Nedstyrtet præsident var aktiv kristen

Makedoniens præsident Boris Trajkovski var metodist. Døde ved flystyrtBoris Trajkovski, præsident for Makedonien og aktiv i Metodistkirken, døde torsdag d. 26. februar ved et flystyrt, som også kostede seks af hans medarbejdere og to piloter livet. Trajkovski blev 47 år.

Makedoniens præsident Boris Trajkovski (nummer tre fra højre) synger sammen med en gruppe unge på en ungdomslejr.

Boris Trajkovski blev beundret i mange kredse for sine fredsskabende evner. Det var også i stor grad disse evner, som gjorde udfaldet, da han vandt det makedonske præsidentvalg i 1999, idet hans indsats for det albanske mindretal i landet vandt mange stemmer i denne befolkningsgruppe.

Brugte sin kristne tro som rettesnor

Trajkovski arbejdede ikke alene aktivt for fred og politisk stabilitet i sin egen lille nation, men også i hele Balkanregionen. Han forsøgte at styrke relationerne mellem de forskellige etniske og religiøse grupper og brugte sin kristne tro som rettesnor. I 2002 fik han Metodistkirkens internationale fredspris (World Methodist Peace Award).
Trajkovski havde været aktiv i Metodistkirken siden sin barndom og tjente ofte ved gudstjenesterne i kirken i Skopje. Selv efter valget til præsident for Makedonien fortsatte han med at fungere som formand for menighedsrådet.

Højt agtet

Trajkovski var højt agtet både i den lokale menighed og i Metodistkirkens internationale sammenhænge og var kendt for at tale åbent om sin kristne tro.
Præsidenten var på vej til en regional økonomisk konference i Mostar i Bosnien, da flyet styrtede ned i et bjergområde syd for Sarajevo på grund af dårlige vejrforhold. Han efterlader sig kone og to børn.