„Æsler for Jesus“

De 100 deltagere ved Åbnes Døres landsmøde hørte bl.a. om bibelsmuglingVed Åbne Døres årsmøde i weekenden sammenlignede gæstetaleren Johnny Lee, Hong Kong, organisationens bibelkurerer med det æsel, som bar Jesus palmesøndag.

Johnny Lee fra Hong Kong, der her tolkes af Daglig Leder Jørn Blohm Knudsen, talte ved Åbne Døres landsmøde i Nørrelandskirken, Holstebro.

Åbne Døre er en international missionsorganisation, som arbejder i mere end 60 lande, hvor kristne lider på grund af deres tro. Organisationen blev startet i 1955 af hollænderen Broder Andreas og har i dag kontorer i 22 lande, deriblandt Danmark. I 2003 leverede Åbne Døre ca. 4 mio. bibler, børnebibler og anden kristen litteratur til kristne i lande, som er lukkede for evangeliet. Det er en forøgelse på 40 pct. i forhold til året før.

Bibelsmugling

I år havde Åbne Døre i Danmark en nyskabelse på programmet ved årsmødet, som blev afholdt i Nørrelandskirken i Holstebro. Lørdag formiddag og eftermiddag gik med såkaldte kurersamlinger, hvor tidligere og måske kommende bibelkurerer kunne høre mere om den del af Åbne Døres arbejde, som handler om at smugle bibler ind i lukkede kommunistiske eller muslimske lande.
Der var ca. 100 interesserede samlet, og ved møderne var der oplæg af tidligere og nuværende kurerer samt af weekendens gæstetaler, Johnny Lee.
– Ved indtoget i Jerusalem var der ingen, der tænkte på æslet, sagde Johnny Lee, – men æslets rolle var alligevel utrolig vigtig, fordi det bar Guds ord, Jesus. Når I rejser ind i et lukket land er I også „æsler for Jesus“, fordi I er bærere af Guds ord.
Johnny Lee understregede, at mødet med de forfulgte som oftest er en livsforandrende oplevelse, og gav mange eksempler på, hvad det kan indebære, når kristne må lide for troen.
Levering af litteratur til og opmuntring af de forfulgte kristne er livsnerven i Åbne Døres arbejde, men der lægges også stor vægt på at opfordre til forbøn for de forfulgte og oplyse om deres forhold i den „frie verden“.