Forbøn i cyberspace
Den 17-årige skoleelev Mattias Sonne har lavet en hjemmeside, hvor man kan sende sine bedeemner ind og være med til at bede for andre.Mattias mor fik bedeemner med almindelig “snailmail”, og han fik selv bedeemner ind som sms-beskeder på sin mobiltelefon. Men til sin store forundring kunne han ikke finde noget sted på nettet, hvor man kunne sende bedeemner ind eller være med til at bede for andres. Det måtte der gøres noget ved!
– Det er jo et enormt netværk, hvor man med det samme kommer i kontakt med hinanden, siger Mattias.
– Og hjemmesiden bliver brugt, så jeg går stærkt ud fra, at der er behov for sådan et sted på nettet.
Når man sender sine bedeemner ind ved at bruge formularen på hjemmesiden, bliver de ikke kun vist der. De bliver også en gang om ugen sendt ud til dem, der har tilmeldt sig sitets email-service, og derudover kan man få bedeemnerne ind på sin computer eller sætte dem på sin egen hjemmeside.
Hvis man ikke har lyst til at opgive sit navn, når man beder om forbøn, kan man godt være anonym.
Hver dag surfer mellem 25 og 30 besøgende ind på siden, og Mattias får 3-5 nye bedeemner om ugen. Det lyder måske ikke af så meget, men det er faktisk ganske pænt for en hjemmeside som denne. I den seneste tid har antallet været stigende.
Mattias har også fået svar tilbage om, at forbønnen hjælper.
– Efter sidste udsending var der en, der skrev tilbage, at han havde bedt om hjælp før pga. økonomiske problemer, men nu var der et job i sigte. Det er virkelig noget værd at få den slags meldinger tilbage! slutter Mattias.
Se hjemmesiden – Tryk her