I am: „Xthree.one.four“

En uge efter, at Xthree.one.four var blevet released havde den solgt 850 kopier. Det lyder måske ikke af så meget, men taget i betragtning af, at der bor omkring 44.000 mennesker på Færøerne er salgstallet usædvanlige højt. Omregnet til dansk målestok ville det have været et salg på omkring 100.000 kopier til 5.4 mil. danskere. Det var derfor heller ikke underligt, at Cd’en kom på 1. pladsen på den færøske hitliste sammen med bands som Limp Bizkit og Black Eyed Peas.
I am har efter min mening en usædvanlig god lyd på Xthree.one.four. Cd’en er velproduceret og foruden de sædvanlige instrumenter som guitar, trommer, bas og keyboard, er der også sitar. I am minder mest af alt om en grunget udgave af Audio Adrenaline, hvor I am har en tungere lyd. Nummeret „Wait“ minder dog om Speck med sin baggrundsguitar og måden at synge på. Apropos sang så findes der ingen urene toner på skiven. Tværtimod har forsangeren Birgir en god stemme, som sikkert kan konkurrere med mere kendte sangere.
Teksterne på Xthree.one.four er simple, som man kan forvente, når engelsk ikke er sangskriverens modersmål. Der er en enkelt sang på færøsk, hvilket i øvrigt er det smukkeste nummer på skiven. Det kunne have været rart med en oversættelse for de af os, som ikke kan færøsk, men dette er også det mest negative, jeg kan sige om Xthree.one.four. Alt i alt en rigtig god oplevelse. Så jeg kan kun anbefale at købe cd’en og støtte et godt band.

Karakter: 10