Rapport
Kulturelle forudsætninger for Tyrkiets optagelse i EU
Rapport til artiklen Et kultursammenstød af dimensioner
Vi benytter os af en cirkulær argumentation, dvs. bevæger frem og tilbage mellem det uofficielle og officielle, specifikke og generelle, lag for lag i en nedadgående spiral for at søge i dybden til kulturens rødder. Hvert lag indeholder argumentation, dokumentation og kildeoplysninger.
Rent praktisk skrev vi først artiklen i kladdeform udfra forfatterens paratviden og en hurtig research. Derefter gik vi i gang med rapporten, hvor en grundigere research gav nye oplysninger hhv. blev fyldt på artiklen, rettede indholdet eller præciserede begreberne. I skriveprocessen kom nye ideer, behov for at søge på ny og dermed vende tilbage til rapporten.
Vi afgrænser begrebet kultur til medmenneskelig adfærd, og altså ikke hele området omkring kunst, hverken Tyrkiets mange kunst og kulturskatte eller landets overflod af udøvende kunstnere. Kultur defineres som et medmenneskeligt udtryk for frihed og ansvar, der bestemmes af individets værdier og overbevisning. Vi har valgt at fokusere på Tyrkiets islamiske kultur og koncentrere os mindre om EUs kristne kultur.
Vi har valgt at spejle artiklen i en baggrundsartikel i Berlingske Tidende d. 14. December 2002, umiddelbart efter topmødet i København d. 12.-13. december 2002. Vi har søgt på artikler i toneangivende dagblade i perioden omkring topmødet i formodning om, at det må være lige her interessen for Tyrkiets kulturelle baggrund ligger på sit højeste i befolkningen og altså en glimrende anledning for aviserne at formidle den nødvendige baggrundsviden. En søgning i Infomedia på Tyrkiet
Med nyhedsbuffeten in mente er artiklen dog kun en enarmet tyveknægt. Den meget sigende nyhed om Tyrkiets regeringsleder Recep Tayyip Erdogans åbenlyse vrede over EUs afvisning er naturligvis i toppen. Vrede kan skyldes legitim skuffelse, men Tyrkiet følte sig forurettede: De beskyldte det kristne EU for diskrimination af det muslimske Tyrkiet, skriver Ole Damkjær. Vi får ikke i analysen en uddybning af denne indignation, blot information om at Tyrkiet har en regering udelukkende bestående af medlemmer af det islamisk inspirerede AK parti (Partiet for Retfærdighed og Udvikling) og at dette parti holdes i kort snor af landets magtfulde militær. Men hvorfor kommer Erdogan med denne beskyldning om udemokratisk adfærd fra et EU, der ellers har tradition for demokrati? Hvorfor stiller kan kristendommen op mod islam. Og hvorfor gør han det med vrede, altså en ufornuftig følelse, der afspejler intolerance?
Til gengæld får vi konsekvens, altså den ene arm i nyhedsbuffeten, at skal et EU medlemskab komme indenfor rækkevidde skal der gennemføres reformer: Reformerne omfatter udover en styrket indsats mod tortur en ophævelse af alle restriktioner på ytringsfriheden ( ) godkende alle internationale traktater, de eneste nævnte reformer af betydning for religiøs tolerance, jfr. Erdogans påstand om diskrimination. Men den anden arm, perspektivet, mangler totalt eller er i bedste fald handicappet. Vi får at vide, at der skal et magtfuldt militær til at kontrollere den islamiske regering og at militæret allerede én gang – i 1997 – har fjernet en islamisk-baseret regering, vi får insinueret, at politikerne, der skulle være civiliserede, kan misbruge deres magt i religiøse anliggender, men intet perspektiv bagud: Hvad er det i religionen, der er så farligt; hvad er det i islam, der i modsætning til kristendommen kan true demokratiprocessen? Vi får heller ikke noget langsigtet perspektiv fremad, ud over ovennævnte reformer. Men ingen religiøse muligheder eller blokeringer for at de to kulturer kan leve sammen.
At spejle sig består ikke kun at nyde synet, men også at finde mangler i forsøg på at udbedre dem. Vi prøver at udfylde hullerne ved at stille skarpt på de kulturforskelle, der bunder i de to religioner. For det var det Erdogansk vrede beskyldning gik ud på.
Det islamiske Tyrkiet:
Vi søger først at argumentere for hvor integreret religionen er i det tyrkiske samfund, herunder lovgivningen og lovens håndhævelse.
Virkeligheden
Det gør vi ved nogle eksempler fra Compaqs Direct, en kristen nyhedstjeneste under organisationen Open Doors, der i årtier har talt forfulgte kristnes sag. Historien om Deniz Kasan og Turgay Papakci som blev viet i Istanbul Presbyterianske Kirke er kun en lille sag i det store magtspil, men ikke desto mindre aktuelt og nærværende for tusindvis af tyrkere og endnu mere relevant i forbindelse med en evt. optagelse af det muslimske land i EU. Det betyder angiveligt flere blandede ægteskaber, men sikkert også flere kirker i Tyrkiet og flere moskeer i EU.
Vi lader dog ikke denne historie stå alene. I vort kildemateriale har vi fundet flere lignende eksempler på, at kristne minoriteter bliver overvåget og chikaneret af det tyrkiske sikkerhedspoliti. Vi har tjekket flere kilder vedr. forfølgelse af kristne i Tyrkiet, og de bekræfter ovennævnte tendens, bl.a. International Christian Concern og hjælpeorganisationen Christian Aid. Det er især de få protestantiske kirker, der diskrimineres.
Vi ville også have bragt et eksempel på myndighedernes forfølgelse af kristne, der forsøger at omvende muslimer, men måtte trække det ud, da det viste sig ikke at være myndighederne, der stod bag. De stod dog til gengæld for en slap og mangelfuld retsforfølgelse.
Til de uofficielle kilder hører også ovennævnte baggrundsartikler, samt udvalgte artikler fra det sidste halve års dækning af Tyrkiets reformer. Fordelen ved at gennemgå pressedækningen i de perioder er, at vi får et koncentrat af udviklingen i emner og hovedbegreber. Ulempen er en risiko for mediestorme, at nyhedsinstitutionen snakker med sig selv og at en fjer bliver til fem høns. Der er selvfølgelig en vis sikkerhed i at kontrollere at forskellige medier siger det samme, men egentlig sikkerhed har vi først fået ved stikprøvekontrol hos officielle kilder. Fx hos Folketingets EU oplysning eller andre EU hjemmesider om Tyrkiets vedtagelse og implementering af reformer.
Hensigten
Overfor eksempler på kristenforfølgelse stiller vi Tyrkiets drøm om at være en sekulær stat, dvs. en verdslig stat efter vestligt mønster, hvor religion og politik er totalt adskilte. Efter et kort historisk oprids tager vi eksempler fra den tyrkiske forfatning eller grundlov – , der viser tre ting:
· Det slås fast, at Tyrkiet er en sekulær stat:
as required by the principle of secularism, there shall be no interference whatsoever of the sacred religious feelings in State affairs and politics; (Preamble)
· Forfatningen lover ligestilling for alle borgere, uanset race, køn religion osv. (Artikel 10).
· Forfatningen byder lovens håndhævere at sikre trosfriheden og forbyder dem at tvinge nogen til en bestemt tro, ikke en gang at tvinge nogen til at bekende sin tro. Forfatningen forbyder desuden nogen at sætte religionen højere end den verdslige stats grundlov (Artikel 10 og 14).
· Der er forsamlingsfrihed, hvilket har betydning for artiklens case: Everyone has the right to freedom of conscience, religious belief and conviction. Acts of worship, religious services, and ceremonies shall be conducted freely, provided that they do not violate the provisions of Article 14. (Artikel 24)
· Der er frihed til at tænke og tro som man vil, og give udtryk for dette og danne foreninger uden forudgående tilladelse (Artikel 25, 26 og 33) alt sammen særdeles relevant for protestantiske kirker:
Drømmen beskrevet i forfatningen svarer fint til de krav EU stiller til ansøgerlande, bl.a. at landet skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal i hvert fald på papiret. Institutionerne er der også til kontrol har EU oprettet en kommunikationsplatform på internettet for kommunikation mellem EU og Tyrkiet (www.euturkey.org). Her kan indsendes oplysninger fra overvågning af at aftalerne overholdes og her er links til medier med særligt fokus på forhold vedr. EU og Tyrkiet, bl.a. EU Observer (www.euobserver.com) og European Commissions Communications project (www.abinfoturk.net).
Det kristne EU:
To steder i vor artikel nævnes den kristne kultur i forbindelse med EU. Det skyldes diskussionen i forbindelse med regeringskonferencen fra d. 4. oktober til d. 15. december 2003 om den kristne kulturarv skulle nævnes i forfatningens præambel. Når vi påstår at stærke kræfter ønsker kristendommen med i EU er det fordi Vatikanet har fremsat ønske om en reference til den religiøse, især den kristne, arv i forfatningen (www.euobserver.com), ligesom forfatningsforslagets arkitekt Giscard dEstaing klart inden udformningen gav udtryk for sit personlige ønske, at det guddommelige nævnes (omtalt i flere medier i marts og april 2003, bl.a. i Weekendavisen d. 28. marts 2003).
Et møde i Det europæiske Råd d. 12. december fik en gang for alle sat på plads, at er hverken skulle henvises til Gud eller kristendom i den ny forfatning. Tilbage står den mere vage formulering i oplægget fra Det europæiske Konvent 13. juni til 10. juli 2003: værdier, der er humanismens grundlag: lighed mellem mennesker, frihed og respekt for fornuften, som har ladet sig inspirere af Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv (Folketingets EU Oplysning).
Humanistiske værdier fra kristendommen
Ikke desto mindre er det kristendommen, der har bidraget til de europæiske værdier, med lektor Karsten Fledelius ord individets værdighed, altså respekten for mennesket og dets forhold til Gud (Politiken d. 14. December). Og forfatningstraktataen er netop værdibaseret, mener juraprofessor Henning Koch. I en gennemgang af traktatens vigtigste punkter i DR Nyheder Online fremkommer det, at Den nye traktat er værdibaseret, det vil sige, at medlemsstaterne forpligter sig til at fremme fælles værdier, jf. art. 1 stk. 2, både indadtil (art.2 og art.3 stk. 1) og udadtil (art.3, stk. 4).
Henning Koch kommenterer: Værdidefinitionen signalerer, at EU nu er et statsfællesskab, hvor principper ikke længere er nok. Forudsætningen for, at man kan blive medlem af EU, er, at man bekender sig til værdierne – og at man skal overholde dem. At definere fælles værdier og gøre dem retligt forpligtende er med til at skabe en symbolværdi, som skal være grundlaget for EU-medlemmernes fælles identitet.
Ingen oplysningstid fra islam
Spørgsmålet som rettelig bør stilles i dette perspektiv er: Kan muslimer identificere sig med og forpligte sig på værdier, der i den grad tager udgangspunt i kristendommen? Artiklen tager udgangspunt i den tese, at kristendommens i sin oprindelige form og senere reformerede udgave i protestantismen ikke lader sig forene med islam. I bogen Efter 11. september gør Ralf Pittelkow opmærksom på, at islam ikke i lighed med Europa har gennemgået en reformation og en deraf følgende oplysningstid:
Renæssancen, Reformationen og Oplysningstiden (fra det 15. til det 18. århundrede) skabte et samfund og et værdisystem, som Vesten siden har bygget videre på ( ) Individet fik betydning i sig selv. Det havde fra Gud en fornuft, som det kunne gøre selvstændig og kritisk brug at; uden at skulle spørge religiøst begrundede autoriteter.
Denne selvstændiggørelse af menneskelivet strider mod den grundlæggende opfattelse i islam, skriver Pittelkow:
Nu er vi så tilbage ved cirklens udgangspunkt, men går blot et spadestik dybere.
Kultur og religion hænger sammen
Vi starter med generelt at påvise, at kultur hænger nøje sammen med værdier, som bunder i et folks overbevisninger. Til dette bruger vi dr. theol. Viggo Mortensen, der i en serie artikler belyser problemer og muligheder ved integration af muslimer i Danmark og det deraf opståede multikulturelle samfund, tanker, der fint kan overføres på integration af den tyrkiske befolkning i EU.
I artiklen Civilisationskonflikter og globalisering går han tilbage til den amerikanske samfundsforsker Samuel P. Huntington der især var optaget af årsagerne til Sovjetimperiets sammenbrud. Hans tese var, at marxismen ensidigt havde fokuseret på økonomi og faktiske forhold i jernindustrien og derfor ikke var rustet til kulturelle forandringer. Den kulturelle faktor er mindst lige som den økonomiske, fremholder han, og forudsiger, at kilden til fremtidige konflikter vil ikke primært være ideologisk eller økonomisk. De store skel i menneskeheden, og dem som i fremtiden vil give anledning til konflikt, vil være kulturelle.
Islam og kristendom taler ikke samme sprog
På den baggrund giver Viggo Mortensen et eksempel: En indbygger i byen København kan kalde sig selv københavner, dansker, lutheraner, kristen, europæer eller vesterlænding. Der er kun den sidste betegnelse,- hvormed siges, at man tilhører Vesten, der er en betegnelse for en civilisation. Men hans nabo kan sige, at han er københavner, pakistaner evt. dansk-pakistaner og muslim. Vil han også sige, at han er europæer og vesterlænding? Sandsynligvis ikke. Han vil snarere forstå sig selv som et led i den panislamiske Umma, det islamiske folkefællesskab, og således en del af den islamiske civilisation. Det vil betyde at Koranen står over enhver grundlov, at demokrati erstattes af teokrati og at muslimens handling og adfærd foregår på helt andre præmisser end den kristnes.
Er denne fundamentale forskel i selvopfattelse nu også rigtigt? Vi foretog et tjek i den nyligt udkomne bog Islam i krise, af Bernard Lewis. Hvorfor står den muslimske verden sammen som en politisk blok? Det er jo bare en religion
Her forklarer Bernard Lewis, at muslimer ikke betragter en nation som enhed , er er underinddelt i forskellige religiøse grupper, men snarere religionen som en enhed, der er inddelt i forskellige nationer (s. 15).
Og fordi religion og politik er sammenvævet til en uadskillelig enhed, får det indflydelse på værdierne og den islamiske og kristne kulturkreds altså slet ikke tale samme sprog: Tvedelingen af regnum og sacerdotium (verdsligt og helligt), der er så central i det kristne Vestens historie, havde ingen pendant indenfor islam. I Muhammeds levetid blev muslimerne på én gang et politisk og religiøst samfund med profeten som statsoverhoved (s.31). På den baggrund omskriver vi i artiklen Grundtvigs ord Menneske først, kristen så så det for den tyrkiske muslimske befolkning bliver til Muslim først, tyrker så.
Sunni-islam mest fundamentalistisk
I dette andet lag i artiklen er det derfor relevant at spørge: Hvilken form for islam bekender tyrkerne sig til? Langt størstedelen af landets ca. 68 millioner muslimer af de såkaldte sunni-muslimer (CIAs World Fact Book og sammenlignet med Politikens Islamlekiskon). Betegnelsen kommer af det arabiske ord sunna som betyder sædvane. Sunni-muslimerne udgør ca. 90 pct. af alle muslimer. Opdelingen i sunni- og shia-muslimer skyldes en historisk strid om hvem der bør være khalif, dvs. leder af det muslimske samfund. Shia-uslimere kræver det skal være en person i arvefølgen efter Muhammeds svigersøn, Ali, sunni-muslimer mener det kan være hvem som helst, der blot lagde sig efter profetens sædvane, sunna.
I bogen Muslim giver forfatterne Carsten Fenger-Grøn og Malene Grøndahl en uddybende beskrivelse af sunnaislam: Sunna bruges som et supplement til Koranen for at finde frem til korrekt muslimsk adfærd. Hadith består af en lang række tekster, og der er ikke enighed om, hvilke hadithsamlinger der kan regnes for ægte og troværdige.
Hvor shiaislam er mere personlig og spirituel, er sunniislam fundamentalistisk i sin karakter: Shiaislam er generelt mere åben for nyfortolkninger af Koranens budskab end sunniislam. Den generelle holdning blandt sunnimuslimer er, at grundlæggende nyfortolkning af Koranen i lyset af en verden i forandring ikke har været tilladt siden sharia-1ovgivningen blev samlet i en række lovbøger ved udgangen af det niende århundrede.
Selv om forfatterne Fenger-Grøn og Grøndahl også giver eksempler på sunni-muslimers kulturelle tilpasning i fx Indien og Indonesien, er de grundlæggende værdier de samme.
Vi er nu allerede godt nede i artiklens tredje lag, religionen, hvor vi først vil se på islam i sin grundform og sammenligne med kristendommen i sin grundform, altså de primære kilder for de to religioner. Dernæst ser vi på muligheden for integrering af religionen i en europæisk kontekst, den såkaldte Euroislam.
Forstillelse en joker i forhandling
Vi nævner den chokerende oplysning, at det er tilladt for muslimer at lyve for at fremme islams sag. Uden at det skal dømme alle muslimer som løgnere, illustrerer det, at absolut intet må gå forud for religionen. Og uden at mistænke tyrkiske politikere og forhandlere for at praktisere det såkaldte taqiya, foreligger det dog som en mulighed.
Ifølge den danske islam-forsker Rolf Slot-Henriksen er betydningen forstillelse, at forvirre, lyve og bedrage for at fremme Allahs sag og er anbefalet i Sunna, men en pligt blandt Shia-muslimer ( ) Der må sværges falsk med hånden på Koranen, hvis situationen kræver det. Muslimfilosoffen Rassoul anbefaler i “Allahs letzte Botschaft…”, at forvirre dialogpartneren udfra Koranens Sura 4,142: “Sandelig, hyklerne forsøger at overliste Allah, men han vil overliste dem”. Taqiyya er anbefalet blandt shiamuslimer, men kun tilladt blandt sunnimuslimer for at opnå fordele for islam eller redde æren. Metodens fortalere var bl.a. Ægyptens Sadat, Tyrkiets ( ) Erbakan
Islam forbyder løgn, “men ikke, hvor det udtales til en muslims bedste” lyder det i et dokument fra 4.Conference of Academy of Islamic Reseach i Kairo1970.
Læren om taqiya stammer fra den muslimske opfattelse at en anden nåede at træde i Jesu sted inden korsfæstelsen. Ifølge Korankommentaren, også af Rolf Slot-Henriksen, snyder Allah her både jøder og kristne så de tror Jesus er korsfæstet: de tror, de kan bedrage Allah, men Allah er bedre til at bedrage (Koranens kapitel 4, vers 142). Dette er siden blevet et af de vigtigste argumenter i islam for brugen af taqiya, den lovlige løgn, vendt mod de vantro.
Ovenstående oplysninger stammer fra Rolf Slot-Henriksen, sognepræst i Bredballe ved Vejle og indehaver af hjemmesiden www.islaminfo.dk. og forfatter af Den første Korankommentar på dansk. En nærmere undersøgelse af Rolf Slot-Henriksen viser, at han er formand for foreningen Dansk Kultur, en nationalistisk kristen organisation, som er bagland for publikationerne. Vi har derfor tjekket begrebet i Politikens Islamleksikon, der bekræfter, at det betyder foregivelse. Leksikonet forklarer, at det er en mulighed en muslim har for at skjule sin religiøse overbevisning, hvis han eller hun risikerer forfølgelse. Begrebet benyttes i shiitisk ret. Korancitaterne er fra Finn O. Hvidbjerg-Hansens oversættelse. Et tjek på hhv. www.answering-islam.org en kristen debatside – og www.ismaili.net en muslimsk – bekræfter ovenstående oplysninger.
Terror en del af det religiøse grundlag
Vi vender os derefter i artiklen til et mere velkendt begreb, terror, som er blevet et almindeligt våben for radikalislamiske grupper, også i Tyrkiet. Fire selvmordsbomber rystede Tyrkiets største by, Istanbul, d 15. og 20. November 2003. For første gang sættes terroren i Tyrkiet i forbindelse med det internationale islamiske terrornetværk al-Qaeda (Ritzau d. 27. November 2003).
Alle fire selvmordsbombemænd er identificeret som tyrkere fra byen Bingöl i det sydøstlige Tyrkiet. En gruppe med forbindelse til Osama bin Ladens al-Qaeda netværk har taget ansvaret for angrebene, og det samme har en mindre kendt tyrkisk islamisk gruppe. De tyrkiske myndigheder vil derimod ikke sætte navn på nogen mistænkte, før efterforskningen er afsluttet. I alt 55 mennesker er blevet dræbt ved de fire angreb.
Spørgsmålet er nu: Er det en tilfældighed at de fleste terrorister i verden er muslimer? For det mener føromtalte Bernard Lewis: De fleste muslimer er ikke fundamentalister, og de fleste fundamentalister er ikke muslimer, men de fleste terrorister i vor tid er muslimer (fra bogen Islam i krise s. 155). Og han mener ikke det er en tilfældighed. I forsøg på opsporing af terrorismens udspring henviser han til en islamisk sekt som levede i Iran og Syrien mellem det 11. og 13. århundrede, Assassinerne. Herfra stammer det engelske ord assasin som betyder snigmorder.
Men terrorismen kan naturligvis ikke kun tilskrives en enkelt sekt, så derfor går Lewis dybere til islamiske grundbegreber, som er at finde i Koranen og som netop tolkes udfra Muhammeds eksempel i Hadith. Lewis skriver: Koranen taler både om fred og krig. De hundredetusinder af traditioner og ordsprog, der med varierende pålidelighed tilskrives profeten, og som nogle gange fortolkes på vidt forskellige måder, udgør en bred vifte af retningslinier, hvoraf den militante og voldelige fortolkning af religionen er én blandt mange. Et betydeligt antal muslimer er i dag villige til at anerkende denne fortolkning af deres religion og nogle få også til at efterleve den. Terrorisme kræver kun nogle få (s.27).
Tjekker vi hans oplysninger i Finn O Hvidbjerg Hansens introduktion til Koranen i udvalg finder vi bekræftelse på at hellig krig netop var midlet til islams udbredelse allerede på Muhammeds tid: Med det stadige mål for øje: at fravriste de vantro mekkanere de hellige steder i deres egen by, måtte en krigsårsag skaffes til veje, og hertil tjente de plyndringer af mekkanske handelskaravaner, som Muhammad nu indleder, og som jo samtidig gennem det herved tagne bytte kunne afhjælpe emigranternes økonomiske trængsler (s.20). Muhammed vender sejrende hjem til Medina. Herefter følger en kort, men uhyggelig periode i islams historie. Hvidbjerg Hansen fortsætter: De tre jødiske stammer eller klaner, Qainuqâ, Nadir og Quraiza, som boede i særskilte kvarterer af Medina, bliver i nævnte rækkefølge fordrevet fra byen, for Quraiza-stammens vedkommende dog således, at samtlige mænd henrettedes, mens deres hustruer og børn gjordes til slaver (s.21). Muhammeds åbenbaringer i Koranen legitimerer den voldelige fremfærd og bliver derved også retningsgivende for islams udbredelsesmetode: Påfør dem krig, indtl hedenskaben ikke findes mere, og Allahs religion hersker overalt (Sura 8:39 Hvidbjerg Hansens oversættelse). Så vær ej svage og indbyd ikke til fred, når I har magten, så vil Allah være med jer; han skal aldrig undlade at give jer løn (i krig) (Sura 47:37 – HH overs.)
Vi og de diskurs blokerer integration
En af foregangsmændende for den såkaldte euroislam giver dog et spinkelt håb om at det lader sig gøre at integrere muslimer i Europa. Ved at føre europæiske muslimer tilbage til islams hovedkilde, Koranen, og give et alternativt syn på hhv. sunna og sharia fremkommer en mere privatspirituel udgave af religionen. Ja, Tariq Ramadan nærmer sig næsten kristne værdier i forsøg på at integrere muslimske indvandrere i Europa. Det indre liv er vigtigere end ydre former.
Tariq Ramadan underviser i filosofi og islamologi ved universiteterne Fribourg og Geneve i Schweiz og søger at skille religion fra politik i bogen At være europæisk muslim: Profeten gjorde det klart, at han kun var et menneske, og at han, hvad angik verdslige forhold, kunne tage fejl og blive forurettet. Han anbefaler unge anden og tredjegenrationsindvandrere at påvirke de muslimske retslærde med deres erfaringer i Europa og deres mange spørgsmål om muslimsk livsstil i vestlige samfund. De retslærde skal så udstikke særlige regler for europæiske muslimer men det er stadig autoritative regler, det drejer sig om. Målet er stadig for den ellers kompromissøgende Tariq Ramadan at gennemtænke de forskellige skridt til en ægte applikation af den islamiske lære i lyset af den vestlige kontekst
Men her indrømmer han problemer med de islamiske retslærdes fortolkning af de islamiske kilderm bl.a. at shariaen er højt hævet over national lovgivning: Hvor nogle lærde har ønsket at sætte troskab mod den islamiske vej (shariaen) op mod troskab over for et lands forfatning, kan vi nu se, at det netoip er i shariaens navn, muslimer bør respektere deres opholdslands lovgivning og juridiske system… Når vi overskrider de lærdes (ulamas) gamle begreber, giver de islamiske kilder, i lyset af den nuværende situation, muslimer mulighed for – eller tilskynder dem ligefrem til – at betragte sig som hjemme i Vesten (s. 246-247).
Ramadan prøver at gøre op med den religiøse vi-de-diskurs, islams todelte verdensbillede, dar al-islam (islams hus) og dar al-harb (krigens hus), der betinger fuldstændig underkastelse under islam eller evigt fjendskab: …vores analyse må tage udgangspunkt i den virkelighed folk lever i, siger han. For sagen er, at de tre begreber islams, krigens og aftalens hus hverken stammer fra Koranen eller Sunnaen (s. 158), men det lykkes ikke særlig godt. Vi skal helt hen til sidste kapitel om sameksistens og bogens konklusion, før Ramadan stiller krav til muslimen om at indrette sig efter det omgivende europæiske samfund. Og intet sted i bogen gives præcise anvisninger til hvilke holdninger og dele af traditioner og adfærd muslimer kan give afkald på, for ikke at støde andre.
Når der tales om at være europæisk borger, nævnes næsten udelukkende muslimens rettigheder i det åbne samfund: ret til religionsudøvelse, ret til viden, ret til at grundlægge organisationer, ret til selvstændig repræsentation og retssikkerhed generelt (f.eks. s. 164-165). Først i sidste kapitel kommer Ramadan ind på ægte tilstedeværelse og reel deltagelse fra muslimers side i by- og samfundslivet. Her opfordrer han til gengæld muslimer til at interessere sig for deres opholdslands historie og dets institutioners funktion og til som medborgere at deltage på alle planer i samfundet… og bruge deres stemme i demokratiske valg, og gerne stemme på ikke-muslimer: Vore islamiske referencer kræver af vores samvittighed… at ægte kriterier for et borgerligt valg skal hvile på kandidatens ærlighed og dygtighed, hvad enten han eller hun er muslim eller ej (s. 257). Hans mest radikale udtalelse i bogens ca. 300 side er: Sammen med medlemmer af andre religiøse samfund og alle velmenende mænd og kvinder må de deltage i den nødvendige debat om tro, spiritualitet og værdier… gøre deres yderste for at lære deres medmennesker fra andre grupper at kende (s. 264).
Euroislam er et relativt nyt begreb – derfor har vi her kun en kilde, nemlig bogen At være europæisk muslim, udgivet af Islamisk-Kristent Studiecenter i København. Tariq Ramadan anses som bannerfører for Euroislam ogstår for de fleste dokumenter ved søgning på begrebet på internettet.
Teologiske ligheder som redningsplanke
Vi giver artiklen med en konstruktiv udgang ved at pege på et adfærdskodeks fra The Interfaith Network (www.interfaith.org.uk) er blandt de øverste ved Google-søgning på muslim christian dialogue Europe). Kodekset indeholder tre hovedpunkter:
· Vi er alle mennesker om at respektere andres ret til at leve i overensstemmelse med deres tro
· Trossamtalen om at respektere andres frihed til at fortælle hvad de tror på
· Konvertering om at opfordring til omvendelse bør være kendetegnet ved selvbeherskelse, omtanke og respekt.
For at knytte en relation til parret Papakci bruger vi Chawkat Moucarry, opvokset i Syrien med en muslimsk far og en kristen mor og nu professor ved islamiske studier ved All Nations Bible College i London. I bogen At være tro mod tro fører Chawkat Moucarry en respektfuld teologisk diskussion mellem kristendom og islam og viser både ligheder og forskelle, hvor ligheder kan blive grundlag for fælles værdier og overlappende kulturgrundlag.
Moucarry anerkender nemlig i modsætning til mange kristne teologer, at alle religioner indeholder åbenbaring fra Gud: 1. skabelsen af mennesket – i Guds billede, 2. skabelsen af verden – der afspejler Guds karakter; og 3. Guds universelle velsignelse – givet til alle hans skabninger (s. 275). I den forstand rummer Koranen, ligesom andre religioners skrifter, åbenbaring fra Gud, men det, påpeger Moucarry s. 276, betyder ikke at Gud anerkender disse religioner som sådan. Det betyder, at muslimer tilbeder den samme Gud, selv om de ikke kender ham i fuldt omfang gennem hans åbenbaring i Jesus Kristus, der er Guds særlige åbenbaring. Denne delvise anerkendelse af islam giver mulighed for tolerance, samtidig med at man som kristen har lov til at være glad for sin religions særkende.
Vi supplerer Moucarrys synspunkter med en anden betydningsfuld teolog, der i øvrigt benyttes flittigt i Europa og Mellemøsten i kristen-muslimsk dialog. Colin Chapman er professor ved Near East School of Theology i Beirut, en skole der optager både kristne og muslimske elever. I folderen Hvad tror kristne og muslimer? giver han en overskuelig oversigt over ligheder og forskelle mellem de to religioner og anbefaler at en dialog begynder med lighederne. Og der er ligheder: Begge tror at Gud er én, at Gud har skabt verden, at Gud har åbenbaret sig, at Gud er kærlig, at Gud er menneskets dommer, at Gud tilgiver og hele det etiske område. Men han pointerer også nuanceforskelle i de to religioner, der netop betyder, at to så vidt forskellige kulturer opstår af dem. Der er stor forskel på, hvordan muslimer og kristne forholder sig til spørgsmål om tro og kultur. Muslimer søger at følge islamisk lov ( ) For eksempel er det vigtigt for muslimer at vide, hvordan Muhammed levede ( ) Kristne ønsker også at følge Jesu eksempel, men de vil f. eks. ikke spørge hvor langt Jesu skæg var, eller hvordan han spiste morgenmad. Chapman giver også et kort historisk oprids, der leder til den slående konklusion, vi bringer i artiklen, og som en af grundene til hhv. islamisk intolerance og kristen tolerance. Den offentlige del af Jesu liv ligner en fiasko. De første tre århundreder efter Jesu død var de kristne et forfulgt mindretal ( ) Muhammed blev anerkendt som profet og leder af et hastigt ekspanderende samfund. Da han døde i år 632, var han både profet, stasmand og succesfuld hærfører ( ) For kristne er Guds rige ikke af denne verden. For muslimer skal Guds rige være af denne verden (Chapmans kursivering).
Vi har belyst nogle kulturelle forudsætninger for Tyrkiets eventuelle medlemskab af EU ved at fokusere på Tyrkiets muslimske befolkning fremfor Tyrkiets sekulære stat. Vor tese er, at uanset de reelle hensigter i Tyrkiets grundlov, betyder en islamisk regering og en muslimsk befolkning en understrøm der gør administrationen tendentiøs i islamisk favør. Det står klart at en adskillelse af religion og politik og en deraf følgende tolerance overfor anderledes tænkende er primære kulturelle forudsætninger for vellykket integration.
Med en religion hvor Gud står over enhver menneskelig lovgivning, endda naturmoral, savnes en fælles referenceramme, der giver vidt forskellige værdigrundlag og tilsvarende forskelligt kulturudtryk i forhold til kristendommen. Forskellen mellem muslimers og kristnes selvopfattelse i almindelighed, sunni-muslimers og protestantiske kristnes i særdeleshed er en kulturkløft af dimensioner.
Der er åbenlyse forhindringer i at sunni-muslimer i den grad henter deres identitet fra Koranen, Sunnaen og Shariaen. I yderste konsekvens kan det betyde løgn fremfor sandhed, voldelige metoder fremfor fredelige og en gennemgående vi-de opfattelse i stedet for os. Konsekvensen fremad er at ikke en gang en europæisk og mere moderat udgave af islam giver løfte om fuld integration. Og det er måske den egentlige grund til EUs tøven med at optage Tyrkiet. En varm kartoffel ingen for alvor tør tage op.
Der er dog muligheder i de faktum, at de to kulturer har baggrund i to monoteistiske verdensreligioner. Kun en omfortolkning af islam efter kristent forbillede, som det delvis er forsøgt i Euroislam, og en tilsvarende accept fra kristent hold, som delvis er forsøgt af The Interfaith Network og dialogteologer giver håb om kulturelt fodslag mellem Tyrkiet og de kristne EU lande.
Vedr. journalistik og viden:
Christian Kock: Forstå verden, Politisk journalistik for fremtiden (Samfundslitteratur 2002)
Jørn Henrik Pedersen: Citatmosaik mfl. handouts
Jørn Henrik Pedersen: Perspektiv, viden og væsentlighed (Syddansk Universitet, Odense, Kompendie 2003)
Gitte Meyer: Hvordan kan du vide, at
? Et essay om journalistik, forskning og facts.
W. E. Vine: Expository Dictionary of New Testament Words (Revell 1966)
Vedr. emnet “Kulturelle forudsætninger”:
Artikler:
Ralf Pittelkow: Det tyrkiske tabu (Jyllands Posten, 27. November 2002)
Jørgen V. Larsen: Muslimerne banker på (Politiken, 30 november 2002)
Ole Damkjær: Tyrkerne skal i arbejdstøjet (Berlingske Tidende, 14 december 2002)
Lasse Ellegaard: Generalens magt truet (Jyllands Posten, 18. Juni 2003)
Politikens leder: Tyrkisk revolution (Politiken 4. August 2003)
Gunnar Willum: Islamistisk ulv i tyrkiske fåreklæder? (Information 17. Oktober 2003)
Hans Henrik Fafner: Den blodigste Ramadan (21. November 2003)
Ritzautelegram: Tre sigtet for tyrkiske terror-bomber (Vejle Amts Folkeblad 27. November 2003)
Hjemmesider:
Compass Direct (www.compassdirect.org)
Open Doors International (www.opendoors.org)
Åbne Døre (www.aabnedoere.nu)
International Christian Concern (www.persecution.org)
Cristian Aid (www.worthynews.com)
Linkliste om kristenforfølgelse (http://members.allstream.net/~komiko/persecution.html)
CIA World Fact Book (www.cia.gov/cia/publications/factbook)
Religion by Location (www.adherents.com)
Center for Multireligiøse Studier
(www.teo.au.dk/cms/interesseormraader/globalisering_civilisation)
Folketingets EU Oplysning (www.euo.dk)
EUs kommunikationsplatform vedr. EU og Tyrkiet (www.euturkey.org)
European Commissions Communications project (www.abinfoturk.net)
Tyrkiets Udenrigsministerium (www.mfa.gov.tr)
Kristen debatside om Islam (www.answering-islam.org)
Islamisk FAQ side (www.ismaili.net)
DR Nyheder online (www.dr.dk)
The EU Observer (www.euobserver.com)
Turkish Daily News (www.turkishdailynews.com)
Islaminfo (www.islaminfo.dk)
Bøger og foldere:
Ralf Pittelkow: Efter 11. September, Vesten og islam (Lindhardt og Ringhof 2002)
Bernard Lewis: Islam i krise, Hellig krig og uhellig terror (Gyldendag 2003)
Carsten Fenger-Grøn og Malene Grøndahl: Muslim, Otte kvinder fortæller om forholdet til Gud og mennesker (Hans Reitzels Forlag 2001)
Jørgen Bæk Simonsen: Politikens Islamleksikon (Politiken 2001)
Rolf Slot-Henriksen: Korankommentaren (Rafael 2002)
Finn O. Hvidbjerg-Hansen: Koranen i udvalg (Spektrum 1997) kontrolleret i
A. S. Madsen: Koranen, arabisk-dansk (Islam International Publications, 4. Udgave 2001)
Tariq Ramadan: At være europæisk muslim, Islamiske kilder i en europæisk sammenhæng (Hovedland 1999)
Chawkat Moucarry: At være tro mod tro, Kristendom og islam i dialog (Unitas Forlag 2003)
Colin Chapman: Hvad tror kristne og muslimer, Ligheder og forskelle (Tværkulturelt Center)
The Interfaith Network: Takt og tone i religionsmødet (Tværkulturelt Center)
