Ingen præster bliver prikket
Ro igen om penge til løn for folkekirkens præsterAlt var harmoni og smil efter at de ti stifters kontorchefer brugte deres onsdag på at knuse tal sammen med Kirkeministeriets pengefolk. Der var ellers krisetegn før mødet og tale om, at det kunne blive nødvendigt at afskedige præster. Kristeligt Dagblad skrev om at henved 100 stillinger skulle reddes gennem forhandlingerne, men der er nu ikke længere embeder i farezonen.
Fra Århus Stift havde administrationens chef Marianne Levinsen på forhånd meldt ud, at der var brug for bedre rammer til at forvalte f.eks. barselsorlov og udbetaling af løn til de præster, der ikke tog den ekstra ferieuge, men hun er tilfreds efter et godt og konstruktivt møde.
Fyens Stifts kontorchef, Asger Gewecke, har over tyve års erfaring med forhandlinger med Kirkeministeriet, og han er lige så tilfreds:
– Det er helt lige som når man forhandler overenskomst: Regnedrengene bliver sendt i byen for at få styr på tallene, og derpå tager de så hjem for at præsentere resultatet.
I Kirkeministeriet har Finansminsteriets folk gennemgået sagsgangen, og de fandt, at vi har kørt rundt med to forskellige sæt budgetter. Det går jo ikke, men nu har vi fået gennemregnet de midler, der er til rådighed, og vi står på fælles grundlag, og vi har aftalt, at det tætte samarbejde fortsætter, så vi undgår uklarheder.