Mejdahl ønsker mere liv i kirken
Folketingets formand er tilfreds med folkekirkens struktur, men ønsker sig en opblomstring af det indre liv i kirken- Jeg synes, at der er et behov for, at vi kommer til at snakke bedre til hinanden så vi får kirkedebatten – f.eks. mellem kirkeminister og biskopper – ned på jorden igen. Vi behøver ikke at afsky en konflikt, for den kan rense luften, men her føler jeg, at det sker lidt for langsomt.
Det siger venstremanden Christian Mejdahl, der fra Folketingets formandsstol er øverste vogter af tonen i folkestyrets debat. Han siger det ikke fra Christiansborg, men fra sit hjem ved landsbyen Vindblæs udenfor Løgstør, hvor han har brugt denne uges vinterpause i lovgivningen til bl.a. at tale til medlemmerne af menighedsrådene i Sydvesthimmerlands provsti.
– Sammen med 200 andre havde jeg en fin aften på Hvide Kro, fortæller forhenværende forstander Jørgen Vindvad, der er formand for den lokale distriktsforening. I aftenens løb kom foredraget og debatten rundt om mange ting, og der blev også tid til f.eks. spørgsmål om muslimers muligheder for at bygge moskeer i Danmark.
Svaret på det er klart nok: Jo, vi har religionsfrihed, så hvis de bare selv betaler, må de gerne. Men ellers er Mejdahl traditionens mand. Han er lyttende og åben, og medgiver bl.a. gerne, at muslimer ligesom enhver anden dansker udenfor Folkekirken er tvangsindlagt via skatten til at betale sin del af statens 40% tilskud til lønnen til præster og 100% af bispernes løn.
Alligevel har Mejdahl ingen problemer med grundlovens ord, der siden 1849 uforandret har sagt, at Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen
– De 90.000 medlemmer af de andre trossamfund – plus muslimer, som vi ikke har tal for – kan jo trække bidrag til deres egne menigheder fra i skat. Statens tilskud kunne naturligvis godt konverteres til andre dele af folkekirkens virksomhed, hvor de er knap så iøjnefaldende og mindre provokerende, medgiver Mejdahl, men det er ikke vigtigt for ham. Han er også lunken i spørgsmålet, om det strengt taget er kirken, der henter penge hos staten eller omvendt:
– Man kan jo analysere så meget. Man kunne vel også prissætte fødselsregistreringen og begravelsesvæsenet. Men jeg ved ikke, om man bør.
– Det er naturligvis altid en god forudsætning for en diskussion, at man kan basere den på klare fakta, men jeg vil ikke selv foreslå, at man skal lave et udredningsarbejde på det der, erklærer Mejdahl.
Et kirkeligt repræsentantskab – et kirkeråd eller en synode – skal heller ikke dannes i Danmark, hvis det står til Mejdahl, selv om grundloven har stillet det i udsigt siden 1849.
Folkekirken bør styres derfra, hvor han selv er formand – af Folketinget. Og fra sit daglige arbejde i København har han mulighed for at følge med i, hvad der sker i den svenske kirke på den anden side af Sundet, omkring det gamle danske ærkebispesæde i Lund:
– En avisartikel dokumenterer, at antallet af menigheder i stiftet er faldet fra 413 til 281, siden stat og kirke blev skilt, og at menighedsrådene derovre er stærkt politisk prægede, refererer Mejdahl.
Og han ønsker ikke de ydre rammer ændret ved lukninger af kirker, men ønsker sig at det indre liv ville blomstre mere op – som på hans fødeøer, Færøerne:
Der er der kun tyve præster til tres kirker – men alligevel gudstjeneste i dem alle hver søndag.
