Præsten ønsker en kirke for kirkefremmede
Jens Bruun Kofoed er en af fire præster for Københavnerkirken
– en ny luthersk frimenighedI 2001 slog en gruppe unge sig sammen for at starte en ny kirke i København: Københavnerkirken.
Deres vision var, at kirken skulle underlægge sig Bibelen og den evangelisk lutherske lære og samtidig være indbydende overfor kirkefremmede.
Med andre ord ville gruppen plante en kirke, der forkyndte det gamle budskab i en ny udgave, og dét har nu vist sig at blive en succes.
Jens Bruun Kofoed er familiefar og lærer på DBI (Dansk Bibelinstitut), men hans hverdag og tanker er fyldt med meget andet; sammen med fire andre teologer er han nemlig præst i Københavnerkirken.
På hans lille kontor på DBI er der tykke bøger fra gulv til loft, et skrivebord dækket af papirer og mapper og en lille samling klassiske Lper på en hylde bag skrivebordsstolen.
Jens fortæller, hvorfor han forlod Folkekirken:
– I sommeren 1997 var vi nogen teologer, der oplevede, at vores hjerter slog i takt i forhold til det at være en del af Folkekirken og det lokale missionshus, fortæller Jens, som før Københavnerkirkens opstart var aktiv i ELM (Evangelisk Luthersk Missionsforening), hvilket de fleste af de andre pionerer også var.
– Som kommende præster havde vi for det første samvittighedskvaler ved at lade os ordinere i en kirke, der i vores øjne praktiserede vranglære, fordi Paulus tydeligt siger, at man ikke skal have fællesskab med mennesker, der gør dét. Den sommer gik bølgerne især højt vedrørende biskoppernes nye indførelse af et vielsesritual for homofile.
Samtidig havde vi det dårligt med at basere vores menighedsliv på, at andre gjorde noget, som vi ikke selv havde det godt med at gøre.
Jens forklarer situationen med alvor, men fortsætter straks med at berette om det andet forhold, der fik den lille gruppe op af starthullerne:
– For det andet var vi frustrerede over, at både vores folkekirke og missionshus baserede menighedslivet på former, der forhindrede os i at nå ikke-troende mennesker.
Vi syntes, at den ellipsestruktur (med to centrumer), som menighedslivet i missionshuset og kirken dannede, var uhensigtsmæssig og gjorde, at hviledagen umuligt kunne blive nogen afkobling fra hverdagen, fordi den var fyldt op med møder.
– På grund af disse to anfægtelser besluttede vi at starte noget nyt og når vi nu skulle tænke friskt, kunne ændringerne ligeså godt blive drastiske! Ja, og så startede vi simpelthen en frimenighed.
Jens smiler, når han fortæller om den første tid, som på trods af al usikkerheden var befriende, fordi han nu kunne være præst med det samme evangelisk lutherske beken-delsesgrundlag, som han altid havde vedkendt sig, men uden biskoppernes hyrde og læretilsyn og fordi, han og familien nu kunne koncentrere sig om ét sted.
– Men selv om det var disse to betænkeligheder, der motiverede os i første omgang, fandt vi fra starten ud af, at man ikke kan bygge en kirke på negative begrundelser.
Vi måtte gøre klart for os selv, hvorfor vi ville lave en ny kirke. Fra den tid af har vores fokus ikke ligget så meget på oprøret mod det gamle og de teologiske uoverensstemmelser som på det nye, vi ønsker at se; mennesker, der møder Gud.
– Derfor gør vi alt for, at vores forkyndelse skal være nutidig og forståelig for alle. Det betyder så kolossalt meget for os, at også kirkefremmede møder Gud, hvilket vi faktisk oplever mere og mere. Jens og de andre i ledergruppen evaluerer ofte gudstjenesterne for at være opmærksomme på, om folk har forstået, hvad der blev gjort og sagt.
I Københavnerkirken skal gudstjenesten være en fest, og præsterne sørger derfor for, at der f.eks. altid er en overraskelse:
– Vi prøver i det hele taget at forny os. Vi gør også brug af multimedier, dramastykker m.m. sådan, at menigheden kan følge en rød tråd igennem hele gudstjenesten. Det plejer ikke at være kedeligt! siger Jens og trækker på smilebåndet:
– Men selv om vi gør meget ud af gudstjenesten, kan den ikke stå for sig selv.
Vi ser vores menighedsliv som en trehjulet cykel: Det ene hjul er gudstjenestefejringen. Det andet hjul er den undervisning, der foregår i forlængelse af gudstjenesten, og som går et spadestik dybere end prædikenen. Og det tredje hjul er K-grupperne (K for København), som er en slags cellegrupper, der mødes midtugentligt. Vi har set, at det bliver mere og mere vigtigt med disse mindre samlinger, efterhånden som vi er blevet flere. Nu da vi er ca. 150 ved gudstjenesterne, er det sværere at komme ind på livet af folk, end da vi var 30.
– Vores vision er, at flere skal høre om Gud og lære ham at kende. Derfor vil vi gå meget langt for at gudstjenesterne skal blive så søgervenlige som muligt. Det er her, der er sket et afgørende brud i forhold til den missionshus- og KFS-baggrund, mange af os har rødder i. Men vores bibeltro, evangelisk lutherske arv er der ikke pillet ved. Den skal føres videre. Vi er altså ikke teologisk men kulturelt uenige med den baggrund, som vi kommer fra, og det har vi taget konsekvensen af med Københavnerkirken, slutter Jens Bruun Kofoed besindigt.
