Det er fuldbragt!

Det er det store punktum, Jesus sætter på sit ypperstepræstelige embede, ligesom han aftenen før, da han sluttede sit profetiske embede, sagde: »Jeg har fuldbyrdet den gerning, du har givet mig at gøre;« Johs. 17,4. Og sådan var der jo også skrevet: »Jeg vil borttage dette lands skyld på én dag”, Zak 3,9.
Dette sejrsråb: „det er fuldbragt“ er blevet det frelsende ord for mangfoldige sjæle.
Jeg har set mange mennesker, der var ved at dø, og også mange, der var døde; men selve døden og døds­øjeblikket har jeg kun set hos en eneste. Jeg har også set mange, der åndelig talt var ved at gå over fra døden til livet, og mange, der var blevet levende i Kristus; men så vidt jeg husker, har jeg kun set to mennesker lige i det øjeblik, det skete med dem.
Din synd er slettet ud
Den ene var én ung pige i Hvalsø. Hun sad efter et møde og græd, og jeg spurgte, hvorfor hun græd. Over min synd, svarede hun. Så sagde jeg: Hvorfor vil De græde over den, den er jo borte, den har Jesus slettet ud med sit blod! – Og i det samme skete det. Hun sad og så frem for sig og blev ved at sige: „Den er slettet ud, den er slettet ud!“ og alt som hun sagde det, begyndte lyset at tændes i hendes øjne, og undrende så jeg, hvorledes Solopgangen fra det Høje besøgte hende og fik hendes øjne til at stråle, skønt de endnu stod duggede og blanke af tårer.
Gud talte til hende
Og endnu én, en ung pige, hvis ‘ord’ også blev dette: „det er fuldbragt“. Anna hed hun, og var blevet tyve år, da hun af egen fri drift kom og ville gå til konfirmationsforberedelse. De fleste bliver jo jaget af sted til præst, så snart de nogenlunde er gamle nok, små pjok af drenge og små ubeskrevne blade af piger. Kommer der en sjælden gang én, der er lidt ældre, får man også gerne glæde af dem, fordi der er større modenhed og modtagelighed. Og sådan gik det også med Anna, hun blev vakt i den tid, hun gik til præst.
Men otte dage før konfirmationen kom hun op til mig i den dybeste syndenød. Hun kunne ikke blive konfirmeret, sagde hun, for hun var en fortabt synder, og det var hende umuligt at stå frem og bekende en tro, hun ikke ejede. Nå, vi talte sammen og bad sammen; men lige ulykkelig var Anna. Og det lod ikke til, det skulde blive bedre. Men selv om Guds ur går langsomt, går det dog aldrig for sent.
Fredag aften, som hun stod i sin plads og vaskede op efter middagen, følte hun sig så såre ulykkelig. Nu var det i overmorgen, og hun havde endnu ikke fundet hvile for sin bange sjæl. Men på én gang lød der en røst, som sagde: „Det er fuldbragt!” Hun så forbavset op, og det var, som om hele luften blev fyldt af gyldent lys. Og da lød det anden gang ganske tydeligt: „Det er fuldbragt!“ Og så kom hun glædestrålende op til mig og sagde: Nu tør jeg blive konfirmeret, for nu har jeg fred!
Se, det var nu dem, pigen fra Hvalsø og Anna, og der kunne nævnes mange flere endnu. Gid du også kunne nævnes med!
Det er fuldbragt – også for dig!

Andreas Fibiger var præst i Eliaskirken i København 1898-1933 og i flere år medlem af Indre Missions hovedbestyrelse.
Som præst blev A. Fibiger beskrevet som en der nu og da kunne være lidt stor i ”slawet” men med et ydmygt hjerte, og han var værdsat af mange.
A. Fibiger var i Indre Mission fortaler for at IM skulle lade sig inspirere af Oxford-bevægelsen. Som de andre i hovedbestyrelsen ønskede han dog, at de der var blevet vakt gennem Oxford-bevægelsen skulle ledes ind på den „lutherske kirkes sikre grund“, dvs. Indre Mission.
Denne artikel er fra bogen Guds Lam udgivet af O. Lohse 1915.