt ved at køre i et højt gear, men nu kan man lettere snakke seriøst med ham. Førhen skulle der noget til.
– Jeg forstår nok bedre folk, der har det svært, end jeg gjorde før, siger Jakob Mølgaard.