En engel gik gennem rummet

– og Gud tog til Carpark North koncertJesus dukker op de særeste steder. Jeg var til fødselsdag hos en af mine veninder fra skolen. Pludselig blev der helt stille ved bordet. Hvorfor, ved jeg ikke. Vi sad trods alt seks piger sammen, så stilheden er ikke den, man hører mest til på sådanne tidspunkter. „Der gik vist en engel igennem rummet“, sagde én af pigerne. Den vending havde jeg aldrig hørt før. Men sådan kan man vist sige, når alt bliver stille og går i stå et øjeblik.
Så lærte jeg dét…
På det sidste har jeg flere gange oplevet at mærke Guds nærvær på de mærkværdigste steder og tidspunkter. Jeg beder tit om, at Gud må hjælpe mig til at fokusere mine tanker og mit hjerte på Ham hele tiden. Jeg vil gerne kunne høre, hvad Han siger hvert minut af dagen.
Måske har Han taget mig på ordet…
For nylig var jeg til koncert med bandet Carpark North. Der var blændende lyskegler, dunkende højtalere og albuer, som skubbede sig fremad. Jeg stod tæt på scenen med nogle venner og oplevede det hele. I et kort sekund, mens den elektriske guitar dirrede og en lysstråle fejede gennem røgen på scenen, „gik en engel gennem rummet…“. Jeg mærkede pludselig Guds nærvær, og rummet blev som en kirke. Der var absolut ikke stille, men det var, som om Gud et kort sekund viste, at Han var der. Tænk, at man kan mærke Gud så tæt, så langt fra en almindelig kirke…
Gud dukkede også op i lufthavnen i denne uge. Min søster er taget på bibelskole. Familien, vennerne og jeg var taget til lufthavnen i Kastrup for at sige farvel. Hun kom godt afsted, og jeg skulle med toget hjemad mod Århus. Intetanende trillede jeg ned ad det rullende fortov mod perronen. Der var solskin og blå himmel, og det store Hiltonhotel udenfor genspejlede lyset med sine hvide mure. I et øjeblik, mens blå himmel, hvide mure og strålende sollys mødtes, „gik en engel gennem rummet“. Jeg mærkede igen et stærkt nærvær af Gud, „Mon alt det her afspejler bare en lille smule af Din skønhed?!“, tænkte jeg. Gud er den smukkeste, så jordisk skønhed er som en afglans af Ham. Ja, selv et rullende fortov kan føles som en midtergang i en kirke…
Jesus bragte Guds Rige ind på både bordeller og til fester. Der var Han faktisk ret tit. Det er Han stadig, men vi tror, Han undgår de steder. Sandheden er, at Han elsker at være der! Gud er oftest tættest på, når vi tror, vi er længst væk fra Ham. Sådan virker det tit omvendt i Guds Rige. Må vi bede Gud om nåde til at kunne mærke Ham i enhver situation. Må vi bede Ham om bløde hjerter, så vi mærker Hans hjerte og tanker hvert minut af dagen.