Handicap-sekretær:
– Gud vil bære os med vore byrder

Gud vil befri os fra vore byrder i evigheden. Samtidig tror jeg, Gud kan helbrede allerede nu, siger Ellen Hessellund Mikkelsen

Ellen Hessellund Mikkelsen er landssekretær for Kristelig Handicapforening

Kristelig Handicapforening har et tre-ledet formål, fortæller Ellen Hessellund Mikkelsen:

– Vi vil fremme forkyndelsen af det kristne budskab for psykisk udviklingshæmmede, oprette bofællesskaber for unge og voksne handicappede og varetage de handicappedes sag generelt.

Hvorfor forkynde evangeliet for handicappede?
Fordi de har lige så meget brug for at høre det som alle os andre. Vort motto er netop: „Se til at ingen går glip af Guds nåde.“ (Hebr.12,15)

Hvordan forkynder man det kristne budskab for den udviklingshæmmede uden at komme til at „prakke ham noget på“?
Ja, se det må vi altid være opmærksomme på, så vi ikke begår åndeligt overgreb. Vi har respekt for det enkelte menneskes integritet. Mange udviklingshæmmede kan have svært ved at tage ansvar for egne valg på afgørende områder i livet. Derfor er de helt afhængige af deres nærmeste. De må gøre nogle valg for dem – også på det religiøse område: vælge at tage dem med i kirke, bede sammen med dem osv. Jeg tror imidlertid også, vi skal vende det om og være lige så opmærksomme på, at vi ikke begår åndelig omsorgs-svigt over for både psykisk og fysisk handicappede.

Hvilken plads har den handicappede i Guds rige – og i kirken?
Der er ingen særvej til en plads i Guds rige. Jesu ord til de voksne om, at de skal blive som børn, siger os, at det er den, der ydmyger sig over for Gud, den, der har brug for Guds barmhjertighed, der har plads i Guds rige – uanset om man er klog professor eller psykisk udviklingshæmmet.
De svageste er nødvendige, uundværlige, i kirken, fordi de netop minder os, der tror, vi er så stærke, om, at det er i vor svaghed, Gud kan komme til.

Guddommelig helbredelse er et tema, som er „oppe i tiden“, og søndagens tekst handler netop om dette. Hvordan forholder du, som til daglig arbejder med kristne handicappede, dig til dette?
Den helbredelse, teksten handler om, og den helbredelse, der er „oppe i tiden“, er for mig at se ikke nødvendigvis sammenlignelige.
Jesu helbredelse af drengen i Galilæa var et tegn på Jesu guddommelighed, at han er Guds søn. Jesus helbredte ikke alle syge i Israel, men nogle få, og demonstrerede på dem, hvordan det skal blive, når Guds Rige bryder frem i herlighed.
Når jeg møder psykisk og fysisk handicappede, er det ikke deres helbredelse, jeg først tænker på. Jeg tænker på dem som ligeværdige medskabninger, som har fået en særlig synlig byrde at bære. I evigheden ved jeg, at Gud vil befri dem fra denne byrde. Samtidig tror jeg på, at Gud – hvis han vil – kan befri mennesker fra deres byrder allerede her på denne side af evigheden – som et lifligt vindpust fra herligheden hos Gud – når vi beder ham om det.
Det, som bl.a. er „oppe i tiden“ generelt, er den holdning, at et liv uden byrder (sygdom, handicap m.v.) er idealet, og at vi kan gøre krav på et sådant liv over for Gud. Men det kan aldrig blive noget, vi kan kræve af Gud. Som kristne kan vi være med til at fokusere på, at Gud ikke kun vil det perfekte, men vil bære os med vore byrder.

Hvorfor kunne disciplene ikke helbrede denne dreng?
Ja, det spørger de jo også om. Jesus svarer, at den slags drives kun ud ved bøn. Hvad betyder det? Måske, at de ville gøre det i egen kraft, at de glemte deres afhængighed af Gud og selv ville tage æren for det. 

Jesus reagerer stærkt på farens tvivl. Hvad kan vi udlede af dette?
Her ser vi et glimt af Jesu guddommelige harme (det er endnu tydeligere hos Matthæus). Det rammer også os. Ingen af os har virkelig tro til at forvente nok af Gud – derfor må vi som drengens far altid råbe til Gud: Jeg tror, hjælp min vantro.  
Jeg tror ikke, vi skal udlede, at vi skal fokusere på vor egen tro, hvor stor den er, hvor stærk den er – og at hvis vi ikke får det svar af Gud, som vi mest ønsker os, er det, fordi vi tror for lidt.

De færreste regner med at blive forældre til et handicappet barn, men alligevel sker det – også for kristne. Hvordan bevare troen på, at ingenting er umuligt for Gud?
Jeg tror, mange kristne forældre til handicappede kan fortælle, at de netop i og med barnets handicap er blevet endnu mere afhængige af Gud. De har været ude på nogle dybder i livet, som vi andre kan have svært ved at sætte os ind i, de har op-levet smerte, de har skældt ud på Gud, og de har kæmpet. Midt i alt dette har Gud båret dem igennem, og de har kunnet give deres barn masser af kærlighed. Der er ingen lette løsninger på dette spørgsmål…. 

Mark. 9, 14-29

v14 Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. v15 Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. v16 Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« v17 Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. v18 Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« v19 Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
v20 Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. v21 Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. v22 Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« v23 Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« v24 Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
v25 Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« v26 Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« v27 Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
v28 Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« v29 Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved  bøn.«