Andreas Fibiger
Lær af kvinderne!
Men Maria Magdalene og den anden Maria, Joses moder, var der. Og de sad lige overfor graven med de andre kvinder, som var komne med ham fra Galilæa, og så graven, og hvorledes hans legeme blev lagt. Men de vendte tilbage og beredte vellugtende urter og salver. Og sabbatten over holdt de sig stille efter budet.
Da mændene havde væltet den tunge sten for graven, gik de bort. Men lige overfor på en lille klippeskrænt i haven sås endnu nogle skikkelser. Det var kvinderne, de trofaste kvinder, hvis navne nu her møder os for tredje gang i langfredagsberetningen. De var de sidste, der dvælede herude.
Hvor er den rørende, denne trofaste kærlighed hos disse fromme kvinder, og hvor er den beskæmmende for os mænd, for dem den gang og for os nu, der så lidt tør vise det kærlige hjertelag, der dog giver livet varme og charme. Vi, som skammer os ved vore følelser og søger at skjule dem bag såkaldt mandighed.
Det er jo bestandig endnu god latin hos mangfoldige præster at dundre imod følelserne – ikke blot imod føleriet, hvilket er berettiget; men uden videre forkætrer man en hel og vigtig og af Gud givet side af menneskets sjæleliv, det ædle, rigt bevægede følelsesliv. Og så står de og gør sig selv rigtig nøgterne og kolde og fryser så mange spæde spirer bort og fryser deres kirker tomme for folk og ved ikke, at de bare skulle give deres hjerter i Herrens hånd og lade ham, den store Mester, spille med fuldt værk og med alle registre udtrukne, alt eftersom han vil bruge dem, så hans medfølelses tårer også kunne dugge deres sind og hans dybe kærlighed gennemstrømme deres liv og vidnesbyrd.
Hvor er de ikke rørende disse Kvinder, som påskemorgen går ud til graven. Hvad brød de sig om vagt og afspærring og alt det officielle væsen og segl for graven! Deres hjerter drev dem, og de havde kun det ene mål: de ville ind til deres elskede Mester for et salve ham. Og Herren lønnede deres kærlighed, – som han altid gør det, Hebr. 8, 10: Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulle glemme eders gerning og eders Kærlighed, – og han gjorde det derved, at disse kvinder blev de første, som fik lov at høre opstandelsens sejrsbudskab.
Men – naturligvis – da de kom tilbage til alle de nøgterne mænd, som havde ligget og sovet på deres grønne øre, hilste de dem med spottegloser for deres lettroenheds skyld. Det var naturligvis bare hysteri Men også nogle af vore kvinder har forfærdet os, idet de kom årle til graven, og da de ikke fandt hans legeme, kom de og sagde, at de havde også set et syn af engle Luk. 24, 22-23.
Se, alt dette er ikke usundt føleri, men menneskehjertets ædleste juveler: den dybe, selvopofrende kærlighed. Og den fostres bedst og renest i troende kvinders hjerter. Gid vi mænd havde noget mere af den.
Andreas Fibiger var præst i Eliaskirken i København 1898-1933 og i flere år medlem af Indre Missions hovedbestyrelse.
Som præst blev A. Fibiger beskrevet som en, der nu og da kunne være lidt stor i slawet, men med et ydmygt hjerte, og han var værdsat af mange.
A. Fibiger var i Indre Mission fortaler for, at IM skulle lade sig inspirere af Oxford-bevægelsen. Som de andre i hovedbestyrelsen ønskede han dog, at de, der var blevet vakt gennem Oxford-bevægelsen, skulle ledes ind på den lutherske kirkes sikre grund.
Denne artikel er fra bogen Guds Lam, udgivet af O. Lohse 1915.
